Mødedato: 11.02.2021, kl. 07:30
Mødested: Telefonmøde via Teams

Udstedelse af tillægskonstruktionstilladelse til betonbundpladen Faste Batteri Vej 78

Se alle bilag
Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til, at Teknik- og Miljøforvaltningen udsteder tillægskonstruktionstilladelse til betonbundpladen til byggeriet på Faste Batteri Vej 78.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender, 

  1. at Teknik- og Miljøforvaltningen udsteder tillægskonstruktionstilladelse til betonbundpladen til byggeriet på Faste Batteri Vej 78.

Problemstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen modtog den 26. februar 2020 en anonym henvendelse til overborgmesteren og teknik- og miljøborgmesteren om, at betonen til bundpladen, der er anvendt i nybyggeri på ejendommen Faste Batteri Vej 78, er blandet på et ikke-certificeret værk, er svag, ustabil og præget af store revner.

Efterfølgende viste rapporter udarbejdet for forvaltningen af Teknologisk Institut, at betonens styrke i bundpladen er lavere end forudsat i byggetilladelsen. Det ledte til, at forvaltningen den 18. september 2020 udstedte en standsningsmeddelelse til bygherre jf. Byggelovens § 16 C, stk. 4. 

Bygherre har nu søgt om etableringen af et aflastningsfundament. Teknik- og Miljøforvaltningen har den 19. januar 2021 modtaget den sidste udestående dokumentation til ansøgning om tillægskonstruktionstilladelse til betonbundpladen og kan nu udstede tilladelsen.

Tillægskonstruktionstilladelse (bilag 2) forelægges for Teknik- og Miljøudvalget, fordi medlem af Teknik- og Miljøudvalget Finn Rudaizky (O) har bedt om, at sagen bliver løftet til politisk behandling i udvalget. 

Løsning

Ansøgningen omhandler etablering af et aflastningsfundament, som har til formål at styrke og sikre bygningen. Ansøgning om tillægskonstruktionstilladelse til betonbundpladen er første fase i den lovliggørelsesproces for byggeriet på Faste Batteri Vej 78, som er i gang.

Bygherres ansøgning om aflastningsfundament er godkendt af en uafhængig 3. partskontrollant. Forvaltningen og forvaltningens eksterne rådgivere har behandlet dokumentationen, der nu er fyldestgørende. Forvaltningen er derfor klar til at udstede tillægskonstruktionstilladelse til aflastningsfundament.

Forvaltningen er forpligtet til at give tillægskonstruktionstilladelsen til den ansøgte – og af forvaltningen accepterede - løsning til at lovliggøre denne del af bygningen. Bygherre har indsendt de nødvendige oplysninger til sagsbehandlingen, og har derfor krav på at få tilladelsen. Tilladelsen er derudover sagligt begrundet, fordi det er vigtigt, at bygningen kan styrkes så hurtigt som muligt. Bygherre kun kan iværksætte sin aktivitet ved at modtage tilladelsen. 

Det er forvaltningens vurdering, at der ikke forefindes øvrige lovlige alternativer, hvorfor en tilladelse ikke kan nægtes på det foreliggende grundlag. Det betyder, at udvalget under nærværende politiske behandling ikke har et alternativt handlerum og således ikke et retligt grundlag for at træffe en anden afgørelse. I det omfang, at udvalgets medlemmer skulle vælge at træffe en anden beslutning, skal forvaltningen oplyse, at en sådan vil være forbundet med personligt ansvar for det økonomiske tab, som beslutningen i givet fald måtte påføre kommunen, jf. lov om kommunernes styrelse § 50c. 

Når tillægskonstruktionstilladelse til betonbundpladen udstedes, må bygherre bygge de forhold, som tillægstilladelsen omfatter. Tilladelsen giver ikke bygherre ret til at fortsætte resterende byggearbejde. Dette er fortsat omfattet af standsningsmeddelelsen i det påbud, som bygherre modtog den 18. september 2020.

Økonomi

Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.

Videre proces

Når Teknik- og Miljøudvalget har godkendt indstillingen, vil forvaltningen udstede tillægskonstruktionstilladelse.

 

Søren Wille
/ Hans Christian Karsten

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 11. februar 2021 

 

Indstillingen blev godkendt med 8 stemmer mod 1. Ingen undlod at stemme. 

For stemte:  A, B, C, F, V og Ø. 

Imod stemte: O. 

 

 

Dansk Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:  

“Dansk Folkeparti føler sig ikke betrygget i, at man på det foreliggende grundlag udsteder en ny tilladelse til betonbundpladen. For Dansk Folkeparti virker det ikke som om man er kommet til bunds i problematikken gennem eksempelvis tilskrækkelige uvildige garantier for, at kvaliteten i løsningen er i orden. Det mener Dansk Folkeparti skal yderligere belyses inden tilladelsen evt kan gives.” 

Til top