Mødedato: 11.05.2020, kl. 15:00
Mødested: via Teams

Midlertidige tiltag for at understøtte restauranter, cafeer og butikker med udeservering mv.

Se alle bilag

Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til om caféer, restauranter og butikker skal imødekommes med en række midlertidige tiltag frem til 1. oktober 2020, så de kan holde åbent for gæster og kunder, selv om myndighederne fortsat har restriktioner for fysisk afstand og samvær i det offentlige rum.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender

  1. at restauranter og caféer får mulighed for at ansøge om at have udeservering på en større del af fortovet og lign. end nu frem til 1. oktober 2020.

  1. at restauranter og caféer får mulighed for at ansøge om at have udeservering på parkeringspladser i forbindelse med eksisterende udeserveringer frem til 1. oktober 2020.

  1. at Teknik- og Miljøforvaltningen tillader udvidelse af udeserveringer på byens pladser og i Københavns Kommunes parker frem til 1. oktober 2020.

  1. at butikker får mulighed for at ansøge om have vareudstillinger på en større del af fortovet og lignende samt parkeringspladser frem til 1. oktober 2020.

Problemstilling

Mange butikker, restauranter og caféer har igennem længere været nødsaget til at holde lukket eller har haft begrænsninger i deres muligheder for at holde åbnet grundet de forebyggende retningslinjer fra myndighederne ift. håndtering af coronasmitte, der bl.a. kun tillader take-away fra restauranter og caféer, og ingen udeservering. Regeringen har varslet at næste fase af genåbningen af samfundet ifm. Coronakrisen sker efter 10. maj 2020. Det vides endnu ikke, hvornår åbning af restauranter og cafeer kan ske.

Når der igen åbnes op for, at restauranter og caféer kan holde åbent, vil sundhedsmyndighederne forventeligt udstede retningslinjer om minimumsafstand mellem borde i udeserveringer og fortsat anbefale fysisk afstand.

Teknik- og Miljøforvaltningen har udarbejdet en række forslag til, hvordan butikker, restaurationer og caféers behov for vareudstilling og udeservering kan imødekommes. Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til, hvilke af disse forslag forvaltningen skal arbejde videre med.

Løsning

Der vil derfor være behov for, at restauranter og caféer hurtigt får større arealer til rådighed for deres udeservering for at kunne tilbyde samme, næsten samme, eller endda øget kapacitet og dermed indtjening.

I takt med at forsamlingsforbuddet formentlig gradvist løsnes op fra nuværende 10 personer, vil behovet for udeservering og muligheden for at afholde andre pop-up arrangementer med gradvist flere deltagere øges.

Udeservering på fortove og parkeringspladser frem til 1. oktober 2020 (ad 1., 2. og 4.)

For at imødekomme de forventede krav fra sundhedsmyndighederne om fortsat at kunne holde afstand, vil der være behov for hurtigst muligt at sikre restauranter, caféer og butikker mere areal til udeserveringer og vareudstillinger på fortov, parkeringspladser mv. Forvaltningen vil i mindre omfang kunne komme til at udvide eksisterende udeserveringer og vareudstillinger på fortovet langs restaurationernes og butikkernes facader, fordi pladsen her allerede er fuldt udnyttet de fleste steder. Hvis pladsen til udeservering og vareudstilling skal kunne udvides substantielt langs med fortovene, vil det kræve inddragelse af tilstødende p-pladser.

Udeservering på parkeringspladser og fortove er visse steder i byen allerede en kendt og anvendt løsning på restauranter og cafeers pladsproblemer, hvorfor nye ansøgninger om udvidelse af eksisterende udeserveringer hurtigt vil kunne behandles i forvaltningen.

