Mødedato: 11.03.2013, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Godkendelse af regnskab 2012

Se alle bilag

Teknik- og Miljøudvalget skal godkende Teknik- og Miljøforvaltningens regnskab for 2012 og anmodningen om overførslerne til budget 2013.

Indstilling og beslutning

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller,
  1. at Teknik- og Miljøudvalget godkender Regnskab 2012,
  2. at Teknik Miljøudvalget godkender anmodningen om overførslerne til budget 2013, jf. bilag 8, 9 og 10.

Problemstilling

Den 6. november 2012 vedtog Økonomiudvalget regnskabscirkulæret 2012 for Københavns Kommune og principperne for overførsler fra 2012 til 2013. Teknik- og Miljøforvaltningen har udarbejdet Regnskab 2012 i overensstemmelse med regnskabscirkulæret og fulgt principperne for overførsler fra 2012 til 2013.

Teknik- og Miljøudvalget skal godkende Regnskab 2012 og overførslerne fra 2012 til 2013 inden Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen behandler kommunens samlede regnskab for 2012 og overførsler fra 2012 til 2013.

Løsning

Tabel 1 nedenfor viser det vedtagne budget, de tillægsbevillinger der er foretaget i løbet af året, det korrigerede budget, regnskab og det samlede resultat for 2012 samt afvigelserne på bevillingsniveau.

Tabel 1: Budget og regnskab for 2012 i nettobeløb (1.000 kr.)
Bevilling Vedtaget budget 2012

netto
1.000 kr.
Tillægs-bevillinger

netto
1.000 kr.
Korrigeret budget 2012
netto
1.000 kr.
Regnskab 2012

netto
1.000 kr.
Afvigelse


netto
1.000 kr.
Serviceområder, drift 790.900 89.530 880.430 872.242 8.187
Ordinær drift 981.599 64.523 1.046.122 1.045.475 647
Byfornyelse, ydelsesstøtte 184.988 11.472 196.460 193.316 3.144
Parkering -375.687 13.535 -362.153 -366.549 4.397
Efterspørgselsstyrede overførsler 2.496 25.275 27.771 48.926 -21.155
Byfornyelse, efterspørgselsstyrede overførsler 3.030 0 3.030 2.755 275
Takstfinansieret drift -534 25.275 24.741 46.171 -21.430
Drift i alt 793.396 114.805 908.201 921.168 -12.968
Anlæg, netto 1.336.133 -78.999 1.257.134 1.198.285 58.849
Anlæg, brutto 1.822.576 -147.280 1.675.295 1.550.573 124.722
Ordinær anlæg 1.140.369 -19.055 1.121.314 1.078.571 42.744
Byfornyelse anlæg 195.764 -90.979 104.785 83.892 20.893
Takstfinansieret anlæg 0 31.035 31.035 35.823 -4.788
Finansposter 74.000 77.882 151.882 -160.284 312.166
Budgetlagte finansposter 743.500 77.882 152.382 46.565 105.817
Ikke-budgetlagte finansposter -500 0 -500 -206.849 206.349
I alt 2.203.529 113.688 2.317.217 1.959.170 358.047

Teknik- og Miljøudvalgets samlede resultat på service- og anlægsområdet er et mindreforbrug på 67,0 mio. kr. Dette mindreforbrug kan primært henføres til et mindreforbrug på Ordinær anlæg på 42,7 mio. kr. og Byfornyelse anlæg på 20,9 mio. kr. Desuden er der et mindreforbrug på i alt 21,2 mio. kr. på Efterspørgselsstyrede overførsler.

Afvigelsesforklaringerne på funktionsniveau er uddybende beskrevet i regnskabet, der er vedlagt som bilag 1.

Serviceudgifter
På serviceområdet er der et samlet mindreforbrug på 8,2 mio. kr. Dette skyldes bl.a. merindtægter på parkeringsområdet som følge af en ekstraordinær indtægt på 4,5 mio. kr. fra annulleringer af afskrivninger af parkeringsafgifter, der er betalt. Desuden har der været mindreindtægter som følge af en generel lavere aktivitet i byen, der har medført et mindre salg af parkeringsbilletter og færre udstedelser af parkeringsafgifter. Parkeringsområdets effekt på kommunens samlede økonomi er beskrevet i bilag 2, der ligeledes gennemgår udviklingen for indtægter fra betalingsparkering samt udfordringerne med afskrivninger af parkeringsafgifter.
Ligeledes er der færre indtægter på byggesagsområdet. I bilag 3 er indtægterne fra byggesagsbehandling beskrevet nærmere.


