Mødedato: 11.01.2006, kl. 15:00

Forslag om fælles gårdanlæg i karreen Sundholmsvej, Telemarksgade, Romsdalsgade og Dovregade

Se alle bilag

Forslag om fælles gårdanlæg i karreen Sundholmsvej, Telemarksgade, Romsdalsgade og Dovregade

Teknik- og Miljøudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 11. januar 2006

 

 

9.      Forslag om fælles gårdanlæg i karreen Sundholmsvej, Telemarksgade, Romsdalsgade og Dovregade

 

TMU  17/2006  J.nr. 451:145.0001/06

 

 

INDSTILLING

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

at  forvaltningen offentliggør et byfornyelsesforslag om etablering af et fælles gårdanlæg, der omfatter ejendommene Sundholmsvej 73-75, Telemarksgade 2-10, Romsdalsgade 2-4 og Dovregade 1-9, idet forvaltningen efter indsigelsesfristens udløb vil komme med endelig indstilling om byfornyelsesbeslutning

 

at  indsigelsesfristen fastsættes til 8 uger

Det er forudsat, at Borgerrepræsentationen beslutter at delegere beslutningskompetencen vedrørende fælles gårdanlæg til Teknik- og Miljøudvalget, jf. sagen "Delegation af beslutningskompetence til Teknik- og Miljøudvalget og til Teknik- og Miljøforvaltningen".

 

 

 

RESUME

Formålet med forslaget er at forbedre karreens friarealer ved etablering af et fælles gårdanlæg, som ejerne efterfølgende skal drive og vedligeholde.

Forslaget, der er udarbejdet efter ønske fra ejer- og beboerrepræsentanter i karreen, omfatter 2 beboelsesejendomme med 241 beboere fordelt på 139 boliger samt 5 er­hvervslejemål.

Udgifterne til anlæggets etablering skønnes at andrage 2.000.000 kr., der betales af stat og kommune med hver 50 %.

 


SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

De nuværende forhold i karreen fremgår af vedlagte tegning (bilag 3).

Gårdarealerne er opdelt af plankeværker, skure og tørrepladser. En stor del af gårdarealerne er slidte og indrettet således, at de ikke tilbyder de opholds- og legemuligheder, som vi i dag betegner som et nødvendigt tilbehør til boligen.

Ifølge kommuneplanen ligger karreen i et boligområde, hvor der ved nybyggeri tilla­des en maksimal bebyggelsesprocent på 130 og forudsættes en friarealprocent på 50. Karreens bebyggelsesprocent er 333 og friarealprocenten 11.

Forslaget omfatter to 5-etages beboelsesejendomme opført i perioden 1919-1927. Begge ejendomme er andelsboligforeninger. Der er 139 boliger og fem erhvervsle­jemål mv. i karreen. Det samlede gårdareal er ca. 1.100 m2.

Pr. 1. januar 2005 var der 241 beboere i karreen, heraf 29 under 15 år, 18 over 67 år, medens 194 var i gruppen 15-66 år.

Forhandlinger

Repræsentanter for karreens ejendomme har rettet henvendelse til Grønne Gårde med anmodning om, at der gennemføres en forbedring af karreens friarealer.

I anledning heraf har der været holdt møde med ejer- og beboerrepræsentanter, hvor der blev givet en orientering om reglerne om gårdanlæg mv. i henhold til Lov om byfornyelse og udvikling af byer.

Der er herefter i samarbejde med nævnte repræsentanter udarbejdet et forslag, der er tiltrådt af disse.

 

Forslaget

De enkelte ejendommes gårdarealer foreslås indrettet som fælles gårdanlæg efter de retningslinier, der fremgår af forslaget (bilag 1).

Forslagets gennemførelse har en række væsentlige positive miljømæssige konse­kvenser. Der er blandt andet indarbejdet en række byøkologiske elementer i projek­tet.

Der pålægges karreens ejendomme servitutter, som blandt andet omfatter bestem­melser om opretholdelse, benyttelse og den fremtidige vedligeholdelse (bilag 2).