Udeservering på parkeringspladser vil kræve afspærring af serveringsarealet fra vejarealet. Forvaltningen har allerede en række retningslinjer for afspærringer i forbindelse med arbejder på offentlig vej, som kan anvendes ift. de nye afspærringer i byen. Forvaltningen har gode erfaringer fra Victoriagade, hvor caféer/restauranter igennem flere år har haft udeservering på parkeringspladser, der er afskærmet af blomsterkasser.

I forbindelse med ansøgning om udeservering og vareudstillinger på parkeringspladser vil ansøgerne blive påført øgede udgifter, idet Københavns Kommune hverken kan eller må stille kommunal afspærring op for restauranter, caféer og butikker. Restauranterne, caféerne og butikkerne skal derfor selv sørge for opstillingen af godkendt afspærring.

Det vil ikke være muligt at udvide udeserveringen eller vareudstillingen alle steder. Det betyder, at nogle restauranter, cafeer og butikker kan få mere areal, mens andre ikke vil kunne på grund af de fysiske forhold som smalle fortove, beliggenheden, den øvrige færdsel, fraværet af parkeringsplads foran/ved restauranten/caféen/butikken.

Ansøgninger om mere udeservering og vareudstilling på parkeringspladser og fortove kræver samtykke fra Københavns Politi bl.a. på grund af omfanget og evt. konsekvenser for byens infrastruktur, herunder ringere muligheder for parkering og fremkommelighed.  

På samme tid giver mere udeservering et by- og natteliv, der støjer, og giver øgede gener for lokale beboere. Dette vil kunne imødekommes ved at stille vilkår om, at den ekstra udeservering skal lukke hver dag kl. 22.00; at der ikke tillades udendørs opsætning af højtalere, samt at der ikke må anvendes grill, som skaber røggener. Tilladelser til mere udeservering vil kræve et skærpet tilsyn fra forvaltningens side i perioden.

Forvaltningen anbefaler, at Teknik- og Miljøudvalget godkender at restauranter, caféer og butikker får mulighed for at ansøge om at have udeservering og vareudstilling på en større del af fortovet og lign. end nu, samt at restauranter, caféer og vareudstillinger får mulighed for at ansøge om at have udeservering på parkeringspladser i forbindelse med eksisterende udeserveringer. Begge løsninger foreslås tidsbegrænses i perioder frem til 1. oktober 2020.

Udvidelse af udeserveringer på byens pladser og i Københavns Kommunes parker frem til 1. oktober 2020 (ad 3.)

Byens pladser, hvor der på grund af forbuddet mod større forsamlinger ikke vil blive afholdt arrangementer i den kommende tid, vil også kunne benyttes til udeservering. Det kunne f.eks. være store pladser som Rådhuspladsen, Kongens Nytorv og Christiansborg Slotsplads. Da pladserne er stort set fri for biltrafik, kræver denne løsning ikke lukning af veje eller inddragelse af parkeringspladser.

I modsætning til udvidelse af udeservering på fortove og parkeringspladser kræver udeservering på pladserne ikke, at restaurationer og caféer har facade direkte ud mod pladsen. Dette forhold giver mulighed for, at flere forretningsdrivende kan gøre brug af udeservering. Det vil flere steder kræve, at forvaltningen tillader, at restauranter og caféer har en salgsdisk, pavillon eller lignende på selve pladsen.

Udeservering på offentlige veje og pladser er afgiftsfritaget i Københavns Kommune, og restauranter og caféer vil derfor kunne udvide deres udeservering til byens pladser uden at blive pålagt en afgift for udeserveringen.

Udeservering på byens pladser vil give et by- og natteliv, der støjer, og øger generne for lokale beboere. Dette kan imødekommes ved øgede restriktioner, idet der vil være tale om en tidsbegrænset tilladelse med en række vilkår for opstilling, åbningstider mv. Tilladelser til udeservering på byens pladser vil kræve et skærpet tilsyn fra forvaltningens side i perioden.

