Yderligere garanti for lån til ombygning af plejecentret Dronning Ingrids Hjem (etape 2), beliggende Carl Jacobsens Vej 6A, Valby
Indstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
- at kommunen stiller garanti for realkreditlån til finansiering af 2. etape af ombygningen af den almene boligorganisation Boligforeningen AAB’s afdeling 98 Dronning Ingrids Hjem. Kommunen skal garantere for 62,65 pct. (1,31 mio. kr.) af et lån på 2,10 mio. kr.
Problemstilling
Forvaltningen har modtaget en ansøgning om garantistillelse fra et realkreditinstitut.
Borgerrepræsentationen har den 26. august 2010 godkendt etape 2 af ombygningen af det almene plejecenter Dronning Ingrids Hjem (ældreboliger og servicearealer) og stillet en kommunal garanti for lån til arbejderne. Samtidig bemyndigede Borgerrepræsentationen Teknik- og Miljøudvalget til efterfølgende at godkende den konkrete garantistillelse.
Teknik- og Miljøudvalget har den 15. april 2013 godkendt at stille garanti for 62,65 pct. af et lån på 73,92 mio. kr. til ældreboligerne (afd. 98) og 100 pct. af et lån på 30,71 mio. kr. til servicearealerne (afd. 99). Långiver anmoder nu om yderligere garantistillelse for 62,65 pct. af et lån på 2,10 mio. kr., der skal finansiere merudgifter for ældreboligerne. Garantien stilles med hjemmel i almenboligloven, jf. bilag 1.
Løsning
Den konkrete ombygning er gennemført, og forvaltningen har den 2. august 2013 godkendt byggeregnskabet. Regnskabet udviste en merudgift for ældreboligerne, hvorfor der nu anmodes om yderligere garanti.
På baggrund af det godkendte byggeregnskab kan afdelingen optage lån på 76,02 mio. kr. til finansiering af ombygning af ældreboligerne. Da kommunen allerede har stillet garanti for 62,65 pct. af et lån på 73,92 mio. kr. til ældreboligerne, anmodes der nu om yderligere garanti for 62,65 pct. af et lån på 2,10 mio. kr., der skal finansiere merudgiften for ældreboligerne.
Låneoptagelsen og garantien har afventet afklaring med forsikringsselskabet, derfor anmoder långiver først nu om yderligere garantistillelse.
Forvaltningen har i forbindelse med godkendelse af byggeregnskabet gennemgået merudgifterne. Merudgifterne skyldes, udover udgifter til prisfremskrivning (indeksering) af håndværkerudgifterne, dels ekstraudgifter til miljøsanering under nedrivning af den eksisterende bygning og dels et mindre beløb til indkøb af skydedør til hovedindgangen.
Forvaltningen vurderer, at der er tale om merudgifter, der normalt kan forventes godkendt, idet udgifterne ikke skyldes en uhensigtsmæssig tilrettelæggelse af byggearbejderne og heller ikke kunne forudses ved arbejdernes påbegyndelse.
Oplysninger om den yderligere garantistillelse fremgår af nedenstående skema.
Adresse |
Carl Jacobsens Vej 6A |
Lån, kr. |
2.099.000 kr. |
Garanti pct. |
62,65 % (realkreditinstituttets beregning) |
Kommunens hæftelse i kr. |
1.315.024 kr. |
Låntager |
Boligforeningen AAB, afdeling 98 |
Långiver |
Nykredit Realkredit |
Beslutningsdato i BR |
26. august 2010 |
Antal boliger |
56 ældreboliger |
Sagstype |
Nye almene ældreboliger (ombygning) |
Økonomi
Garantien medfører ikke i sig selv bevillingsmæssige konsekvenser for Teknik- og Miljøudvalget. Garantien kommer kun til udbetaling, såfremt boligafdelingen ikke selv kan betale ydelserne på lånet. Forvaltningen har ikke på nuværende tidspunkt indikationer på, at garantien vil komme til udbetaling.
Videre proces
Når Teknik- og Miljøudvalget har godkendt garantiforpligtelsen, sendes erklæringen om kommunegaranti til underskrift hos teknik- og miljøborgmesteren og forvaltningens administrerende direktør. Herefter returneres den til realkreditinstituttet. Den tidligere underskrevne garantierklæring bortfalder og returneres til kommunen, når den nye garantierklæring er modtaget af realkreditinstituttet i underskrevet stand.
Pernille Andersen
/Jakob Møller Nielsen
Beslutning
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 11. april 2016
Indstillingen blev godkendt.