Mødedato: 11.03.2013, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Dispensation fra Naturbeskyttelseslovens § 3 til renovering af Kastellets voldgrav

Se alle bilag

Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til dispensation fra Naturbeskyttelseslovens § 3 til reduktion af voldgravens vandoverflade i forbindelse med en gennemgribende retablering af det nederste niveau af Kastellets voldanlæg.

Indstilling og beslutning

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender

  1. at Forsvarets Bygnings- og Etablissementstjeneste får dispensation fra Naturbeskyttelseslovens § 3 til en reduktion af voldgravens vandoverflade.

Problemstilling

Bermen, som er det nederste plateau af voldanlægget mod Kastelsgraven (se bilag 1), nedbrydes løbende ved vandlinjen. Dette skyldes primært vandets påvirkninger, og konsekvensen er, at den oprindelige stramme geometri udviskes, hvilket ikke har været intentionen i fæstningsanlægget.

Den nederste del af bermen er eroderet, således at der typisk er dannet en nær lodret skrænt på op til ca. 1 m høj.

Løsning

Genopretningen og sikringen af bermen omfatter etablering af et meget lavt plankeværk, der afsluttes umiddelbart over vandspejlet, således at vegetationen vil skjule det og give padder og andre dyr lettere adgang fra vand til land. Plankeværket udføres af FSC-certificeret træ fra bæredygtig produktion.

Bermens udstrækning i Kastelsgraven er på grund af erosionen generelt mindre i dag end i 1858, hvor anlægget blev afviklet som forsvarsværk og blev tilgængeligt for offentligheden. Retableringen vil medføre en gennemsnitlig reduktion af vandoverfladen svarende til en bredde på 33 cm pr. løbende meter af bermen.

 

Ved vandoverfladen skal der typisk tilføres jord, mens der på den øverste del af bermen generelt skal fjernes jord. Kokosmåtter anvendes til sikring af stabiliteten af jord og overflader, indtil vegetationen har fået godt fast. Alle overflader retableres med græs som de eksisterende, der har ydet tilstrækkelig forstærkning af jorden, når der ses bort fra områderne omkring vandsnittet.

 

Arbejdet vil omfatte:

  • Fjernelse af evt. vegetation og oprensning. Indgrebet i Kastelsgraven begrænses så vidt muligt. Det vil dog være påkrævet at fjerne områderne med siv.
  • Etablering af lavt plankeværk af træ
  • Afgravning af jord
  • Opbygning af jord inkl. kokosmåtter (bag plankeværk)
  • Udlægning af muld med kokosmåtter samt såning af græs

 

Anlægsarbejdet skal primært udføres fra arbejdspramme. Der forventes endvidere behov for persontransport med både med mindre påhængsmotorer. Genopretningen færdiggøres løbende, og der vil som hovedregel kun være aktivitet 2 (maks. 4) steder ad gangen.

 

Der vil i udbudsmaterialet blive stillet krav om skærpet eftersyn mm. af maskiner og motorer, så risikoen for oliespild minimeres.

 

Forvaltningens udtalelse

De naturforbedrende konsekvenser af retableringen opvejer til fulde de negative følger af at mindske vandoverfladen. Især padder vil få gavn af, at overgangen fra vand til land føres tilbage til den oprindelige skrånende form, eftersom yngleforhold og adgangen til vandet bliver lettere. Forsvarets Bygnings- og Etablissementstjeneste har også kunnet konstatere, at der førhen har været tiltag til at forhindre erosion, eftersom der flere steder langs vandlinjen er fundet rester af samme form for lave plankeværk.

Økonomi

Samtlige anlægsudgifter i forbindelse med projektets gennemførelse afholdes af ejeren (Forsvarsministeriet) ved Forsvarets Bygnings- og Etablissementstjeneste.

Videre proces

Teknik- og Miljøudvalgets afgørelse sendes i høring hos de høringsberettede parter.

Teknik- og Miljøudvalgets afgørelse kan af de klageberettigede, påklages til Natur- og Miljøklagenævnet inden 4 uger efter, at den er meddelt. Lokale foreninger og organisationer kan kun klage, hvis de har en væsentlig interesse i afgørelsen.

 

 

         Jens Elmelund

                                                                  /Jon Pape

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i møde den 11. marts 2013:
Indstillingen blev godkendt.
Til top