Takstfinansieret område
På det takstfinansierede område er der et samlet merforbrug på 21,4 mio. kr., der kan henføres til affaldsområdet. Merforbruget kan i væsentlig grad tilskrives færre indtægter fra erhvervsaffaldsgebyrer, hvor fritagelser og kreditnotaer også fra tidligere år konteres som negative indtægter i årets regnskab. Der er ligeledes færre indtægter som følge af en ændring i opkrævningsmetode, da erhvervsaffaldsgebyret for brug af genbrugsstationer, der tidligere blev faktureret, nu betales per besøg.
Omvendt har Kalvebod Miljøcenter merindtægter på 60,6 mio. kr. Disse kan tilskrives en regnskabsoverførsel fra 2011 på 44,7 mio. kr. samt indvejning af mere forurenet jord og flere lejeindtægter end budgetteret.
Regnskabet for det takstfinansierede område gennemgås i detaljer i bilag 4.

Anlæg
På rammebelagt anlæg er der et samlet mindreforbrug på 58,8 mio. kr., fordelt med et mindreforbrug på Ordinær anlæg på 42,7 mio. kr., mindreforbrug på Byfornyelse anlæg på 20,9 mio. kr. og merforbrug på Takstfinansieret anlæg på 4,8 mio. kr.

Mindreforbruget på ordinær anlæg på 42,7 mio. kr. er primært forårsaget af forsinkelser på Nordhavnsvejsprojektet, hvor der skal etableres en fly-over ved tilslutningsanlægget til Lyngbyvejen i stedet for den tidligere planlagte krydstilslutning. På Byfornyelse, anlæg skyldes mindreforbruget på 20,9 mio. kr. primært almindeligt forekommende forskydninger i planlagte projektaktiviteter på bygningsfornyelsesprojekter.

Se yderligere bilag 6 om anlægseksekvering i Teknik- og Miljøforvaltningen.

Finansposter
Der er et mindreforbrug på budgetlagte finansposter på 105,8 mio. kr., og en forskydning på 206,3 mio. kr. på ikke-budgetlagte finansposter, hvilket tilsammen giver et mindreforbrug på finansposterne på 312,2 mio. kr. På de budgetlagte finansposter kan mindreforbruget bl.a. henføres til færre udgifter til indskud i Landsbyggefonden på 119,5 mio. kr., hvilket skyldes periodeforskydning vedrørende tilskud til opførelse af almene boliger. På de ikke-budgetlagte finansposter kan mindreforbruget henføres til, at forvaltningens samlede kortfristede gæld er steget med 160,8 mio. kr.

Amager Strandpark
I forbindelse med revision af regnskab 2011 blev det bemærket, at Amager Strandpark skal udskilles fra Teknik- og Miljøforvaltningens regnskab. Udskillelsen vil være foretaget med regnskabet for 2013. Bilag 7 beskriver regnskabet for Amager Strandpark i nærmere detaljer.

Servicemåltalsoverholdelse i 2012
I 2012 var der et mindreforbrug på 8,2 mio. kr. på serviceudgifterne set i forhold til forvaltningens servicemåltal.

Overførsler til budget 2013
Teknik- og Miljøforvaltningen anmoder om at overføre 2,6 mio. kr. fra bevillingen Ordinær drift.
På anlæg ønskes overført et samlet mindreforbrug på 58,8 mio. kr. til budget 2013. Mindreforbruget består af et mindreforbrug fra bevillingerne Ordinær anlæg og Byfornyelse anlæg på henholdsvis 42,7 mio. kr. og 20,9 mio. kr. samt et merforbrug fra bevillingen Takstfinansieret anlæg på 4,8 mio. kr.
Herudover ønskes der overført 119,5 mio. kr. vedrørende indskud i Landsbyggefonden fra bevillingen Finansposter.
Se bilag 8, 9 og 10 for en detaljeret opgørelse af de forventede overførsler.

Særlige opmærksomhedspunkter
Teknik- og Miljøforvaltningen følger særskilt op på anvendelsen af konsulentydelser og sygefraværet.

