Mødedato: 11.08.2014, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Anlæg af støjreducerende asfalt i Sydhavnen

Borgerrepræsentationen skal godkende frigivelse af midler til anlæg af støjreducerende asfalt i Sydhavnen.

Indstilling og beslutning

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at der frigives anlægsmidler på 31,405 mio. kr. (2014 p/l) til støjreducerende asfalt på seks strækninger i Sydhavnen med 14,305 mio. kr. i 2014, 5,1 mio. kr. i 2015 og 12,0 mio. kr. i 2016.

Problemstilling

Ved aftalen om Budget 2014 (A, B, F, O og Ø) blev det besluttet at afsætte i alt 34,550 mio. kr. til støjreducerende asfalt i Sydhavnen som en del af programmet om ”Et løft til vejene”.

Borgerrepræsentationen skal godkende, at midlerne frigives til at anlægge støjreducerende asfalt i Sydhavnen som en del af programmet om ”Et løft til vejene”.

Løsning

I overensstemmelse med budgetaftalen udlægger forvaltningen støjreducerende asfalt på Borgbjergvej, Enghavevej, Scandiagade, Sydhavns Plads, Sydhavnsgade og Vasbygade.
Effekten af arbejdet vil være, at trafikstøjen på strækningerne nedbringes, at det bliver sikrere at færdes i trafikken, da huller og ujævnheder fjernes, og at de genoprettede strækninger giver et løft af vejnettet.
Ved udlægning af støjreducerende asfalt dæmpes støjniveauet gennemsnitligt omkring 1,5 dB set over hele belægningens levetid, hvilket svarer til, at trafikmængden reduceres med omkring 30 %.
Af hensyn til fremkommelighed og sammenhæng til andre drifts- og anlægsprojekter på samme strækninger har forvaltningen allerede igangsat udlægningen af støjreducerende asfalt på Sydhavnsgade, Vasbygade, Sydhavns Plads og Borgbjergvej. Dette selvom finansieringen af anlægsdelen burde have været godkendt inden igangsættelsen. Forvaltningen sætter nu skærpet fokus på, at formalia i denne type sager overholdes.
De sidste strækninger forventes færdige i henholdsvis 2015 og 2016, da de afventer færdiggørelse af skolevejsprojekter for Teglholmen. Hvis skolevejsprojekterne bliver færdige før forventet, fremskyndes eksekveringen af de sidste strækninger.

Økonomi

Til etablering af støjreducerende asfalt på de seks strækninger er der i Budget 2014 afsat 34,550 mio. kr. (2014 p/l), hvoraf 1,0 mio. kr. blev stjernemarkeret og dermed frigivet i forbindelse med vedtagelsen af Budget 2014 (BR 3/10 2013) og yderligere 2,145 mio. kr. blev frigivet på Borgerrepræsentationens møde den 12. december 2013. Med denne indstilling ønskes de resterende midler (31,405 mio.kr.) frigivet.

 

Den støjreducerende asfalt vil blive udlagt i 2014, 2015 og 2016. Det forventede forbrug kan ses af tabel 1 nedenfor.

Tabel 1: Udgifter til egen udførende enhed

1.000 kr. (2014 p/l)

2014

2015

2016

Borgbjergvej

2.500

 

 

Enghavevej

 

5.100

7.900

Scandiagade

 

 

2.100

Sydhavns Plads

2.000

 

 

Sydhavnsgade

4.000

 

2.000

Vasbygade

5.805

 

 

I alt

14.305

5.100

12.000

Anlægsbevillingen skal frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg, funktion 2.28.23.3.

Risikovurdering

Risikoen for budgetoverskridelse er lille. Der er i budgettet indlagt en buffer til uforudsete udgifter som reparation af underliggende asfalt og betonbærelag samt kommunikation og trafikafvikling.

Videre proces

Teknik- og Miljøforvaltningen forventer, at afslutte arbejdet på Sydhavnsgade, Vasbygade, Sydhavns Plads og Borgbjergvej i september 2014.

 

         Pernille Andersen

                                                                  / Anders Møller

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet 11. august 2014

Indstillingens 1. at-punkt blev anbefalet uden afstemning.

Til top