Mødedato: 11.01.2006, kl. 15:00

Delegation af beslutningskompetence til Teknik- og Miljøudvalget og til Teknik- og Miljøforvaltningen

Delegation af beslutningskompetence til Teknik- og Miljøudvalget og til Teknik- og Miljøforvaltningen

Teknik- og Miljøudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 11. januar 2006

 

 

2.      Delegation af beslutningskompetence til Teknik- og Miljøudvalget og til Teknik- og Miljøforvaltningen

 

TMU  24/2006  J.nr. 01118.0005/05

 

 

INDSTILLING

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

at Borgerrepræsentationen i følgende sagsområder delegerer beslutningskompetencen til Teknik- og Miljøudvalget:

-         Navngivning af veje efter indstilling fra Vejnavnenævnet

-         Iværksættelse og forlængelse af aftaler om fleksibel udlejning mv.

-         Forsøg med udlejning af almene boliger

-         Anvendelse af tilskudsdeklarationsmidler

-         Kommunens indtræden som andelshaver

-         Fordeling af støttemidler i områdefornyelser

-         Vedtagelse af forslag og beslutninger om fælles gårdanlæg

-         Skorstensfejervæsenets budget og takster

-         Udmøntning af midler fra 3. mio. kr.-puljen (Miljøpuljen)

-         Meddele dispensation fra § 3 i Naturbeskyttelsesloven

-         Ændringer i "Bekendtgørelse om fri musikudøvelse på gader"

-         Ændringer i "Bestemmelser om råden over vejareal m.m"

 

at Borgerrepræsentationen i følgende sagsområder delegerer beslutningskompetencen til Teknik- og Miljøforvaltningen:

-         Ydelse af lån efter lov om tvungen administration af udlejningsejendomme

-         Afgørelse af om der skal udarbejdes miljørapport i.h.t. lov om miljøvurdering af planer og programmer

-      Meddelelse af zonetilladelser

 

Derudover indstiller Teknik- og Miljøforvaltningen til Borgerrepræsentationen

at bemyndige borgmester Klaus Bondam og administrerende direktør Mette Lis Andersen til i forening at underskrive kommunegarantier mv.

 

 

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 4. januar 2006

Sagen blev udsat.

 

RESUME

Delegation af beslutningskompetence fra Borgerrepræsentationen til et fagudvalg gælder for en valgperiode. Med undtagelse af ændringer i "Bestemmelser om råden over vejareal m.m" samt fordeling af støttemidler i områdefornyelser har beslutningskom­petencen i de sagsområder, der indstilles delegeret til Teknik- og Miljøudvalget eller forvaltningen, enten været delegeret til Bygge- og Teknikudvalget eller til Miljø- og Forsynings­udvalget (eller de respektive forvaltninger) i den forgangne valgperiode.

Sagen var på dagsordenen for Teknik- og Miljøudvalgets møde den 4. januar 2006, hvor den blev udsat.


SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Borgerrepræsentationens delegation af beslutningskompetence gælder for en valgperiode. Beslutningskompetencen i de sagsområder, der indstilles delegeret til Teknik- og Miljøudvalget, har i den forgangne valgperiode enten været delegeret til Bygge- og Teknikudvalget eller til Miljø- og Forsyningsudvalget (eller de respektive forvaltninger.)

Dog foreslås som noget nyt, at Borgerrepræsentationen delegerer beslutningskompe­tencen vedrørende ændringer i "Bestemmelser om råden over vejareal m.m." samt vedrørende fordeling af støttemidler i områdefornyelser til udvalget.

 

Uddybning af indstilling og evt. alternativer hertil
Vejnavngivning

I henhold til BBR-lovens §§ 3a, stk. 1 og 3d skal vejnavne vedtages af kommunalbestyrelsen. Den 11. juni 1998 besluttede Borgerrepræsentationen (BR 287/98) at delegere kompetencen til at vedtage vejnavne til Bygge- og Teknikudvalget. Det skal ske efter indstilling fra Vejnavnenævnet, der er et rådgivende organ bestående af fire af Borgerrepræsentationen valgte medlemmer hvoraf borgmesteren for Teknik- og Miljøudvalget er født formand.

 

Iværksættelse og forlængelse af aftaler om fleksibel udlejning mv.

I medfør af almenboliglovens § 60 kan "Kommunalbestyrelsen" indgå aftale med en almen boligorganisation om udlejning af indtil 90 % af de ledige familieboliger i en boligafdeling efter særlige kriterier. Aftalerne, der indgås for maksimalt 4 år ad gangen, kan også omfatte ophævelse af fortrinsrettighederne for børnehusstande til større boliger og hel eller delvis suspension af lejernes oprykningsret.