Det er også muligt at benytte dele af Københavns Kommunes parker til udeservering og restauration. Rammerne for udeservering i kommunale parker er dog anderledes end på offentlige veje og pladser, da de fleste parker er fredet, og fredningsbestemmelserne kan stå i vejen for aktiviteter såsom udeservering. Se bilag 2.

Fredningsnævnet for København/Slots- og Kulturstyrelsen skal give dispensation til udeservering mv. i Københavns Kommunes parker. I aftaler med restauranter og cafeer kan Københavns Kommune stille krav til renhold af udeserveringsarealerne, lukketider mv. og aftalen kan trækkes tilbage, hvis de specificerede krav ikke overholdes.

Udeservering er en kommerciel aktivitet, som Københavns Kommune skal opkræve markedsleje for, hvis der er tale om udeservering i de kommunale parker. Baggrunden er, at stat, kommuner mv. ikke må støtte virksomheder økonomisk, hvis disse tjener penge på fx udeserveringen.

Københavns Kommune kender ikke markedslejeprisen for udeservering i de kommunale parker, og skal derfor indhente en ejendomsmæglervurdering for at kvalificere dette. Forvaltningen anslår, at det vil koste 5.000-8.000 kr., at få firmaet EDC til at lave vurderingen. EDC har tidligere vurderet markedslejepriserne for hhv. kommercielle arrangementer, stadepladser, mobilt gadesalg og filmoptagelser i Københavns Kommunes parker.

Udeserveringer i byens parker vil være attraktive for kunderne, da de ligger i naturskønne, rolige omgivelser. Cafeer og restaurationer, der opnår en tilladelse til udeservering i parkerne, vil formentlig også finde at parkerne er attraktive lokaliteter. Udeserveringer i parkerne vil til gengæld også inddrage en del af det rekreative rum i parkerne, der oftest bruges som et samlingssted og inviterer til spontant, ikke-kommercielt ophold.  

I bilag 3 er vedlagt en oversigt over parker og pladser, hvor det vil være muligt for forvaltningen at tillade udeservering og pop-up arrangementer af længere varighed (hvis Slots- og Kulturstyrelsen giver dispensation), da der ikke vil blive afholdt andre større arrangementer frem mod 1. oktober 2020.

Forvaltningen anbefaler, at Teknik- og Miljøudvalget godkender, at Teknik- og Miljøforvaltningen tillader udvidelse af udeserveringer på byens pladser og i Københavns Kommunes parker i perioder frem til 1. oktober 2020.

På længere sigt kan også kørebaner inddrages til udeservering

Hvis der viser sig behov for endnu flere arealer reserveret til for eksempel udeserveringer, arrangementer og byliv generelt, kan forvaltningen, hvis der er et politisk ønske om dette, undersøge mulighederne for at indføre midlertidige hastighedsnedsættelser eller lukning af gader for biltrafik, idet lavere hastighed gør det mere sikkert – og dermed muligt – også at tillade udeservering på/langs kørebanerne. Dette vil samtidig bidrage til at fremme sikkerhed og tryghed for cyklister og gående på disse strækninger.

Midlertidige hastighedsnedsættelser til fx 20 km/t eller lunkning af gader for biltrafik vil kræve forhandling med Københavns Politi. Forvaltningen har dog allerede gode erfaringer med hurtig afklaring af konkrete ansøgninger af tiltag, der understøtter myndighedernes retningslinjer ift. at sikre gode rammer for udeliv mv.

Samtidig bør det ses i sammenhæng med at sikre en god mobilitet for alle i en tid, hvor kapaciteten i den kollektive trafik forventes at være væsentligt begrænset, og der skal sikres gode vilkår for cykler og fodgængere, der lever op til de krav og retningslinjer der måtte være i forhold til at mindske spredning af Covid-19. Der er således behov for at gentænke disponeringen af byrummet, så der sikres en god balance mellem ophold, mobilitet, kommercielle behov, rekreative behov osv.

