Mødedato: 11.03.2013, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Ny ordning for Mobilt gadesalg - genfremsat efter høring

Se alle bilag
Teknik- og Miljøudvalget skal endeligt godkende ny ordning for mobilt gadesalg på Strøget mv. samt en lempelse for større mobile salgsvogne, såkaldte foodtrucks, der tillades i Indre By.

Indstilling og beslutning

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
1. at ny ordning for mobilt gadesalg fra mindre vogne på Strøget og andre steder med særlig megen trængsel (se bilag 1 med kort) godkendes.
2. at mobilt gadesalg fra større vogne tillades i Indre By, undtagen i Latinerkvarteret (se bilag 2 med kort).
3. at ovenstående ordninger for mindre og større salgsvogne indføres som 3-årigt forsøg.
4. at forslag om at oprette et yderligere natstade på Gammeltorv (der bl.a. vil kunne tildeles foodtrucks) godkendes.

Problemstilling

Teknik- og Miljøudvalget godkendte på mødet den 17. december 2012, at den foreslåede nye ordning for mobilt gadesalg blev sendt i høring. Høringen (se høringssvar i bilag 4-6) er nu afsluttet og det har givet anledning til at Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller at ordningen i første omgang indføres som et 3-årigt forsøg.

Løsning

Små mobile salgsvogne på Strøget og andre gader med megen trængsel
For mobilt gadesalg fra mindre vogne foreslås en ny model, der kan regulere antallet af mobile gadesælgere i de områder, hvor der er særlige trængselsmæssige udfordringer. På nuværende tidspunkt vurderer forvaltningen, at der er særlig høj grad af trængsel på Strøget, Kongens Nytorv, Købmagergade, Fiolstræde, Kultorvet, Rosengården, gågaden i Frederiksborggade, Nørreport Station, Nyhavn, Havneparken på Islands Brygge og Svanemøllestranden (se kortoversigt, bilag 1).

Mobilt gadesalg i områder med særlige trængselsmæssige udfordringer begrænses i tidsrummet fra kl. 6 til kl. 23 til udelukkende at kunne foregå fra specifikt udpegede lokationer – mobile gadesalgspladser. Udenfor dette tidsrum, vil mobilt gadesalg frit kunne foregå, så længe de mobile gadesælgere lever op til de generelle vilkår om placering, tilgængelighed mv. Teknik- og Miljøforvaltningen udpeger på baggrund af konkrete trafikale vurderinger disse mobile gadesalgspladser. Den trafikale vurdering er en afvejning af hensynet til færdslen, herunder fremkommeligheden, og alle de for vejarealet i øvrigt almindelige funktioner, herunder muligheden for at folk kan forsamle sig, rekreative formål, mv. Udpegningen af konkrete lokationer for mobilt gadesalg skal afhjælpe de trængselsmæssige udfordringer. En skitse til placering vedlægges (bilag 1). Skitsen er alene en eksemplificering, den er kun vejledende og skal derfor ikke vedtages. Den endelige udpegning af lokationer for mobile gadesalgspladser skal vurderes konkret på baggrund af de konkret indkomne ansøgninger for at have lovhjemmel (jf. Vejlovens § 102, stk. 1).
Forvaltningen vurderer, at der vil kunne udpeges omkring 30 mobile gadesalgspladser i de nævnte gader og pladser, samt fem pladser i Havneparken og Svanemøllestranden uden at påvirke fremkommeligheden væsentligt i negativ grad. Hvis forvaltningen vurderer, at der opstår trængselsmæssige forhold af lignende omfang andre steder end de nævnte, vil disse kunne inddrages i ordningen.
For at sikre variation i bylivet og sikre så lige vilkår for både mobile gadesælgere og butikker som muligt, gives tilladelsen til de mobile gadesalgpladser som en ruteplan med tilladelse til salg fra forskellige mobile gadesalgspladser, så det mobile gadesalg flytter sig rundt fra dag til dag. Ruteplanen ”ruller” henover det antal dage, der er pladser. Vurderer forvaltningen eksempelvis, at det er muligt at give tilladelse til 30 pladser, vil ruteplanen starte forfra på den 31. dag. Tilladelsen vil således gælde til én plads pr. dag. Hvis de indkomne ansøgninger tillader det, vil de mobile gadesalgspladser blive fordelt, så der på den enkelte plads vil være et varieret vareudbud, der skifter fra dag til dag.

Tilladelser til mobilt gadeslag på gader med særlige trængselsmæssige forhold vil blive annonceret og udbudt på Københavns Kommunes hjemmeside, hvorefter der vil blive afholdt en årlig ansøgningsrunde. Kommer der flere ansøgninger, end der konkret vurderes plads til, vil forvaltningen prioritere koncept og sortiment på linje med ordningen for faste stader på markedsvilkår, hvor Københavns Kommune gerne vil fremme sundhed, økologi, bæredygtighed, variation og innovation. Desuden vil mindre vogne blive foretrukket af hensyn til trængslen. Dermed tager ordningen i høj grad højde for de høringssvar, der påpeger trængsels problemer samt variation i sortiment og kvaliteten blandt de små mobile gadesælgere.