Borgerrepræsentationen bemyndigede i august 2000 Bygge- og Teknikudvalget til at godkende aftaler om fleksibel udlejning. Det foreslås på den baggrund, at beslutningskompetencen vedrørende Iværksættelse og forlængelse af aftaler om fleksibel udlejning mv. delegeres til Teknik- og Miljøudvalget. Der er aktuelt 27 aftaler om fleksibel udlejning/udlejningsforsøg omfattende ca. 37.000 almene lejligheder.

 

Forsøg med udlejning af almene boliger

Med henblik på at fremme mulighederne for at iværksætte forsøg med bl.a. udlejning og anvisning af almene boliger kan Socialministeren i særlige tilfælde (udlejningsforsøg) dispensere fra de for alment byggeri gældende bestemmelser i medfør af almenboliglovens § 144.

Borgerrepræsentationen har i marts 1998 givet Bygge- og Teknikudvalget en generel bemyndigelse til at fremsende ansøgninger om forsøg med udlejning af almene boliger til ministerens godkendelse uden forudgående forelæggelse for Borgerrepræsentationen. Ministeren har aktuelt i henhold til denne bestemmelse - efter indstilling fra Bygge- og Teknikudvalget - godkendt 5 udlejningsforsøg. På den baggrund foreslås det, at Teknik- og Miljøudvalget bemyndiges til at fremsende ansøgninger om forsøg med udlejning af almene boliger til ministerens godkendelse uden forudgående forelæggelse for Borgerrepræsentationen.

 

Tilskudsdeklarationsmidler

Stat og kommune ydede i 1920'erne tilskud til opførelse af en række beboelsesejendomme og parcelhuse. I den forbindelse blev der på ejendommene tinglyst deklarationer om kontrol med lejefastsættelsen og om afgivelse til staten og kommunen af overskud ved ejendommenes salg. I 1964 blev der åbnet mulighed for at frikøbe sig for deklarationerne, og indbetalte overskud skulle anvendes til boligsociale formål. De indbetalte beløb skulle oprindeligt deles ligeligt mellem stat og kommune, men efter en lovændring i 1998 tilfalder overskud alene kommunen.

Borgerrepræsentationen besluttede i august 1998, at administrationen af midler fra tilskudsdeklarationsordningen skulle placeres i Bygge- og Teknikforvaltningen.

Bygge- og Teknikudvalget fastlagede i september 1999 nærmere kriterier for forvaltningens tildeling af tilskud på op til 250.000 kr., jfr. bilag 1. Ansøgninger for beløb over 250.000 kr. samt ansøgninger vedrørende boligsociale formål i forbindelse med byfornyelse, kvarterløftsopgaver o. lign. - typisk med kulturelle eller miljømæssige islæt - skal forelægges Bygge- og Teknikudvalget.

Det foreslås på den baggrund, at beslutningskompetencen vedrørende anvendelse af tilskudsdeklarationsmidler delegeres til Teknik- og Miljøudvalget, idet de hidtil gældende kriterier for videredelegering til forvaltningen fortsættes.

Beholdningen vedrørende tilskudsdeklarationsmidler er i øjeblikket på ca. 10,6 mio. kr.

 

Kommunens indtræden som andelshaver

I medfør af § 2 stk. 7 i Lov om andelsboligforeninger og andre boligfællesskaber kan kommunen med foreningens samtykke indtræde som andelshaver til andele vedr. beboelseslejligheder, hvor lejeren ikke ønsker at indtræde som medlem. Kommunens indtræden som andelshaver medfører dels, at der typisk skal betales indskud vedr. de berørte andele, dels at kommunen årligt til foreningen skal betale en "forskelsafgift", der svarer til forskellen mellem den boligafgift en andelshaver ville skulle betale og den leje, der kan opkræves hos lejerne efter sædvanlige lejeretlige regler.

Borgerrepræsentationen bemyndigede i mødet den 22. august 2002 Bygge- og Teknikudvalget til fremover på kommunens vegne at indtræde som andelshaver i private andelsboligforeninger, hvor dette findes påkrævet og hensigtsmæssigt i forbindelse med lejernes overtagelse af en ejendom på andelsbasis. Det foreslås, at Teknik- og Miljøudvalget får bemyndigelsen. Kommunen er aktuelt andelshaver i 13 ejendomme.

 

Lån efter reglerne om tvungen administration af udlejningsejendomme

Borgerrepræsentationen besluttede i mødet den 15. december 2005 at bemyndige Bygge- og Teknikforvaltningen til at yde lån i overensstemmelse med reglerne om tvungen administration af udlejningsejendomme. Denne bemyndigelse forudsættes videreført til Teknik- og Miljøforvaltningen.

 

Fordeling af støttemidler i områdefornyelser

Borgerrepræsentationen har vedtaget den overordnede strategi for fordeling og prioritering af bygningsfornyelsesmidler i områdefornyelserne i forbindelse med godkendelsen af byfornyelsesprogrammerne.

