Høring af Kommuneplantillæg og VVM for vindmøller på Kalvebod Syd
Borgerrepræsentationen skal vedtage et nyt forslag til kommuneplantillæg med VVM-redegørelse og miljøvurdering for store vindmøller på Kalvebod Syd, fordi det gamle er bortfaldet, med henblik på offentlig høring.
Indstilling og beslutning
1) at VVM-redegørelse og miljøvurdering inklusiv bilag for ”Vindmøller på Kalvebod Syd” (bilag 1 og 2) vedtages med henblik på offentlig høring i to måneder
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,
2) at forslag til tillæg til Kommuneplan 2011 om ”Store vindmøller ved Kalvebod Syd” (bilag 3) vedtages med henblik på offentlig høring i to måneder.
Problemstilling
Borgerrepræsentationen vedtog den 17. november 2011 at sende kommuneplantillæg for store vindmøller i høring. Forslaget omfattede foruden vindmøller på Kalvebod Syd vindmøller på Prøvestenen og en arealreservation til vindmøller på Lynetten. På grund af et veto fra Naturstyrelsen over for forslaget om vindmøller på Kalvebod Syd indstillede forvaltningen kun forslaget til kommuneplantillæg for Prøvestenen og Lynetten til endelig behandling, hvilket Borgerrepræsentationen vedtog den 20. september 2012. Med denne beslutning bortfaldt forslaget til kommuneplantillæg for Kalvebod Syd. Derfor skal forslaget til kommuneplantillæg vedtages igen og sendes i en ny høring, hvis vindmøllerne skal muliggøres. Kommuneplantillægget muliggør 4 vindmøller på op til 148 m (til vingespids) på Kalvebod Miljøcenters arealer.
Løsning
Vindmøllerne på Kalvebod Syd indgår i 2025-Klimaplanens samlede strategi for vindmøller, som også omfatter vindmøller i andre kommuner og til havs. Møllerne på Kalvebod kan bidrage til at reducere den årlige CO2-udledning med ca. 36.000 ton.
Den VVM-redegørelse og miljøvurdering, som tidligere er udarbejdet og som Borgerrepræsentationen vedtog med henblik på offentliggørelse den 17. november 2011, er stadig gyldig. Naturstyrelsen fremsendte i høringen en indsigelse (veto), idet styrelsen mente, at der manglede en redegørelse for påvirkning af kystnærhedszonen, forholdet til Fingerplan 2007 og påvirkning af Natura2000-området. Disse forhold er der nu redegjort for i bilaget til VVM-redegørelsen.
Efter en omfattende dialog omkring disse forhold med Naturstyrelsen er det forvaltningens vurdering, at Naturstyrelsen er tilfreds med kommunens redegørelse, og at styrelsen ikke vil fremsætte indsigelse over for det nye forslag.
Også Hvidovre Kommune fremsendte i høringen et veto mod planforslaget, hvilket bl.a. blev begrundet med, at vindmøllerne forringer Hvidovres rekreative værdier. Vetoet betyder, at planforslaget først kan vedtages endeligt i Borgerrepræsentationen, når Region Hovedstaden har taget stilling til, om planforslagets indhold har betydning for Hvidovre Kommunes udviklingsmuligheder. Forvaltningen har været i tæt dialog med Hvidovre Kommune og Region Hovedstaden, og vurderingen er, at Hvidovre også vil fremsende en indsigelse til det reviderede planforslag. Denne vil igen skulle behandles i regionen.
Miljøministeriet har siden VVM-redegørelsen blev udarbejdet udsendt en ny bekendtgørelse om støj fra vindmøller, som fastlægger grænseværdier for lavfrekvent støj. Vindmøllerne overholder grænseværdierne, og der er redegjort for forholdene i bilaget til VVM-redegørelsen. Bilaget indeholder desuden en rettelse i forhold til en vurdering af en mindre overskridelse af grænseværdierne for støj. Grænseværdierne skal overholdes og det fremgår af bilaget, hvordan dette kan sikres.
I den tidligere afholdte høringsfase indkom en lang række bemærkninger fra myndigheder, organisationer, foreninger og private borgere. Der vil i udsendelsesmaterialet til den nye høring blive gjort opmærksom på, at alle disse henvendelser vil indgå i den endelige behandling af forslaget.
Økonomi
HOFOR er bygherre på vindmøllerne på Kalvebod Syd og ønsker det foreliggende planforslag gennemført. Københavns Kommune garanterer for HOFOR’s vindmølleinvesteringer, jf. beslutning herom i Borgerrepræsentationen den 26. maj 2011. Indstillingen har ingen yderligere økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.
Videre proces
Efter høringen udarbejdes en hvidbog, der forventes forelagt til politisk behandling ultimo 2013 samtidig med indstilling om endelig vedtagelse af planforslaget. Københavns Kommune kan herefter give en VVM-tilladelse til projektet.
Inden møllerne kan realiseres, skal bygherren ansøge om dispensation for den gældende fredning hos Fredningsnævnet og for strandbeskyttelseslinjen hos Naturstyrelsen. Det er forvaltningens vurdering, at der er en mulighed for at opnå dispensation fra strandbeskyttelseslinjen. Afgørelsen i relation til fredningen er vanskeligere at forudse.
Møllerne forventes at kunne være i drift i 2016.
Claus Juhl/ Jens Elmelund
Beslutning
Der blev stemt om indstillingens 1. at-punkt:
For indstillingen stemte: Ø, F, A, B, I, Signe Goldmann (U2)
Imod indstillingen stemte: C
O undlod at stemme
Indstillingens 1. at-punkt blev anbefalet.
C stillede følgende protokolbemærkning:
”Det Konservative Folkeparti ønsker ikke at placere vindmøllerne i et fredet område og i strid med strandbeskyttelseslinjen”