 

Økonomi

Forslaget udføres i henhold til Lov om byfornyelse og udvikling af byer, og det er forudsat, at anlægsarbejderne udføres inden for de rammebeløb, som er fastsat i medfør af loven.

Anlægsarbejdet vil på sædvanlig måde blive udbudt i licitation i henhold til Økono­mi- og Erhvervsministeriets regler.

Det samlede tilskud i sagen skønnes at udgøre 2.000.000 kr., der betales af stat og kommune med hver 50 %. Tilskuddet anvises af det rådighedsbeløb, Borgerrepræsentationen har afsat til gårdanlæg på budgettet for 2006 (konto 0.15.3*), samt af de forventede rådighedsbeløb på budgettet for de følgende år til samme formål.

Ejerne afholder driftsudgifterne ved det fremtidige anlæg.

 

Miljøvurdering

Lov om miljøvurdering af planer og programmer

Indstillingen om fælles gårdanlæg er vurderet til ikke at medføre, at der skal foretages en miljøvurdering i henhold til lov om miljøvurdering af planer og programmer.

Baggrunden herfor er, at forslagene ikke muliggør anlægsarbejder, der er optaget i lovens bilag eller projekter, der i størrelse og omfang samt i forhold til lokalområdets nuværende udformning og karakter vurderes at få væsentlig betydning herpå.

 

Bygge- og Teknikforvaltningens positivliste til miljøvurdering

Indstillingen er miljøvurderet, da sagstypen er omfattet af Bygge- og Teknikforvaltningens positivliste. Til sagstypen er knyttet følgende miljømål: Miljørigtig projektering, vand, varme, el, gas, affald, materialer og grønne områder.

Målsætningerne i pjecen "Miljøorienteret byfornyelse og nybyggeri, 2001" er inddelt i 3 niveauer – minimumskrav, anbefalinger og visioner. Minimumskravene skal altid følges, anbefalingerne bør altid overvejes, medens visionerne er muligheder, der kan afprøves. Indstillingen er miljøvurderet på grundlag af denne emneopdeling.

 

Vurdering

Minimumskrav:

Minimumskravene er opfyldt for alle relevante emner.

Anbefalinger:

For affald anvendes anbefalingerne om, at ejendommene kan deltage i "Viceværtordningen for indsamling af farligt affald".

For materialer anvendes anbefalingerne om at anvende miljø- og energimærkede byggevarer, hvor det er muligt. Der vælges ikke produkter og materialer, der indeholder stoffer opført på Miljøstyrelsens "Listen over uønskede stoffer", ligesom de overfladebehandlinger, der anvendes, har hurtig og minimal afgasning. Herudover minimeres bortkørsel af overskudsjord ved genbrug.

For grønne områder anvendes anbefalingerne om at benytte genbrugsmaterialer i stedet for stabilt grus og kompostmuld på ikke befæstede arealer. Ved valg af materialer til skure, legeredskaber og lignende bruges der miljøvenlige materialer. Herudover udskiftes de øverste 50 cm af jorden i gårdanlægget med ren jord. Endvidere følges anbefalingen om at holde friarealerne fri for parkering.

Visioner:

For grønne områder anvendes visionerne om, at gårdanlægget udformes således, at gårdlauget kan beslutte at tilrettelægge driften af anlægget, så det bliver muligt for beboerne selv at være med i pasningen.

Forurenet jord renses og anvises i henhold til "regulativ for anvisning af forurenet jord", således at jordforurening ikke udgør en kontaktrisiko for børn.

Fællesgårdanlægget udvikles og forudsættes plejet efter økologiske principper. Der udarbejdes en driftsvejledning for gårdanlægget, der beskriver, hvorledes anlægget bør plejes.

 

Høring

Forslaget udsendes i offentlig høring med en indsigelsesfrist på 8 uger.

 

BILAG VEDLAGT

Bilag 1:   Forslag til fælles gårdanlæg

Bilag 2:   Servitutter der tinglyses

Bilag 3:   Tegning af de eksisterende forhold

 

 

Ole Sperling


 

Til top