Hvis der er politisk ønske om en drøftelse af mulighederne for hastighedsnedsættelser og lukning af gader for biltrafik, vil forvaltningen arbejde videre med dette.

Økonomi

Der følger som udgangspunkt et indtægtstab for de af p-pladserne, som er beliggende i betalingsområdet. Et indtægtstab vil nedsætte kommunens servicemåltal for 2020 i forholdet 1:1, samt have finansiel betydning, hvad angår 30 % af tabet. Det konkrete indtægtstab er dog vanskeligt at opgøre præcist, da de nøgletal, der normalt anvendes til beregning heraf, ikke vurderes at være retvisende i 2020, hvor parkeringsaktiviteten er påvirket betydeligt af nedlukningen. Samtidig er antallet af berørte pladser som følge af indstillingen behæftet med stor usikkerhed. Teknik- og Miljøforvaltningen udarbejder et budgetnotat til Overførselssagen 2019-2020, der vil indeholde estimater på effekten.

Der vil være udgifter til en vurdering af markedslejeprisen for udeservering i byens parker på ca. 5.-8.000 kr. Der vil endvidere være en indtægt forbundet med markedslejen for udeservering i parkerne, som forvaltningen er forpligtet til at opkræve. Der er ikke en tilsvarende indtægt for udeservering for veje og pladser, da udeseveringsgebyret er afskaffet.

Videre proces

Når Teknik- og Miljøudvalget har godkendt indstillingen, vil forvaltningen hurtigst muligt åbne for ansøgninger om udeservering på fortove og parkeringspladser, som kan træde i kraft, så snart regeringen beslutter at åbne op for restauranter og cafeer. Forvaltningen vil ligeledes udarbejde budgetnotat til overførselssagen.

Hvis Teknik- og Miljøudvalget godkender indstillingens punkt 3 om udvidelse af udeserveringer på byens pladser og i Københavns Kommunes parker frem til 1. oktober 2020, vil forvaltningen kontakte Fredningsnævnet for København og Slots- og Kulturstyrelsen med henblik på at sikre en hurtig sagsbehandling ved dispensation til udeservering i parkerne. Forvaltningen vil hurtigst muligt fastlægge vilkår og kriterier for tilladelse til udeservering og andre pop-up arrangementer på pladser og i parker.

Søren Wille 

  / Hans Christian Karsten

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 11. maj 2020

Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre stillede følgende ændringsforslag (ÆF1) som nyt at-punkt:

”at der skal stilles krav til toiletfaciliteter, hvis udeservering ikke foregår ved siden af det faste butikssted.”

Ændringsforslaget (ÆF1) blev vedtaget uden afstemning.

 

Det Konservative Folkeparti stillede følgende ændringsforslag (ÆF2) som nyt at-punkt:

”at der skal stilles krav om genbrugsservice ved udeservering, når det ikke sker ved fast forretningssted.”

Ændringsforslaget (ÆF2) blev vedtaget uden afstemning.

 

Det Konservative Folkeparti stillede følgende ændringsforslag (ÆF3) som nyt at-punkt:

”at der ikke inddrages p-pladser, hvor belægningsprocenten (dag/aften/nat) er over 90 %.”

Ændringsforslaget (ÆF3) blev ikke vedtaget med 2 stemmer mod 9. Ingen undlod at stemme.

For stemte: C og I.

Imod stemte: A, B, F, O, Ø og Å.

 

Det Konservative Folkeparti stillede følgende ændringsforslag (ÆF4) som nyt at-punkt:

”at der ikke inddrages p-pladser, hvor belægningsprocenten (dag/aften/nat) er over 100 %.”

Ændringsforslaget (ÆF4) blev ikke vedtaget med 2 stemmer mod 9. Ingen undlod at stemme.

For stemte: C og I.

Imod stemte: A, B, F, O, Ø og Å.

