Mødedato: 11.03.2024, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Anbefalinger fra borgersamlingen om grønt byliv på Indre Østerbro

Se alle bilag

Med Overførselssagen 2021-2022 blev der afsat midler til at afholde en borgersamling om grønt byliv på Indre Østerbro. Borgersamlingen er afviklet og har udarbejdet en række anbefalinger og initiativer til Borgerrepræsentationen som svar på det politiske stillede kernespørgsmål, som borgersamlingen har arbejdet med: ”Hvordan skal vi prioritere pladsen på Østerbro mellem biler, bynatur og byliv?”. Indstillingen redegør for borgersamlingens anbefalinger og initiativer samt Teknik- og Miljøforvaltningens forslag til opfølgning herpå.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at anbefalingsrapport om borgersamling om grønt byliv på Indre Østerbro (bilag 2) og evalueringen af forløbet (bilag 4) tages til efterretning.

    Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  2. at anbefalingerne fra borgersamlingen om grønt byliv på Indre Østerbro i relevant omfang indgår i Teknik- og Miljøforvaltningens arbejde med revision af planer, politiker og strategier på teknik- og miljøområdet.
  3. at bilag 7 udgør Teknik- og Miljøudvalgets tilbagemelding til borgersamlingen på borgersamlingens arbejde og anbefalinger.

Problemstilling

Med Overførselssagen 2021-2022 (BR 5. maj 2022) (A, B, F, O, V, Ø og Å) blev der afsat 1,8 mio. kr. til at etablere og facilitere en borgersamling på Indre Østerbro. En borgersamling er en demokratisk metode fastlagt af OECD, der giver borgere mulighed for at komme med anbefalinger til det politiske niveau på baggrund af et politisk stillet kernespørgsmål. Borgerrepræsentationen godkendte den 13. oktober 2022 projektområde for borgersamlingen og det kernespørgsmål, som borgersamlingen skulle forholde sig til. Der henvises til Teknik- og Miljøudvalget den 27. februar 2023 for en mere dybdegående orientering om borgersamlingens forløb og design. Borgersamlingen blev afviklet i perioden marts til juni 2023 og er resulteret i en rapport med anbefalinger og initiativer, der besvarer kernespørgsmålet (bilag 2).  

Borgerrepræsentationen skal tage rapporten med anbefalinger fra borgersamlingen (bilag 2) og evalueringen af forløbet (bilag 4) til efterretning. Teknik- og Miljøudvalget skal godkende, at Teknik- og Miljøforvaltningens opfølgning på borgersamlingen sker ved, at anbefalinger og initiativer i relevant omfang indgår i forvaltningens arbejde med revision af planer, politiker og strategier på teknik- og miljøområdet samt godkende udvalgets tilbagemelding til borgersamlingen, jf. bilag 7.

Løsning

Med afsæt i kernespørgsmålet har borgersamlingen udarbejdet 10 anbefalinger med 25 tilhørende initiativer om temaerne biler, bynatur og byliv efter en helhedsorienteret tilgang, hvor flere af initiativerne er indbyrdes afhængige på tværs af temaerne. Anbefalingerne er oplistet nedenfor. Der henvises til bilag 2 for en uddybning af anbefalinger og tilhørende initiativer. Det bemærkes, at Borgerrepræsentationen med igangsættelse af borgersamlingen ikke har forpligtiget sig til at handle på anbefalingerne. Realisering af borgersamlingens anbefalinger vil for hovedparten kræve finansiering ved kommende budgetforhandlinger, jf. politisk handlerum.

Borgersamlingens anbefalinger

Det er borgersamlingens overordnede vision, at den private parkering i gadeplan skal reduceres, hvilket vil give plads til mere bynatur og en mere levende by. Parkering skal i stedet placeres i parkeringshubs eller i andre fælles løsninger, og den totale mængde af biler skal reduceres, fx ved at skabe bedre vilkår for delebiler. Bydelens største udfordringer ifølge borgersamlingen er manglende diversitet på mødesteder, at der er for få grønne kvadratmeter og for lidt biodiversitet, at bilerne fylder for meget, og at rammerne for parkering skal være mere hensigtsmæssige for dem, der er afhængig af biler.

Borgersamlingens 10 anbefalinger:

Tema: Byliv

  1. Flere grønne åndehuller er en katalysator for byliv.
  2. Byrum til ophold.
  3. Handelsliv, der skaber plads til ophold.

    Tema: Bynatur
  4. Østerbro skal leve op til 3-30-300 princippet og få en grøn retning. 3-30-300 princippet indebærer, at borgeren skal kunne se 3 tæer fra sit vindue, der skal være 30% trækronedække, og der må ikke være længere end 300 meter fra ens bolig til et grønt område.
  5. Grøn dannelse.
  6. Grøn makeover af strækningen mellem Svanemøllen Station og Lille Trianglen.
  7. Samvær i bynaturen.

    Tema: Biler

  8. Gentænkning af parkering i gadeplan.
  9. Mobilitet – fra privat gennemkørsel til fælles løsninger.
  10. Bedre vilkår for delebilsordninger.