Større mobile gadesalgsvogne – f.eks. foodtrucks – i Indre By
For de større vogne (f.eks. foodtrucks), der allerede er tilladt i Ydre By, indstilles det i overensstemmelse med aftale om Budget 2013, at de større vogne fra 2013 desuden tillades i Indre By, med undtagelse af Latinerkvarteret indenfor Vester Voldgade, Nørre Voldgade, Nørregade og Strøget (se kortbilag 2). De generelle vilkår om, at salg skal foretages fra lovlig parkering, og ikke ud til vejbane eller cykelsti, gælder fortsat.
Det er forvaltningens vurdering, at tilladelse til foodtrucks i Latinerkvarteret med de meget snævre gader og smalle fortove vil forårsage betydelige trængselsmæssige gener, ligesom de vil optage et antal af de relativt få parkeringspladser, der findes her. Food trucks vil yderligere bidrage til den betydelige uro, der er i kvarteret i nattetimerne, herunder specielt i weekenden. Høringssvarene peger også på dette aspekt.
Som supplement hertil indstiller forvaltningen, at der oprettes yderligere ét natstade på Gammeltorv. Dette vil kunne søges af foodtrucks på linje med andre former for stadevogne. Ved de eksisterende natstader har der ikke været trængselsmæssige gener, ligesom der kan tages højde for øget støj og affald således, at det ikke bliver til væsentlig gene for naboerne.

Høringssvar
Der er en udbredt bekymring for den forskelsbehandling, der sker ved at afgiftsfritage det mobile gadesalg, i forhold til de faste stader, der betaler en stadeafgift til kommunen og butikkerne, der betaler husleje.
Forskellen i afgifter er begrundet i de forskelle, der er mellem de forskellige ordninger. For det første har de faste stader netop en fast plads på et attraktivt sted, hvor der færdes mange fodgængere. Desuden er tilladelsen til at placere en større vogn (fx en pølsevogn) på selve fodgængerarealet en fordel både overfor de mindre vogne, der ikke kan have det samme udbud og udstyr som et fast stade, og de større vogne, der ikke må placere sig på de attraktive fodgængerarealer.

Desuden er der en vis skepsis i forhold til om de mobile gadesælgere overholder gældende love og regler. Særligt på områder som skat, arbejdsvilkår og hygiejne. Til det bemærkes det, at Københavns Kommune fører tilsyn med det mobile gadesalg, bl.a. i samarbejde med Politiet. Desuden fører Fødevaremyndighederne og SKAT tilsyn med de mobile gadesælgere. Alle sælgere skal have en gyldig og synlig tilladelse, og Københavns Kommune kan tilbagekalde tilladelsen ved overtrædelser.

Indre Bys Lokaludvalg undrer sig over, at man vil give tilladelse til foodtrucks om natten i Indre By. Til det skal det understreges, at en tilladelse til mobilt gadesalg alene, ikke giver lov til at foretage salg af mad om natten. Natsalg af tilberedt mad reguleres af Restaurationsloven(§ 28, stk. 1), således, at man for at få tilladelse til at sælge i den generelle lukketid fra klokken 24-05 skal søge om natbevilling i Københavns Bevillingsnævn. Det samme gælder i øvrigt allerede for byens pølsevogne.

Da der lægges op til en væsentlig ændring og liberalisering på området, indstilles det at de nye ordninger indføres som treårige forsøg. Dette giver mulighed for at få et så korrekt billede som muligt og ikke mindst for at gadesælgere kan nå at afskrive evt. investeringer. Efter forsøgsperioden evalueres ordningen, og eventuelle ændringer fremlægges for Teknik- og Miljøudvalget.

Økonomi

Indstillingen giver et budgetteret indtægtstab for Teknik- og Miljøforvaltningen, der er indeholdt i Budget 2013. Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser i øvrigt.

Videre proces

Umiddelbart efter Teknik- og Miljøudvalgets godkendelse af indstillingen vil ordningen blive sat i værk. Ruterne med mobile gadesalgspladser vil blive annonceret og tildelt hurtigst muligt. I god tid inden forsøgsperiodens udløb vil forvaltningen fremlægge en eventuelt revideret ordning for Teknik- og Miljøudvalget.

Jens Elmelund                                                                                                                                        
                             /Janus Krarup

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i møde den 11. marts 2013:

C og O fremsatte ændringsforslag til et nyt 5. at:

”At pølsevogne bliver afgiftsfritaget ligesom øvrige mobile stader og indtægtstabet dækkes af forvaltningens budget.”

For ændringsforslaget stemte: O, C

Imod ændringsforslaget stemte: Ø, F, A, B, I og Signe Goldmann (U2)

Ingen udvalgsmedlemmer undlod at stemme

Ændringsforslaget blev ikke vedtaget.

 

Teknik- og Miljøudvalget ændrede 3. at til:

”at ovenstående ordninger for mindre og større salgsvogne indføres og evalueres efteråret 2015”

Indstillingen blev godkendt

Til top