Anvendelse af konsulentydelser
Med budgetaftalen for 2011 blev det besluttet, at der skal følges særskilt op på anvendelsen af konsulentydelser, og Teknik- og Miljøforvaltningen præsenterede for første gang en status på dette i forbindelse med halvårsregnskabet for 2011. Den samlede anvendelse af konsulentydelser i 2012 er på 15,4 mio. kr. for rammebelagt drift og 153,8 mio. kr. for rammebelagt anlæg. Den specifikke fordeling af konsulentydelser på forskellige kategorier, såsom advokater, rådgivende ingeniører og virksomhedsrådgivning, fremgår af bilag 5. Det fremgår ligeledes, at anvendelsen af konsulentydelser i den rammebelagte drift er faldet i forhold til 2011, mens anvendelsen på anlægssiden er steget som følge af udvidelsen af Teknik- og Miljøforvaltningens anlægsbudget og et ønske om udlicitering af projektrådgivning, som blev besluttet i Borgerrepræsentationen den 25. august 2011.

Sygefravær
Teknik- og Miljøudvalget besluttede på sit møde den 22. maj 2010, at oplysninger om sygefravær i Teknik- og Miljøforvaltningen fremover skal medtages i kvartalsprognoserne. Nedenfor følger en oversigt over sygefraværet i Teknik- og Miljøforvaltningen i 2012 sammenlignet med de sidste tre år.

Tabel 2: Teknik- og Miljøforvaltningens sygefravær 2009-2012

Fravær, kalenderdage per person 2009 2010 2011 2012
Almindeligt sygefravær 8,3 7,5 6,6 6,5
Langtidssygefravær 7,6 7,9 6,5 4,5
Samlet sygefravær 15,9 15,4 13,1 11,0

Sygefraværet i 2012 afspejler et fald, både hvad angår antal kalenderdage og andelen af langtidssygefravær i forhold til det totale sygefravær. Teknik- og Miljøforvaltningen er inde i en positiv udvikling og har gennem målrettet indsats opnået den største nedbringelse af sygefravær blandt forvaltningerne. Nye ambitiøse måltal forudsætter et fortsat skarpt fokus.

Forvaltningens koncernledelse vil drøfte forslag til centerspecifikke måltal samt den kommende indsats for at nedbringe sygefraværet yderligere. Forvaltningen følger fortsat tæt op på fravær, der giver anledning til opmærksomhed (mere end 5 perioder/14 dage pr. år). Der er en forventning om, at ”Min lederside” i endnu højere grad vil give målrettede data i realtid, der gør den enkelte leder i stand til at følge hurtigt og konsekvent op. Forvaltningen har bl.a. støttet op om sygefraværsindsatsen med kompetenceudviklingsforløb, pilotprojekter med ergonomiske redskaber, der skal forebygge nedslidning, forsøg med fysisk efteruddannelse samt senior-events med fokus på sundhed. I 2013 vil der være særligt fokus på at få koblet arbejdet med kommunens nye sundhedspolitik sammen med nedbringelsen af sygefraværet i Teknik- og Miljøforvaltningen.

Økonomi

Teknik- og Miljøforvaltningen har, med forbehold for udvalgets godkendelse, anmodet Intern Revision og Økonomiforvaltningen om følgende overførsler under Teknik- og Miljøudvalgets bevilling:

  • Ordinær drift: Overførsel af 2,6 mio. kr.
  • Ordinær anlæg: Overførsel af 42,7 mio. kr.
  • Byfornyelse anlæg: Overførsel af 20,9 mio. kr.
  • Takstfinansieret anlæg: Overførsel af merforbrug på 4,8 mio. kr.
  • Finansposter: Overførsel af 119,5 mio. kr.
Se bilag 8, 9 og 10 for en detaljeret opgørelse af de forventede overførsler.

Videre proces

Økonomiudvalget forventes at behandle kommunens samlede regnskab og de anmodede overførsler tirsdag d. 9. april 2013. Efterfølgende forventes Borgerrepræsentationen at behandle regnskabet og de anmodede overførsler torsdag d. 25. april 2013. Regnskabet og de anmodede overførsler oversendes derefter til både den interne og eksterne revision.

         Jens Elmelund                                                                  /Martin Nordrup Andersen

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i møde den 11. marts 2013:

Indstillingen blev godkendt.

Til top