Mødedato: 10.11.2014, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Hovedaftale mellem Københavns Kommune og BL's 1. kreds 2015-2018

Se alle bilag

Borgerrepræsentationen skal godkende, at kommunen indgår en Hovedaftale med BL - Danmarks Almene Boligers 1. kreds (BL’s 1. kreds) for perioden 2015 - 2018.

Indstilling og beslutning

Teknik- og Miljøforvaltningen, Socialforvaltningen og Økonomiforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget, Socialudvalget og Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at Københavns Kommune indgår en Hovedaftale med BL’s 1. kreds for perioden 1. januar 2015 - 31. december 2018 (bilag 1). Hovedaftalen sætter rammerne for samarbejdet mellem de almene boligorganisationer og Københavns Kommune.
  2. at det nuværende Borgmesterforum fra 2015 afløses af en årlig redegørelse til Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget om Københavns Kommunes samarbejde med den almene sektor.
  3. at hovedaftalen fra 2015 afløser strategiaftalen mellem BL’s 1. kreds og Københavns Kommune, der blev vedtaget af Borgerrepræsentationen den 31. maj 2012.

Problemstilling

Samarbejdet med de almene boligorganisationer i Københavns Kommune er af væsentlig betydning for at finde effektive løsninger på mange af de konkrete udfordringer vi har i København, herunder nybyggeri af boliger til københavnere med lav- og mellemindkomster, udviklingen af udsatte boligområder, løsningen af boligsociale opgaver samt renovering og energioptimering af boligmassen.

Den nuværende hovedaftale har sat mål og rammer for samarbejdet mellem Københavns Kommune og den almene boligsektor. Københavns Kommune og BL’s 1. kreds anbefaler at fortsætte det tætte samarbejde om udviklingen af København.

Den nuværende hovedaftale udløber den 31. december 2014, hvorfor der skal tages stilling til rammerne for det fremadrettede samarbejde mellem de almene boligorganisationer og Københavns Kommune.

Løsning

Repræsentanter for de involverede forvaltninger og for BL’s 1. kreds, har i løbet af 2014 udarbejdet forslag til en ny hovedaftale for perioden 1. januar 2015 - 31. december 2018. Hovedaftale 2015-2018 har til formål at fastlægge de overordnede mål og rammer for samarbejdet mellem de almene boligorganisationer og Københavns Kommune.

Den nye hovedaftale viderefører en række af de temaer og målsætninger, som var en del af hovedaftalen 2011-2014. Den nye aftale omfatter også nye målsætninger blandt andet for boliger til udsatte grupper, større synergi i investeringer og indsatser i udsatte boligområder samt klarere målsætninger for øget bæredygtighed og effektiv drift af de almene boliger.

Den nye hovedaftale er bygget op om tre temaer og omfatter blandt andet nedenstående målsætninger for de kommende fire år:

Et København med plads til alle:

  • Nybyggeri af almene boliger, så 20 % af boligerne i København fortsat er almene.
  • Tilsagn til mindst 2.000 nye almene boliger i 2015 og 2016.
  • En andel af de nye almene boliger er særligt billige og målrettet boligsocial anvisning.
  • Ommærkning af ældreboliger til ungdomsboliger.
  • Fortsat renovering af almene boliger, men uden at lejlighedssammenlægninger er et mål i sig selv.

En sammenhængende by med trygge og socialt velfungerende boligområder:

  • Antallet af udsatte og særligt udsatte boligområder i København reduceres med yderligere en tredjedel.
  • Kommunale og almene investeringer samt fysiske og sociale indsatser skal samtænkes, hvor også civilsamfundet og private developere inddrages.
  • Forstærket indsats for praktikpladser i forbindelse med nybyggeri og renovering.
  • Fortsat samarbejde om og kommunal medfinansiering til den boligsociale indsats med udgangspunkt i de beboernære indsatser og kommunens målsætninger om uddannelse, beskæftigelse og tryghed.
  • Reduktion af antallet af udsættelser med 15 %.

Bæredygtige og veldrevne almene boliger med lav husleje:

  • Kortlægning og udarbejdelse af målsætninger for reduktion af energi- og vandforbrug.
  • Klimasikring/skybrudssikring indgår så vidt muligt i nybyggeri og større renoveringer.
  • Reduktion af antallet af støjbelastede boliger.
  • Udvikling af en model for benchmarking af boligorganisationernes driftsudgifter.
  • Aftale om en ordning for renholdelse af fortove.

Parterne er samtidig enige om at fortsætte det tætte samarbejde i de eksisterende fora og i styringsdialogen mellem kommunen og de enkelte boligorganisationer.

Samarbejdsforum, der består af administrative repræsentanter for BL’s 1. kreds og kommunens syv forvaltninger, vil løbende følge implementeringen af aftalen.

Partnerskabsforum, der består af repræsentanter for BL’s 1. kreds og kommunens syv borgmestre, vil midtvejs i aftaleperioden få forelagt en vurdering af fremdriften i implementeringen.

Det blev i forbindelse med den forrige aftale om samarbejdet med den almene sektor besluttet, at der forud for det årlige møde i Partnerskabsforum afholdes et Borgmesterforum med deltagelse af kommunens syv borgmestre. Det foreslås, at Borgmesterforum afløses af en redegørelse til Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget om samarbejdet med den almene sektor. Redegørelsen forelægges årligt i første kvartal forud for Partnerskabsforum, der tilstræbes afholdt i andet kvartal.

Som opfølgning på Københavns Kommunes initiativaftale med staten om indsatsen i Københavns på det tidspunkt ti særligt udsatte boligområder indgik Københavns Kommune og BL’s 1. kreds i 2012 en såkaldt ’strategiaftale’. Strategiaftalen beskriver en række konkrete værktøjer, der kan anvendes i indsatsen i de særligt udsatte boligområder og de udsatte byområder. I forlængelse af strategiaftalen skal der indgås såkaldte initiativaftaler mellem kommunen og boligorganisationerne i hvert af de seks udsatte byområder.

Med hovedaftalen er parterne enige om, at indsatsen i de udsatte by- og boligområder er omfattet af hovedaftalen. Dermed afløses strategiaftalen af hovedaftalen, så der kun er én overordnet aftale om indsatsen. Parterne er samtidig enige om, at der fortsat skal arbejdes med initiativaftaler som aftaler mellem kommunen og boligorganisationerne om anvendelse af de nødvendige værktøjer til udviklingen af udsatte byområder. Initiativaftaler kan indgås administrativt eller efter politisk godkendelse afhængig af aftalernes konkrete indhold.

Økonomi

Nærværende indstilling har ikke nogen direkte økonomiske konsekvenser.

Såfremt der på Samarbejdsforum konstateres behov for finansiering af tiltag, der skal understøtte aftalen, vil disse blive fremlagt i forbindelse med de årlige budgetforhandlinger.

Videre proces

Hovedaftalen forelægges BL’s 1. kreds’ repræsentantskab den 24. november 2014 til endelig godkendelse.

Når aftalen er godkendt i Borgerrepræsentationen og BL’s 1. kreds’ repræsentantskab vil aftalen være godkendt. Aftalen træder i kraft 1. januar 2015 og gælder i fire år.

Hovedaftalens målsætninger vil i aftaleperioden løbende blive fulgt og midtvejs forelægges Partnerskabsforum en vurdering af fremdriften.

I 2018 forventes det, at der indledes forhandlinger om en ny hovedaftale.

 

                      Bjarne Winge    Pernille Andersen    Anette Laigaard

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet 10. november 2014

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen.

Til top