Mødedato: 11.04.2007, kl. 15:01

Gang i København: Forenkling og forbedring af erhvervsparkeringen i København

Se alle bilag

Gang i København: Forenkling og forbedring af erhvervsparkeringen i København

Teknik- og Miljøudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 11. april 2007

 

 

Sager til beslutning

 

1.      Gang i København: Forenkling og forbedring af erhvervsparkeringen i København

 

TMU 228/2007  J.nr. 2150.0005/04

 

 

 

Revideret forslag til forenkling og forbedring af erhvervsparkeringsordningen. Den 23. oktober 2006 vedtog Teknik- og Miljøudvalget (TMU 750/2006) og efterfølgende Økonomiudvalget den 7. november 2006 (ØU 402/2006) at sende forvaltningernes forslag i høring hos erhvervslivets organisationer.

BESLUTNING

Teknik- og Miljøforvaltningen og Økonomiforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget overfor Borgerrepræsentationen anbefaler:

at mulighederne for af- og pålæsning forbedres ved;

  1. at ca. 100 gadeparkeringspladser i Rød Zone, i tidsrummet 8-15, reserveres til gratis af- og pålæsning i op til 30 minutter,
  2. at de eksisterende muligheder for at råde over vejareal gøres lettere tilgængelige, og der gives mulighed for at bestille råden over vejareal på internettet,

 

at det gøres nemmere at overskue kommunens tilbud vedrørende erhvervsparkering ved;

  1. at erhvervslicensordningen forenkles til én fælles ordning for alle virksomheder i hele betalingsområdet, hvor der kan købes op til 5 erhvervslicenser med adgang til at parkere i et område tæt ved virksomhedens adresse for de af virksomhedens køretøjer, der kun må anvendes til erhvervskørsel,
  2. at denne nye erhvervslicensordning overflødiggør den eksisterende erhvervsmånedskortordning i brokvartererne, som derfor ophæves,
  3. at Parkering●København iværksætter en kommunikationskampagne, således at erhvervslivet m.fl. får en klar orientering om den fremtidige parkeringsordning mv.,

at det gøres billigere for virksomheder at parkere ved virksomhedens hjemadresse og hos kunder ved;

  1. at parkeringsordningens generelle takststruktur for månedskort fastsættes, så prisen på et månedskort svarer til 150 timers parkering i den pågældende zone,
  2. at alle virksomheder tilbydes rabat ved køb af månedskort til erhvervskøretøjer på gule plader, der ejes/lejes/leases af virksomheden, og som lovligt alene kan anvendes til kørsel i erhvervsmæssigt øjemed. Månedskortet giver tilladelse til parkering i de kommunale betalingsområder og koster kr. 1.100 svarende til ca. 30 % af den ordinære pris for månedskort til Rød Zone.

at økonomien håndteres således;

  1. at provenutabet på ca. 5 mio. kr. om året finansieres af puljen til P-nedlæggelser, som er afsat under Vej & Park i forbindelse med vedtagelsen af kommunens budget for 2007.
  2. at udgifter i forbindelse med at etablere de ca. 100 standsningspladser i Rød Zone finansieres ved at give en tillægsbevilling på 1 mio. kr. i 2007 til Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Vej & Park – finansieringen kommer fra merprovenuet som følge af parkeringsstrategien.

 

 

PROBLEMSTILLING

For at forbedre forholdene for erhvervslivet skal kommunen forbedre mulighederne for at finde en plads først og fremmest i Rød Zone - og primært til af- og pålæsning, at gøre det nemmere at overskue og bruge kommunens ordninger, og at gøre det billigere at parkere ved sin virksomhed og på kundebesøg.

 

LØSNING

Teknik- og Miljøudvalget og efterfølgende Økonomiudvalget vedtog den 25. oktober 2006 at sende forvaltningernes forslag (TMU 750/2006, ØU 402/2006) i høring.

 

Høringen af forslaget har resulteret i 4 høringssvar.

De indkomne høringssvar giver alle udtryk for, at ordningen er utilstrækkelig, og at det generelt bør være lettere at finde en parkeringsplads. Nogle af parterne hæfter sig endvidere ved, at prisen er for høj, at ordningen ikke gavner dem, eller at den ligefrem skader dem. Enkelte ønsker udvidet tilgang til særlige dispensationer, hvorimod en er betænkelig ved at gøre forskel på de forskellige grupper af erhverv og besøgende. Kun parter med direkte erhvervsmæssig interesse har afgivet svar. Lokalråd og Lokaludvalg m.v. har ikke kommenteret forslaget.

 

Som resultat af høringen er forslaget om de ca. 100 gratis af- og pålæsningspladser i Rød Zone ændret således, at alle biler kan anvende pladserne, og således at den tilladte standsningstid er forlænget fra 15 minutter til 30 minutter.

 

I øvrigt foreslås indholdet af TMU 750/2006 uændret, sådan som det mere uddybende er beskrevet i denne beslutning. Her beskrives dog kortfattet de 2 særlige ordninger for erhvervskøretøjer på gule plader med en tilladt totalvægt på op til 3500 kg, og som lovligt alene kan anvendes til kørsel i erhvervsmæssigt øjemed og ikke privat kørsel.

 

Alle virksomheder, der er registreret hos SKAT som en virksomhed med adresse i en af betalingszonerne, kan købe op til 5 erhvervslicenser til køretøjer, der er indregistreret i virksomhedens navn. Prisen fastsættes til kr. 2.500 (2007 p/l) om året pr. licens

 

Alle virksomheder har adgang til erhvervsmånedskort for erhvervskøretøjer, der ejes/lejes/leases af virksomheden. Månedskortet gælder i alle zoner til en pris, der svarer til ca. 30% af den ordinære pris for et månedskort til Rød Zone (alle zoner), dvs. 1.100 kr.

 

Prisen på erhvervslicenser og erhvervsmånedskort pristalsreguleres i de efterfølgende år uden selvstændig politisk beslutning.

 

ØKONOMI

Provenutabet på ca. 5 mio. kr. om året finansieres af puljen til P-nedlæggelser, som er afsat under Vej & Park i forbindelse med vedtagelsen af kommunens budget for 2007. På den baggrund overføres 5 mio. kr. årligt (2007 p/l) i årene 2007-09 fra Vej & Park, Funktion 2.22.01.1 Transport og infrastruktur fælles formål til Parkering●København, Funktion 2.22.01.1 Transport og infrastruktur fælles formål.

 

Idet engangsudgiften på 1 mio. kr. (2007 p/l)  i forbindelse med etableringen af standsningspladserne  finansieres via merprovenuet som følge af parkeringsstrategien gives der en tillægsbevilling til Teknik- og Miljøudvalgets bevilling, Vej & Park, funktion 2.28.11.1 (vejvedligeholdelse). Der anvises dækning på Økonomiudvalgets bevilling Finansposter, funktion 8.32.22.5 (kassen).

 

VIDERE PROCES

Forslagene til forbedring af erhvervsparkeringen træder i kraft 1. januar 2008. Teknik- og Miljøforvaltningen gennemfører en grundig informationskampagne forud for ordningernes ikrafttræden.

BILAG

Vurderinger:                        Bilag 1 Notat om Parkering Københavns administration af ordningerne.

Høring:                               Bilag 2 Notat om den afholdte høring.

 

 

 

Claus Juhl                                                                       Hjalte Aaberg



 

Til top