Bygge- og Teknikudvalget har tidligere haft en tilsvarende bemyndigelse til at fordele støttemidler til de enkelte ansøgere i kvarterløftområderne.

 

Fælles gårdanlæg (grønne gårde)

Beslutninger om etablering af fælles gårdanlæg træffes inden for den af Borgerrepræsentationen årligt vedtagne fordeling af byfornyelsesmidlerne, der af Socialministeriet stilles til rådighed for Københavns Kommune, samt den tilsvarende budgetmæssige ramme, der tilvejebringes med Borgerrepræsentationens årlige budgetvedtagelse. Endvidere udarbejdes forslagene om gennemførelse af fælles gårdanlæg i overensstemmelse med kriterier tiltrådt af Borgerrepræsentationen (senest i mødet den 18. maj 1995).

I mødet den 8. februar 2001 bemyndigede Borgerrepræsentationen Bygge- og Teknikudvalget til at træffe beslutninger om etablering af fælles friarealer i henhold til § 9, stk. 1, i Lov om byfornyelse, idet det blev forudsat, at bevillingsmyndigheden blev delegeret under hensyntagen til den i budgettet afsatte bevilling til fælles gårdanlæg. Det foreslås på den baggrund, at beslutningskompetencen vedrørende vedtagelse af forslag og beslutninger om fælles gårdanlæg delegeres til Teknik- og Miljøudvalget.

 

Skorstensfejervæsenets budget og takster

Københavns Brandvæsen administrerer Skorstensfejervæsnet i Københavns Kommune. Budgetter og takster er i den forgangne valgperiode blevet besluttet af Bygge- og Teknikudvalget. Da der ikke er krav i Styrelsesloven om, at skorstensfejertaksterne fastsættes af Kommunalbestyrelsen, foreslås denne praksis videreført, således at Skorstensfejervæsenets budgetter og takster herefter besluttes af Teknik- og Miljøudvalget.

 

 

 

3. mio. kr.-puljen (Miljøpuljen)

Puljen blev etableret som led i budgetaftalen 2004 til styrkelse af Agenda 21 arbejdet, miljøledelse på byniveau, og sikre løbende fremdrift i miljøarbejdet, herunder til forankring hos borgere, virksomheder og kommunen selv. Borgerrepræsentationen besluttede på mødet den 8. december 2003 at delegere udmøntningen af puljen til Miljø- og Forsyningsudvalget. Det foreslås, at Teknik- og Miljøudvalget får beføjelsen. Puljen er fuldt udmøntet, hvorfor delegationen gælder eventuel omprioritering af ledigblevne midler.

 

Screening i henhold til lov om miljøvurdering af planer og programmer

I henhold til lov om miljøvurdering af planer og programmer har Borgerrepræsentationen bemyndiget Bygge- og Teknikforvaltningen til i forbindelse med screeningen at træffe afgørelse om, hvorvidt en lokalplan er omfattet af lovens krav om, at der skal udarbejdes en miljørapport. Denne bemyndigelse foreslås herefter henlagt til Teknik- og Miljøforvaltningen.

 

Meddelelse af zonetilladelser

I henhold til planlovens § 35 må der ikke i landzone uden "Kommunalbestyrelsens" tilladelse foretages udstykning, opføres ny bebyggelse eller ske ændring af anvendelsen af eksisterende bebyggelse og ubebyggede arealer, med mindre der er tale om nærmere angivne aktiviteter. Landzonearealet i kommunen udgøres af ca. 750 ha af det fredede Vestamager.

Beføjelsen ligger i dag i Bygge- og Teknikforvaltningen. Den foreslås herefter henlagt til Teknik- og Miljøforvaltningen..

 

Dispensation fra § 3 i Naturbeskyttelsesloven

§ 3 i Naturbeskyttelsesloven omhandler forbud mod ændring i tilstanden af naturlige søer, hvis areal er på over 100 m2, eller af vandløb eller dele af vandløb, der af miljøministeren efter indstilling fra amtsrådet er udpeget som beskyttede. Endvidere omhandler paragraffen forbud mod ændringer i tilstanden af moser og lignende, strandenge og strandsumpe samt ferske enge og biologiske overdrev når de opfylder diverse betingelser.  Det fremgår af lovens § 65, at amtsrådet (overgår til kommunerne, når amtsrådene nedlægges) i særlige tilfælde kan gøre undtagelse fra bestemmelserne i § 3.

I den forgangne valgperiode har Bygge- og Teknikudvalget haft denne beføjelse. Det foreslås, at dette videreføres, således at beføjelsen til at dispensere fra § 3 i Naturbeskyttelsesloven henlægges til Teknik- og Miljøudvalget.

