Forhøjelse og frigivelse af midler til skybrudsprojekter i Bispeparken, Bispebjerg
Borgerrepræsentationen skal tage stilling til forhøjelse, disponering og frigivelse af midler til skybrudsprojekter i Bispeparken, for at der kan igangsættes samlet projektering.
Indstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at rådighedsbeløbet på 17,1 mio. kr. til skybrudsprojektet Bispeparken Syd forhøjes med 7,5 mio. kr. (takstmidler). Rådighedsbeløbet på 7,5 mio. kr. finansieres via den givne byggekredit, som blev godkendt af Borgerrepræsentationen den 26. marts 2020, jf. økonomiafsnittet og bilag 3.
- at der gives et rådighedsbeløb på 13,6 mio. kr. (takstmidler) til skybrudsprojektet Bispeparken Nord. Rådighedsbeløbet på 13,6 mio. kr. finansieres via den givne byggekredit, som blev godkendt af Borgerrepræsentationen den 26. marts 2020, jf. økonomiafsnittet og bilag 3.
- at der frigives en anlægsbevilling på 7,5 mio. kr. til skybrudsprojektet Bispeparken Syd. De 7,5 mio. kr. frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Klima anlæg, jf. økonomiafsnittet.
- at der frigives en anlægsbevilling på 13,6 mio. kr. til skybrudsprojektet Bispeparken Nord. De 13,6 mio. kr. frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Klima anlæg, jf. økonomiafsnittet og bilag 3.
- at de to skybrudsprojekter vedrørende henholdsvis Bispeparken Nord og Bispeparken Syd fremadrettet samles til ét samlet projekt.
Problemstilling
Bispeparken indgår i den samlede plan for skybrudssikring af Københavns Kommune (BR 26. november 2015). Bispeparken består af en sydlig og nordlig del opdelt af Tuborgvej.
I Projektpakke 2018 (BR 22. juni 2017) er der bevilget et rådighedsbeløb på 17,1 mio. kr. til Bispeparken Syd. Kvalificering af skybrudsprojektet for Bispeparken Syd har vist, at der er et behov for at forhøje det tidligere budget med 7,5 mio. kr.
Det var oprindeligt planen, at den almene boligorganisation fsb, der ejer det nordlige areal, skulle anlægge skybrudsprojektet i Bispeparken Nord, men forvaltningen og fsb er efterfølgende blevet enige om, at det er mere hensigtsmæssigt, at forvaltningen overtager bygherrerollen, og at projekterne i Bispeparken Nord og Syd udføres samlet. Der er ikke tidligere frigivet midler til Bispeparken Nord. Der er derfor behov for, at der samlet bevilges 21,1 mio. kr. til Bispeparken Nord og Syd. Skybrudsprojektet finansieres af takstmidler og påvirker ikke Teknik- og Miljøudvalgets anlægsmåltal. Forhøjelsen mellemfinansieres over byggekredit, jf. økonomiafsnittet.
Løsning
De to skybrudsprojekter i Bispeparken (Nord og Syd) skal rumme i alt 3.500 m³ skybrudsvand og hverdagsregn. Projekterne indeholder forsinkelsesbassiner og skybrudsrender, som har til formål at håndtere skybrudsvand for at undgå oversvømmelser ved Lygten.
Bispeparken er beliggende i udsat by og er på statens liste over ghettoområder. Ved Budget 2019 (BR 4. oktober 2018) (A, B, C, F, I, O og V) blev der afsat 27,7 mio. kr. til nyt byrum i Bispeparken Syd, som udføres i sammenhæng med skybrudsprojektet. Bevillingerne er adskilt, idet skybrudsprojekter er takstfinansierede og byrumsprojekter skattefinansierede. Skybrudsprojekterne i Bispeparken sammentænkes endvidere med Områdefornyelse Nordvests projekt i Bispeparken (kendt som ”Grønningen”), og denne bevilling er ligeledes adskilt. Samlet kan skybrudsbrudsprojekterne og de to skattefinansierede projekter i Bispeparken styrke den lokale bypark, den sociale sammenhængskraft, tryghed og bebyggelsens grønne træk.
