Dispensation fra lokalplan Enghave Brygge til etablering af fællesanlæg ved Sivholm (byggefelt G), Vesterbro / Kgs. Enghave
Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til, om der på baggrund af ansøgning fra bygherre skal gives dispensation til udskydelse af tidspunktet for etablering af fællesanlæg med henblik på at muliggøre indflytning på Sivholm.
Indstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
- at Teknik- og Miljøforvaltningen bemyndiges til at meddele dispensation fra lokalplan Enghave Brygge i forhold til tidspunktet for etablering af de fastlagte fællesanlæg for øen Sivholm (byggefelt G).
Problemstilling
Teknik- og Miljøudvalget vedtog den 7. oktober 2019, at der på Enghave Brygge skal være mulighed for at dispensere til udskydelse af fællesanlæg for hvert byggefelt eller ø for sig, og til anlæg af Nelson Mandelas Allé og den sydlige del af Enghave Kanal.
Ansøgningen om dispensation til udskydelse af tidspunktet for etablering af fællesanlæg ved Sivholm (byggefelt G) har været i nabohøring i perioden den 27. februar til den 19. marts 2020. Forvaltningen har modtaget 28 henvendelser (bilag 2). Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til dispensationen, da et samlet udvalg i forbindelse med behandlingen den 7. oktober afgav protokolbemærkning om, at ”udvalget ønsker, at eventuelle dispensationer til Sivholm og Kærholm kommer til behandling i udvalget”.
Løsning
Dispensationen muliggør ibrugtagning og indflytning for de kommende beboere på øen Sivholm. En dispensation vil betyde, at nogle beboere på Sivholm ikke har vand i kanalen ud for deres bolig ved indflytning. Der vil være tale om et tidsrum på maksimalt fem måneder, førend der kommer vand i kanalen.
Som i forbindelse med dispensationen til fællesanlæg ved Lyngholm dispenseres der kun til udsættelse for de fællesanlæg, hvor området skal fungere som byggeplads, eller hvor fællesanlægget knytter sig til byggefelter i en anden del af området.
Sivholm
Næste ibrugtagningstilladelse er til byggeri på Sivholm, hvor der er ønske om indflytning fra den 15. juni 2020 og frem til den 1. august 2020. Sivholm er omkranset af kanaler, som er del af fællesanlæggene, og som ikke kan være etableret før den 1. august 2020, fordi området skal fungere som byggeplads og adgangsvej til området. Sidekanalerne mod nord og vest skal med dispensationen være etableret senest 31. december 2020 (bilag 5).
Der er således tale om et tidsrum på maksimalt fem måneder, hvor nogle beboere på Sivholm ikke har vand i kanalen ud for deres bolig. Der er behov for dispensation til dette og til udsættelse af de anlæg, der i øvrigt ikke er knyttet til dette byggeri, hvis de kommende beboere skal kunne flytte ind til forventet tidspunkt.
En del af de fællesanlæg for delområdet, som Sivholm indgår i, er heller ikke færdige. Det gælder broer i den nordlige del af området (forventeligt færdige ultimo 2021) og sidekanaler i området med de tilhørende trappeanlæg og promenader. Disse er således knyttet til andre byggerier, hvorfor der også er dispenseret hertil i forbindelse med ibrugtagning på Lyngholm.
I forbindelse med Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 7. oktober 2019 udarbejdede bygherre en revideret udbygningsplan for fællesanlæggene på Enghave Brygge. Udbygningen af fællesanlæggene for Sivholm følger denne plan.
Høring
Dispensationen har været i nabohøring i perioden fra den 27. februar 2020 til den 19. marts 2020. Forvaltningen har modtaget 28 henvendelser (bilag 2), heriblandt en fra Vesterbro Lokaludvalg, 25 er fra beboere på Enghave Brygge, en fra Metroselskabet og en fra Ørsted. Metroselskabet har ingen bemærkninger. Ørsted opfordrer Københavns Kommune til at tage trafikforhold i betragtning ved afgørelse om en dispensation. Hertil bemærker forvaltningen, at vejmyndigheden løbende arbejder på at sikre, at de midlertidige vejforhold lever op til gældende krav. Øvrige henvendelser er refereret med forvaltningens bemærkninger (bilag 3).
Vesterbro Lokaludvalg
Vesterbro Lokaludvalg bakker op om dispensationen, fordi der ligger en tidsplan for etableringen af fællesanlægget, som skal følges.
Hovedsynspunkter fra beboerne på Enghave Brygge
1. Generel utilfredshed med udbygningstakten, og at bygherre gentagne gange ønsker at udskyde diverse fællesanlæg. I 16 høringssvar udtrykkes bekymring for, at området aldrig vil blive færdigetableret, fordi den lange tidshorisont øger risikoen for, at bygherrer går konkurs eller lignende.
2. Den midlertidige trafikstruktur og adgangsforhold kritiseres. I 20 af høringssvarene henstilles der til, at udskydelsen af kanaludgravningerne ikke må være på bekostning af genåbning af Jane Addams Vej, som forløber nord om Sivholm, fordi en forsinkelse vil være til stor gene for beboere.
3. I høringssvarene er der forståelse for, at metroarbejdet blokerer for opførelsen af den sydlige del af Enghave Kanal, men fem høringssvar er uforstående ift., hvorfor bygherre ikke udgraver hele lystbådehavnen ”Enghaves Brygge” syd for Lyngholm (Byggefelt F).
Forvaltningens bemærkninger
1. Der er i lokalplanen og den tilhørende byudviklingsaftale indbygget forudsætninger om en etapevis udbygning af området og behovet for dispensationer til gennemførelse af fællesanlæg. Dette skyldes, at hvis der ikke gives dispensationer undervejs, vil al ibrugtagning skulle afvente etablering af samtlige fællesanlæg, herunder den gennemgående vej Nelson Mandelas Allé, som frem til 2024 vil fungere som midlertidig forsyningsvej til byggeriet af metrostationen Enghave Brygge. De kommende beboere på Sivholm vil altså eksempelvis først kunne flytte ind i 2024 i stedet for i sommeren 2020. Forvaltningen har løbende dialog med bygherre med henblik på at sikre den mest hensigtsmæssige, skånsomme og effektive udbygningstakt.
2. Lukningen af Jane Addams Vej er afgørende for beboernes sikkerhed samt sikring af en sikker byggeplads, hvorfor der fortsat ikke er offentlig adgang til vejen. Jane Addams Vej åbnes, når den ikke længere anvendes som byggepladsvej for opførelse af Tangholm, Nobelholmen og renovering af Uniscrap-bygningen – af bygherre estimeret til 2021. Teknik- og Miljøforvaltningens vejmyndighed arbejder løbende på at sikre, at disse midlertidige vejforhold lever op til gældende krav.
3. Lystbådehavnens ejerforhold og udbygningstakten i området forhindrer en samlet udgravning af hele havnebassinet. Halvdelen af havnen – den sydlige del - tilhører By & Havn. By & Havn har i dag behov for byggeplads og adgangsforhold for de sydlige øer samt metrobyggepladsen. Bygherre udgraver den del, bygherre råder over, og sørger for, at den nordlige del af lystbådehavnen kan besejles.
Økonomi
Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.
Videre proces
Når Teknik- og Miljøudvalget har godkendt dispensationen, vil forvaltningen meddele dispensationen.
Søren Wille
/ Karsten Biering Nielsen
Beslutning
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 11. maj 2020
Indstillingen blev ikke godkendt med 4 stemmer mod 7. Ingen undlod at stemme.
For stemte: F, Ø og Å.
Imod stemte: A, B, C, I og O.