Mødedato: 10.11.2014, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Høring om etablering af fire fælles gårdhaver i Gothersgadekarréen, Dovregadekarréen, Scharlingsvejkarréen og Baldersgadekarréen

Se alle bilag
Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til, om byfornyelsesforslaget til fire fælles gårdhaver for henholdsvis Gothersgadekarréen, Dovregadekarréen, Scharlingsvejkarréen og Baldersgadekarréen skal sendes i høring.

Indstilling og beslutning

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at byfornyelsesforslag om etablering af fælles gårdhave for Gothersgadekarréen: Nansensgade 94-96, Gothersgade 155-159 og Nørre Farimagsgade 65-69, sendes i offentlig høring i otte uger, jf. bilag 2.
  2. at byfornyelsesforslag om etablering af fælles gårdhave for Dovregadekarréen: Sundholmsvej 77-79, Dovregade 2-6, Romsdalsgade 6-10 og Kurlandsgade 30-32, sendes i offentlig høring i otte uger, jf. bilag 3.
  3. at byfornyelsesforslag, om etablering af fælles gårdhave for Scharlingsvejkarréen: Thyregodsvej 13-21, Lyshøj Allé 24-28, Scharlingsvej 12-24 og Lyshøjgårdsvej 73-77, sendes i offentlig høring i otte uger, jf. bilag 4.
  4. at byfornyelsesforslag om etablering af fælles gårdhave for Baldersgadekarréen: Nørrebrogade 190-194, Baldersgade 2, 8 og 8A, Dagmarsgade 41 og Ægirsgade 1-23, sendes i offentlig høring i otte uger, jf. bilag 5.

Problemstilling

Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til, om byfornyelsesforslagene som skitseret i bilag 2-5 sendes i høring hos beboerne og ejerne.

Løsning

Med udgangspunkt i Københavns Kommunes ”Bæredygtig Byfornyelsesstrategi” fra oktober 2009, Teknik- og Miljøudvalgets beslutning om supplerende principper for fælles gårdhaver fra den 11. marts 2013 og som et led i Metropol for Mennesker og Klimatilpasningsplanen, indstilles fire gårdhaver til offentlig høring

Borgerrepræsentationen har på mødet den 13. januar 2014 delegeret beslutningskompetencen til vedtagelse af forslag og beslutninger om fælles gårdhaver til Teknik- og Miljøudvalget.

Beboere og ejere fra ejendommene i de fire karréer har ansøgt om at få renoveret deres gårde. Forvaltningen vurderer, at de fire gårde opfylder betingelserne i byfornyelsesloven for at komme i betragtning til en omlægning af gårdarealerne.

Fælles for alle fire projekter er, at de omlagte gårdarealer vil give bedre og tidssvarende opholds- og aktivitetsmuligheder for beboerne i karréen. Gårdhaverne vil fremstå grønnere end i dag med mere græsareal og flere bede. Nedsivning og forsinkelse af regnvandet i gårdhaverne, herunder etablering af grønne tage og regnbede, vil indgå i alle projekter. Gårdshavernes indretning betyder, at der i gennemsnit afkobles 26 pct. af regnvandet fra kloakken.

Beboerinddragelse

Der har været afholdt workshops med beboerne i alle karréer om indretning af gårdhaverne. I alle fire forslag er det forsøgt at tilgodese de fremførte ønsker i størst muligt omfang, uden at tilsidesætte den fælles anvendelse af gårdhaven.

Ejere og beboere har fået oplyst, at driftsudgifterne til en kommende fælles gårdhave typisk udgør 80-105 kr. om måneden for en lejlighed på 70 m². Herfra skal trækkes de udgifter ejendommen allerede i dag bruger til driften.

Herudover har der været gennemført en undersøgelse af beboeres og ejeres tilslutning til etablering af en fælles gårdhave. Det er uddybet med Teknik- og Miljøforvaltningens sammenfatning i bilag 6.