Bispeparken Syd
I forbindelse med udarbejdelsen af Masterplan for Lersøparken er skybrudsprojektet blevet kvalificeret af forvaltningen og HOFOR. Kvalificeringen af skybrudsprojektet for Bispeparken Syd har vist, at terrænforskellene på Bispebjerg medfører mange flere skybrudsrender (angivet i meter) på parkens tilstødende arealer, for at vandet kan føres ind til Bispeparken og forsinkes lokalt. Endvidere har de tidligere anvendte erfaringstal (pris pr. m³) i skybrudsprojektet været for lave. For at anlægge skybudsprojektet i Bispeparken Syd er det således nødvendigt at forhøje det tidligere afsatte taktsfinansierede budget, så den tidligere bevilling på 17,1 mio. kr. (BR 12. juni 2017) hæves med 7,5 mio. kr. til i alt 24,6 mio. kr.
Bispeparken Nord
Da Bispeparken Nord er privat areal, har fsb hidtil skullet stå for anlæg i Bispeparken Nord. Fsb og Teknik- og Miljøforvaltningen vurderer imidlertid, at det er hensigtsmæssigt at gennemføre projekterne i den nordlige og sydlige del samlet, da projekterne vandteknisk er tæt forbundet. Samtidig er der et stort potentiale i at løfte de byrumsmæssige kvaliteter i området ved at udvikle og projektere de to projekter som ét samlet projekt. Dertil kommer, at når forvaltningen overtager bygherrerollen, undgår fsb at mellemfinansiere projektet, hvilket betyder, at de undgår at afholde udgiften, indtil HOFOR skal tilbagebetale, når projektet er afsluttet. At forvaltningen overtager bygherrerollen er muligt efter medfinansieringsreglerne.
For at igangsætte en samlet projektering af skybrudsprojekterne i Bispeparken anbefales der afsat en udgiftsbevilling på 13,6 mio. kr. til Bispeparken Nord. Der foreligger allerede en aftale efter medfinansieringsreglerne, idet de rammeaftaler om klima- og skybrudssikring, som Københavns Kommune og HOFOR i 2015 indgik om etablering af de ca. 300 skybrudsprojekter, omfatter både Bispeparken Nord og Syd.
Høring
Bispeparken Syd har sammen med de mange andre skybrudsprojekter i Projektpakke 2018 været i høring hos Bispebjerg Lokaludvalg og de øvrige lokaludvalg, der generelt ser positivt på de udvalgte projekter. Udvalgene ønsker at blive inddraget tidligt i forhold til den konkrete udmøntning af projekterne, hvilket forvaltningen vil sørge for i forbindelse med udarbejdelse af projektforslag, der forventes forelagt Teknik- og Miljøudvalget medio 2021, jf. videre proces. Bispebjerg Lokaludvalg har i marts 2020 oplyst, at de ikke har bemærkninger til, at Bispeparken Nord foreslås anlagt af Københavns Kommune.
Økonomi
Med denne indstilling søges om rådighedsbevillinger på 21,1 mio. kr. og frigivelse af anlægsbevilling på 21,1 mio. kr. på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Klima anlæg, jf. bilag 3, tabel 1 og 2. De 21,1 mio. kr. består af bevillingen til den nordlige del af Bispeparken på 13,6 mio. kr. samt forhøjelse af den allerede udmøntede sydlige del med 7,5 mio. kr. Bispeparken Nord og Syd vil fremadrettet være et samlet projekt. Forhøjelsen mellemfinansieres via den givne byggekredit, som blev godkendt af Borgerrepræsentationen 26. marts 2020 og tilbagebetales af HOFOR via spildevandstaksterne over 25 år. Tilbagebetalingen starter, når projektet er afsluttet.
Med anlægsbevillingerne til de to skybrudsprojekter på 21,1 mio. kr. er der samlet set disponeret for i alt ca. 1,4 mia. kr. (2020 p/l), ud af den samlede økonomiske ramme for skybrudsprojekter på overfladen på 5,5 mia. kr. (2020 p/l). Status på implementeringen af skybrudsplanen ses i bilag 4.
Videre proces
Når indstillingen er godkendt, opstartes en samlet projektering af skybrudsprojekterne i Bispeparken. Endvidere vil forvaltningen sikre de nødvendige aftaler med fsb i forhold til anlæg og drift af projektet. Samlet projektforslag forventes forelagt Teknik- og Miljøudvalget medio 2021. Forventet fysisk anlægsstart er efterår 2022 og ibrugtagning efterår 2023.
Søren Wille
/Lone Byskov
Beslutning
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 11. maj 2020
Indstillingen blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.