 

Socialdemokratiet stillede følgende ændringsforslag (ÆF5) som nyt at-punkt:

”at inddragelse af p-pladser til midlertidig udeservering sker der, hvor belægningsprocenterne kl. 22 er under 100 %.”

Ændringsforslaget (ÆF5) blev ikke vedtaget med 5 stemmer mod 6. Ingen undlod at stemme.

For stemte: A, C og I.

Imod stemte: B, F, O, Ø og Å.

 

Enhedslisten stillede følgende ændringsforslag (ÆF6) som nyt at-punkt:

”at der af sundhedsmæssige årsager ikke sker yderligere åbning for udeservering i den indre by.”

Ændringsforslaget (ÆF6) blev ikke vedtaget med 5 stemmer mod 6. Ingen undlod at stemme.

For stemte: A og Ø.

Imod stemte: B, C, F, I, O og Å.

 

Alternativet stillede følgende ændringsforslag (ÆF7) til erstatning af 3. at-punkt:

”at der ikke tillades øget udeservering i kommunens parker.”

Ændringsforslaget (ÆF7) blev ikke vedtaget med 3 stemmer mod 8. Ingen undlod at stemme.

For stemte: C, I og Å.

Imod stemte: A, B, F, I, O og Ø.

 

Socialistisk Folkeparti stillede følgende ændringsforslag (ÆF8) som nyt at-punkt:

”at det i parker kun er eksisterende restaurationer og cafeer i parken, der kan udvide.”

Ændringsforslaget (ÆF8) blev vedtaget uden afstemning.

 

Socialdemokraterne, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet stillede følgende ændringsforslag (ÆF9) som nyt at-punkt:

”at parkeringsarealer og vejarealer også kan benyttes til andre rekreative formål ud over udeservering.”

Ændringsforslaget (ÆF9) blev godkendt med 10 stemmer mod 1. Ingen undlod at stemme.

For stemte: A, B, F, I, O, Ø og Å.

Imod stemte: C.

 

Der var delt afstemning om selve indstillingen.

Indstillingens 1. at-punkt blev godkendt med 10 stemmer mod 1. Ingen undlod at stemme.

For stemte: A, B, C, F, I, O og Ø.

Imod stemte: Å.

 

Indstillingens 2. at-punkt blev godkendt med 9 stemmer mod 2. Ingen undlod at stemme.

For stemte: A, B, F, O, Ø og Å.

Imod stemte: C og I.

 

Indstillingens 3. at-punkt blev godkendt uden afstemning.

 

Indstillingens 4. at-punkt blev godkendt med 8 stemmer mod 3. Ingen undlod at stemme.

For stemte: A, B, F, O og Ø.

Imod stemte: C, I og Å.

 

Den således ændrede indstilling var herefter godkendt.

 

Alternativet, Radikale Venstre, Enhedslisten, Socialistisk Folkeparti og Dansk Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:

”Partierne anbefaler, at forvaltningen kigger på muligheden for at inddrage vejbaner og nedsætte hastighedsgrænsen til at fremme byliv, arrangementer og udeservering.”

 

Alternativet, Enhedslisten og Socialdemokratiet afgav følgende protokolbemærkning:

”Partierne finder det særdeles positivt at anvende de store mængder af plads, der i dag optages af parkerede biler til at fremme socialisering under corona-nedlukningen og generelt. Dog er partierne skeptiske overfor at anvende de i forvejen belastede fortove og cykelstier yderligere til udeservering.” 

 

Alternativet, Enhedslisten og Socialdemokratiet afgav følgende protokolbemærkning:

”Partierne opfordrer forvaltningen til at inddrage relevante lokaludvalg til placeringer af udvidelse af udeservering.”

 

Indstillingen blev standset af Jakob Næsager (C), jf. kommunestyrelseslovens § 23, og indstillingen indbringes dermed i sin helhed til afgørelse i Borgerrepræsentationen.

[Det Konservative Folkeparti hævede standsningen den 19. maj 2020]

Til top