 

Samlet antal boliger, erhverv og ejere

Svar%

Modstand af samlet antal boliger, erhverv og ejere

Gothersgadekarréen

82

50,0 %

2,4 %

Dovregadekarréen

107

48,6 %

6,5 %

Scharlingsvejkarréen

191

47,6 %

2,6 %

Baldersgadekarréen (hele karréen)

Baldersgadekarréen (forslag, dvs. uden de ejendomme, der ikke ønsker at deltage)

 

 ønsker at indgå i fællesanlægget

 

(hele karréen)

239

164

53,6 %

18,4 %

4,3 %

I Gothersgadekarréen skyldes modstanden, at der nedlægges fire private parkeringspladser. Parkeringspladserne vil ikke blive genetableret et andet sted, idet der ikke ved hovedejendommens opførelse var krav om parkeringspladser, og dermed ikke krav om erstatningsparkeringspladser. Der vil blive udbetalt erstatning for tab af lejeindtægt. Parkeringstællingerne fra foråret 2014 viser, at der i en gåafstand af 400 m fra karréen hen over døgnet er belægningsprocenter mellem 107 og 111 %.

I Dovregadekarréen skyldes modstanden primært, at ejendommen Dovregade 6 /Romsdalsgade 6 tidligere har renoveret deres areal, og nogle er bekymrede for den fremtidige driftsudgift. Ejendommen udtages ikke, da det vil få afgørende betydning for helheden i den fælles gårdhave.

I Scharlingsvejkarréen skyldes modstanden, at flere er bekymrede for de fremtidige driftsudgifter.

I Baldersgadekarréen skyldes modstanden primært, at flere ejendomme er glade for deres nuværende arealer og ønsker ikke at indgå i en fælles gårdhave. Flere af ejendommene rummer helt eller delvist erhverv.

Teknik- og Miljøudvalget og Borgerrepræsentationen har tidligere truffet beslutning om en fælles gårdhave i Baldersgadekarréen. Byfornyelsesnævnet har hjemsendt de tidligere beslutninger med henvisning til, at lighedsgrundsætningen ikke var overholdt, idet kun enkelte ejendomme var udtaget af projektet. Med baggrund i undersøgelsen om tilslutning til en fælles gårdhave er de ejendomme, der ikke ønsker at indgå i fællesanlægget, udtaget af projektet jf. bilag 6.

Forslagene om fælles gårdhaver er miljø- og tilgængelighedsvurderet. Effekten er positiv i forhold til en forøgelse af de grønne arealer, mulighed for nedsivning af regnvandet lokalt, større biodiversitet og bedre tilgængelighed i gårdhaverne.

Økonomi

Staten refunderer 50 % af udgifterne ved etablering af gårdhaverne. Den samlede udgift til at etablere de fire gårdhaver vurderes at blive 14,8 mio. kr. Kommunen afholder udgifterne, men får refunderet 7,4 mio. kr. fra staten. Tilskudsberegningerne, der er en udspecificering af, hvordan økonomien beregnes og fordeles, er vedlagt som bilag 7.

For at afdække interessen og forberede sagen til forelæggelse for Teknik- og Miljøudvalget, er det i gårdhaveprojekter gældende praksis, at der afholdes udgifter til projektforberedende arbejde, før den politiske vedtagelse. I disse fire karréer er der afholdt udgifter på 0,3 mio. kr. i 2013-2014.

Hvis beslutningerne udmøntes, indpasses de i den kommunale byfornyelsesramme, der er afsat til byfornyelsesformål i 2014-2017 på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Byfornyelse anlæg, funktion 0.25.15.3.

Ejerne i de respektive karréer afholder selv driftsudgifterne til deres gårdhave.

Videre proces

Byfornyelsesforslagene bliver sendt i 8 ugers offentlig høring. Efter høringsfristens udløb vil forvaltningen tage stilling til de indkomne bemærkninger og udarbejde indstilling og anlægsbevilling til Teknik- og Miljøudvalget og Borgerrepræsentationen. Først med anlægsbevillingen godkendes effektuering af de fire gårdhaver.

Forvaltningen forventer på baggrund af høringssvarene at fremlægge et forslag til endelig beslutning om gårdhaverne for Teknik- og Miljøudvalget primo 2015.

De fire gårdhaver forventes færdige i sommeren 2016.

 

Pernille Andersen

                                                                  /Anders Møller

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet 10. november 2014

Indstillingen blev godkendt med otte stemmer mod tre. Ingen undlod at stemme.
For stemte: A, B, F og Ø.
Imod stemte: C, I og V.
Ingen undlod at stemme.

C, I og V afgav følgende protokolbemærkning:
”Vi ønsker ikke at tvinge beboere ind i en fælles gårdhave, som påfører dem ekstra udgifter eller gener.”

Til top