 

 

Bekendtgørelse om fri musikudøvelse på gader

I mødet den 11. juni 2003 bemyndigede Borgerrepræsentationen Bygge- og Teknikudvalget til at træffe beslutninger om ændring i "Bekendtgørelse om fri musikudøvelse på gader", udstedt i henhold til § 102 i lov nr. 312 af 9. september 1971 om offentlige veje. Det foreslås på den baggrund, at beslutningskompetencen vedrørende ændring i bekendtgørelse om fri musikudøvelse på gader delegeres til Teknik- og Miljøudvalget.

 

Bestemmelser om råden over vejareal m.m

Med hjemmel i Kapitel 11 i lov nr. 312 af 9. september 1971 om offentlige veje og kapitel 8 i lov nr. 288 af 7.juni 1972 om private fællesveje har Borgerrepræsentationen den 4. marts 1999 vedtaget regelsættet "Bestemmelser om råden over vejareal m.m. i Københavns Kommune".

Ifølge bestemmelsernes § 1 kræver det tilladelse fra kommunen at råde over vejareal og areal i kommunale parker. Området hører under Bygge- og Teknikudvalget, som fastsætter de nærmere bestemmelser om uddelegering af administratio nen af tilladelserne, jf. dog bestemmelsernes § 5, hvorefter det er Borgerrepræsentationen, der fastsætter principperne for opkrævning af afgifterne.

Det foreslås på den baggrund, at beslutningskompetencen vedrørende ændring i bestemmelserne om råden over vejareal mm. delegeres til Teknik- og Miljøudvalget.

 

Underskrift på kommunegarantier m.v.

Efter § 32, stk. 2 i Styrelsesloven kan udvalgsformænd – i København borgmesteren – og en person, der er bemyndiget dertil af kommunalbestyrelsen, underskrive dokumenter vedrørende kommunens køb og salg af fast ejendom, optagelse af lån og påtagelse af garantiforpligtelser. Det foreslås at bemyndige borgmester Klaus Bondam og administrerende direktør Mette Lis Andersen til i forening at underskrive kommunegarantier mv.

 

Andre sagsområder

Dispensation fra lokalplaner

I henhold til Planlovens § 19 kan "Kommunalbestyrelsen" dispensere fra bestemmelser i en lokalplan m.m. I de enkelte lokalplaner er der optaget bestemmelse om, at dispensationer meddeles af Bygge- og Teknikudvalget. Der er således i hver sag taget stilling til dispensationskompetencens placering. I ældre lokalplaner er kompetencen tillagt Den Samlede Magistrat, hvis beføjelser hidtil har været varetaget af Bygge- og Teknikudvalget. De nævnte beføjelser vil herefter blive tillagt Teknik- og Miljøudvalget.

 

Nedlæggelse af § 14-forbud

I henhold til Planlovens § 14 kan "kommunalbestyrelsen" nedlægge forbud imod, at der retligt eller faktisk etableres forhold, som kan hindres ved lokalplan. Kompetencen, der har ligget i Bygge- og Teknikudvalget, overgår nu til Teknik- og Miljøudvalget.

 

Bemyndigelse i enkeltsager

Borgerrepræsentationen har som led i behandlingen af en række enkeltsager delegeret kompetence til Bygge- og Teknikudvalget. Eksempelvis kan nævnes, at Borgerrepræsentationen i forbindelse med konkrete beslutninger om byfornyelse og støttet byggeri har bemyndiget Bygge- og Teknikudvalget til at stille de fornødne garantier for lån.

Tilsvarende har Bygge- og Teknikudvalget konkret delegeret kompetence til forvaltningen i en række sager. Her kan nævnes, at udvalget i forbindelse med behandlingen af sager om støtte til nyopførelse af almene bebyggelser har bemyndiget forvaltningen til at indgå aftale med boligorganisationen om fleksibel udlejning.  

Det forudsættes, at alle sådanne konkrete beslutninger om delegation, f.eks. i henhold til boligbyggerilovene, sanerings- og byfornyelseslovgivningen, almenboliglovgivningen m.v. videreføres til henholdsvis Teknik- og Miljøudvalget og Teknik- og Miljøforvaltningen.

 

Økonomi

-

 

Miljøvurdering

Sagstypen er ikke omfattet af forvaltningens positivliste over sager, der skal miljøvurderes.

 

BILAG FREMLAGT TIL GENNEMSYN PÅ BORGMESTERKONTORET, 1. SAL, VÆRELSE 36

Bilag A. Kriterier for fælles gårdanlæg

Bilag B. Kriterier for tilskudsdeklarationsmidler

Bilag C. Bekendtgørelse om fri musikudøvelse på gader

Bilag D. Bestemmelser om råden over vejareal m.m. i Københavns Kommune

 

 

Mette Lis Andersen


 

Til top