Navngivning af to nye veje i området i Valby omfatttet af lokalplan 391, F.L. Smidth II
Indstilling og beslutning
1. at to nye veje i området omfattet af lokalplan nr. 391, ”F.L. Smidth II” med tillæg 1, navngives
henholdsvis Poul Bundgaards Vej og Kirsten Walthers Vej pr. 1. maj 2013.
Problemstilling
Løsning
Vejnavnenævnet indstiller, at vejene navngives Poul Bundgaards Vej og Kirsten Walthers Vej. Nævnet ønsker at hædre de to folkekære skuespillere. Begrundelsen er desuden, at der syd for området er en navnesystematik med navne efter danske skuespillere, som nævnet ønsker skal forsætte ind i det nye område.
Grundejeren, De Forenede Ejendomsselskaber, har oplyst, at der kommer flere veje i området, der skal navngives på et senere tidspunkt.
Vejnavnenævnet ønsker vejene i hele området navngivet efter skuespillere.
Poul Bundgaard, (1922-1998) dansk sanger og skuespiller. Poul Bundgaard debuterede i 1947 på Nørrebros Teater, hvor han gennem 1950'erne havde stor succes som operettehelt. 1958-73 var han operasanger ved Det Kongelige Teater, fra 1969 tillige skuespiller. Som skuespiller udviklede han med årene et komisk talent. Han medvirkede både i revyer og i mere end 100 danske film, bl.a. som tøffelhelten Kjeld i Olsenbanden-filmene. (Kilde: Gyldendal, den store Danske Encyklopædi.)
Kirsten Walther, (født 1933 i København-1987) dansk skuespillerinde. Hun er bedst kendt for sin rolle som Yvonne Jensen i Olsenbanden-filmene, den lettere virkelighedsfjerne, men meget dominerende hustru til bandemedlemmet Kjeld, og mor til deres søn, Børge. Men hun er også kendt for rollen som Karla i Huset på Christianshavn. En af hendes sidste roller var i den første opsætning af Sebastians Skatteøen på Folketeatret. (Kilde: Wikipedia.)
Vejnavnenævnet har bedt Poul Bundgaards og Kirsten Walthers pårørende om deres bemærkninger til ønsket om at navngive de to aktuelle veje efter Poul Bundgaard og Kirsten Walther. De efterladte har tilkendegivet en positiv holdning.
Den aktuelle navngivning medfører, at 14 lejere i erhvervslejemål, der benytter adresserne Gammel Køge Landevej 20 D og 22, skal ændre adresse.
Forslaget har været i høring hos grundejeren, De Forenede Ejendomsselskaber, Valby Lokaludvalg og hos 14 erhvervslejemål.
Der er indkommet to høringssvar. De Forenede Ejendomsselskaber nævner, at de tidligere har foreslået Vejnavnenævnet at anvende en navnesystematik for området, hvor alle veje i området med erhverv navngives med navne, der refererer til områdets tidligere industrihistorie, mens alle veje i området med boliger fortsætter med skuespillernavne. (Området, der udbygges med boliger, er markeret med gult på kortbilaget, og området med erhverv er markeret med blåt). De Forenede Ejendomsselskaber er derfor enige i forslaget om Poul Bundgaards Vej. Men de foreslår, at navnet Kirsten Walther reserveres til en af de kommende nye veje i boligområdet, og at den aktuelle vej i stedet kaldes for Valby Maskinfabriksvej med reference til, at området tidligere har været kendt som Valby Maskinfabrik, og at dette vejstykke tidligere har været hovedadgangsvejen ind i fabriksområdet.
Det fremgår desuden af høringssvaret, at De Forenede Ejendomsselskaber tidligere har fremsendt ansøgning med forslag til navngivning af denne vej F.L. Smidth Vej, men at dette forslag er blevet afvist bl.a. under henvisning til, at der ikke må være kommercielle interesser indblandet i vejnavngivningen.
Valby Lokaludvalg svarer, at de ser positivt på at lave en samlet navngivning som foreslået af De Forenede Ejendomsselskaber, hvor veje i det nordøstlige område navngives med navne, der afspejler områdets tidligere karakter af industriområde. Lokaludvalget finder samtidig, at idéen med at fortsætte med at navngive de øvrige veje i området efter danske skuespillere bør fortsættes. Lokaludvalget bakker derfor op om forslaget fra De Forenede Ejendomsselskaber om at gemme navnet Kirsten Walther til en af de kommende nye veje og i stedet kalde den aktuelle vej for Valby Maskinfabriksvej.
Med hensyn til de to høringssvar skal det bemærkes, at navnet Valby Maskinfabriksvej lever op til reglerne i vejnavnebekendtgørelsen om enslydende navne, hvis det anvendes i sin fulde længde. I en eventuel forkortet form vil det kunne forveksles med Maskinvej i Gladsaxe.
Vejnavnenævnet er blevet orienteret om begge høringssvar.Økonomi
Videre proces
Når navnene er godkendt i Teknik- og Miljøudvalget, vil de blive offentliggjort. Ikrafttræden vil i overensstemmelse med beslutningen ske den 1. maj 2013.
Ayfer Baykal
Formand for VejnavnenævnetBeslutning
Indstillingen blev godkendt
Udvalget bad om, at forvaltningen i samarbejde med lokaludvalg og andre relevante aktører udvikler et oplæg til samlet vejnavneplan for området.