Borgersamlingen har efter anbefalinger og initiativer var udarbejdet afholdt en afstemning internt om prioriteringen af deres initiativer (jf. bilag 2).

Teknik- og Miljøforvaltningens opfølgning på borgersamlingens anbefalinger og initiativer

Opfølgning på borgersamlingen vil ske ved, at Teknik- og Miljøforvaltningen, hvor det er relevant, medtager anbefalinger og initiativer i forvaltningens kommende forslag til revision af strategier, planer og politikker, jf. Teknik- og Miljøudvalgets vedtagelse af visionen Vores København (TMU 29. januar 2024). Det vil bero på en konkret vurdering, i hvilke sammenhænge anbefalinger og initiativer kan inddrages på relevant vis. Det skal hertil bemærkes, at strategier, planer og politikker på teknik- og miljøområdet ofte er bydækkende, mens borgersamlingens anbefalinger vedrører et mindre afgrænset område (Indre Østerbro). Dertil vil forvaltningen i det omfang, det er muligt og relevant, løbende inddrage borgersamlingens anbefalinger og initiativer i forbindelse med udviklingen af Østerbro, fx i forbindelse med konkrete anlægsprojekter, lokalplaner, parkeringsforhold mv.

Følgegruppens bemærkninger

En følgegruppe bestående af repræsentanter fra 14 organiserede interessenter har været tilknyttet borgersamlingen, fx Østerbro Lokaludvalg, FDM og Handicaprådet i København. Følgegruppens bemærkninger udtrykker generel tilfredshed med etableringen af en borgersamling med det valgte tema. Østerbro Lokaludvalg lægger vægt på, at lokaludvalgene ved evt. kommende borgersamlinger indtager en mere direkte rolle, og at forløbet skal være koordineret med udarbejdelsen af lokaludvalgets bydelsplan. Lokaludvalget finder også, at indholdet i anbefalingerne flugter med indholdet i Østerbro Bydelsplan (2023-2026). Fx Indeholder bydelsplanen ønsker om indførelse af trafikøer og en fredeliggørelse og begrønning af Østerbrogade Nord, og at byrum skal indrettes med fokus på bl.a. biodiversitet. FDM gør opmærksom på, at der skal tages hensyn til borgere, der har reelt behov for bilen, herunder også parkering. Handicaprådet hæfter sig ved, at der i anbefalingerne ikke er taget højde for borgere med nedsat funktionsevner. Bemærkningerne fremgår af bilag 3.

Politisk handlerum

  • Teknik- og Miljøudvalget kan beslutte, at forvaltningen skal udarbejde en indstilling med konkrete forslag til, hvordan der kan følges op på en eller flere af borgersamlingens anbefalinger. Forvaltningen gør i den forbindelse opmærksom på, at nye initiativer som oftest forudsætter, at der afsættes finansiering hertil i kommende budgetforhandlinger.
  • Teknik- og Miljøudvalget kan beslutte, at der skal etableres et eller flere af de konkrete anlægsprojekter, som indgår i borgersamlingens rapport. Dette vil kræve finansiering ved kommende budgetforhandlingerne. Forvaltningens vurdering af hvilke af initiativer, der kan igangsættes som anlægsprojekter, fremgår af bilag 5. Det drejer sig fx om initiativ 14: Grøn korridor, som omhandler en omdannelse af Østerbrogade fra Svanemøllen Station til Lille Trianglen, eller initiativ 21 om indførelse af trafikøer. Teknik- og Miljøudvalget kan henvise finansiering af konkrete anlægsprojekter til kommende budgetforhandlinger ved at vedtage ændringsforslag herom.
  • Teknik- og Miljøudvalget kan beslutte ændringer i tilbagemeldingen til borgersamlingen (bilag 7). Fx ved at beslutte, at der skal arbejdes videre med anbefalingerne på en anden måde, end forvaltningen foreslår, jf. løsningsafsnittet.

Økonomi

Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.

Videre proces

Når Borgerrepræsentationen har taget borgersamlingens anbefalinger til efterretning, er borgersamlingen om grønt byliv på Indre Østerbro afsluttet, og udvalgets tilbagemelding samt Teknik- og Miljøforvaltningens bemærkninger til anbefalingerne sendes til borgersamlingen.

 

Søren Wille

/ Peter Højer

 

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 11. marts 2024

Indstillingens 1. at-punkt blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.

 

Indstillingens 2. og 3. at-punkt blev godkendt uden afstemning.

 

Det Konservative Folkeparti, afgav følgende protokolbemærkning:

”For det Konservative Folkeparti er borgerinddragelse en hjertesag, men vi mener i udgangspunktet, at borgerinddragelsen bedst varetages af Lokaludvalgene samt de lovpligtige borgerhøringer i forbindelse med udarbejdelse af lokalplaner m.m. og ser i stedet gerne, at de mange millioner der anvendes på borgersamlinger anvendes på reelle borgerrettede projekter til gavn for borgerne.”

 

Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet afgav følgende protokolbemærkning:

"Partierne takker borgersamlingens deltagere for deres store arbejde, og ser frem til bruge anbefalingerne i udviklingen af Østerbro og resten af København."

Til top