Nye parkeringsprodukter for erhvervslivet
Borgerrepræsentationen skal tage stilling til nye parkeringsprodukter for at øge fleksibiliteten for erhvervslivet samt en medfølgende takstfastsættelse.
Indstilling og beslutning
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at erhvervsdrivende, der opfylder kravet for erhvervslicens i København, kan få udstedt en erhvervspluslicens, der giver ret til betalingsfri parkering i betalingsområdet, på udvalgte tidspunkter. Licensens pris bliver kr. 9.000 kr./årligt (se øvrige vilkår nedenfor),
- at erhvervsvirksomheder får mulighed for at købe op til ti licenser, mod de i dag maks. fem licenser,
- at det gøres muligt at købe erhvervsperiodekort, der er gyldig én dag. Prisen bliver 90 kr. pr. dag de første fire dage, herefter 61 kr. pr. dag.
Problemstilling
Borgerrepræsentationen godkendte den 21. august 2014 Teknik- og Miljøforvaltningens anbefalinger til tiltag for erhvervslivet på parkeringsområdet.
Denne indstilling omhandler tre af initiativerne, som det blev besluttet at arbejde videre med. 1) At der reguleres på tildelingskriterierne for erhvervslicenser i form af større anvendelsesområde og øget pris. 3) At der kan udstedes erhvervsperiodekort til én dag (frem for som nu min. fem dage). 5) At der gives mulighed for op til ti erhvervslicenser pr. virksomhed. De øvrige initiativer for erhvervslivet, der blev godkendt, er behandlet i særskilte indstillinger.
Teknik- og Miljøforvaltningen fremlægger her forslag til tre nye produkter samt forslag til takster.
Løsning
Erhvervslivet har efterspurgt en række nye og mere fleksible løsninger, der kan gøre det lettere for erhvervsdrivende at orientere sig om og rekvirere parkeringsprodukter. Teknik- og Miljøforvaltningen har derfor arbejdet videre med følgende tre initiativer.
Erhvervspluslicenser
Erhvervsdrivende har i dag mulighed for at købe licens, der gælder til den licenszone, hvor deres virksomhed har SE-adresse. Det betyder, at de skal betale for parkering, hvis de parkerer i en af de andre licenszoner, i forbindelse med, at de skal udføre deres arbejde.
For at opnå øget fleksibilitet i anvendelsen af erhvervslicenser foreslår forvaltningen, at virksomheder med adresse i betalingsområdet, dvs. alle licenszonerne, får mulighed for at købe et nyt produkt - nemlig erhvervspluslicenser. Erhvervspluslicenserne vil give adgang til parkering i hele betalingsområdet i dagtimerne (hverdage mellem kl. 07.00-18.00), og i den licenszone virksomheden har SE-adresse i resten af tiden. Prisen på 9.000 kr./årligt er efter forvaltningens vurdering et realistisk leje, der ligger mellem den årlige udgift til den gældende erhvervslicens på 2.870 kr. og erhvervsperiodekortets ca. 15.000 kr.
Udvidet antal erhvervslicenser
Forvaltningen lægger op til, at der per 1. januar 2015 gives mulighed for udstedelse af op til ti erhvervslicenser pr. virksomhed, i stedet for det nuværende maksimum på fem licenser pr. virksomhed. De ti licenser skal dække den enkelte virksomheds samlede andel af såvel erhvervslicenser som erhvervspluslicenser.
Der er pr. 15. oktober 2014 udstedt omkring 740 erhvervslicenser, hvoraf ca. ti virksomheder har fået udstedt det maksimale antal på fem licenser.
Erhvervsperiodekort der gælder for én dag
Et erhvervsperiodekort er gyldigt i hele betalingsområdet, og kan udstedes til alle gulpladebiler, uanset hvor virksomheden har adresse.
I dag er det kun muligt at købe et erhvervsperiodekort, som gælder i minimum fem dage. For at øge fleksibiliteten foreslår forvaltningen, at der gives mulighed for at købe erhvervsperiodekort ned til én dag ad gangen. Dermed undgår erhvervsdrivende, der har kortvarige arbejdsopgaver inden for betalingsområdet, at betale for ubrugte dage på erhvervsperiodekortet.
I indstillingen, der blev godkendt af Borgerrepræsentationen 21. august 2014, fremgår det, at ordningen kan træde i kraft i 2015. Teknik- og Miljøforvaltningen anbefaler imidlertid, at initiativet med periodekort til én dag først lanceres efter digitaliseringen af betalingsparkering er gennemført 1. januar 2016.
Det skyldes, at den nye løsning vil medføre ekstra administration. Dels fordi periodekortene skal håndteres manuelt, og pr. 1. januar 2015 kun kan bestilles online, dels fordi kortene skal sendes til virksomheden i fysisk form, indtil den kommende digitalisering træder i kraft, og de fysiske licenser og periodekort udfases.
De tre initiativer har til formål at lette dagligdagen for erhvervslivet, og medfører ikke store rabatfordele. Teknik- og Miljøforvaltningen forventer ikke, at de nye produkter giver anledning til ændret adfærd blandt de erhvervsdrivende - såsom at belaste parkeringen i city unødigt. Produkterne sigter derimod på, at virksomheder mere smidigt kan få udført de ærinder, som de under alle omstændigheder har behov for at udføre.
Økonomi
På baggrund af ovenstående foreslår Teknik- og Miljøforvaltningen, at parkeringstaksterne på erhvervsområdet fra 1. januar 2015 ser således ud:
Priser for erhvervslicenser og – periodekort |
2015 |
2016 |
Erhvervslicens (kan benyttes i en licenszone, hvor virksomheden har SE-adresse) |
2.870 kr./pr. år (vedtaget i budget 2015) |
|
Erhvervspluslicens (gyldig i hele betalingsområdet på hverdage mellem 7-18, derudover i licenszonen) |
9.000 kr./pr. år |
|
Erhvervsperiodekort til længere periode (fem dage eller derudover op til et års varighed) |
61 kr./pr. dag (vedtaget i budget 2015)* |
|
Erhvervsperiodekort pr. dag (mindre end fem dage) |
|
90 kr./pr. dag |
* Et erhvervsperiodekort koster på årsbasis ca. 15.000 kr.
Teknik- og Miljøforvaltningen forventer, at initiativerne giver en øget indtægt fra salget af licenser og periodekort og et mindre fald i indtægterne fra salg af billetter. Det er dog forvaltningens vurdering, at differencen ikke overstiger de normale udsving i de årlige indtægter fra betalingsparkering.
Udstedelsen af licenser, og omkostningen forbundet hermed, håndteres i Københavns Borgerservice. Set i sammenhæng med den i forvejen meget store mængde udstedte licenser og periodekort (mindst 50.000 stk. årligt) vil omkostningerne til udstedelse af de nye produkter være marginale.
De administrative omkostninger forbundet med udstedelse af erhvervsperiodekort til én dag forventes imidlertid at stige, hvis denne løsning træder i kraft 1. januar 2015. Derfor anbefaler forvaltningen, at den løsning først skal træde i kraft i den 1. januar 2016 i forbindelse med digitaliseringsprojektet.Videre proces
Efter vedtagelse iværksættes processen med at ændre procedure således, at det fra 1, januar 2015 bliver muligt at erhverve op til ti erhvervslicenser pr. virksomhed.
Teknik- og Miljøforvaltningen introducerer erhvervspluslicens primo 2015, mens erhvervsperiodekort på dagsbasis lanceres sammen med scanningsparkering i 2016. Der vil i forbindelse med introduktionen blive informeret bredt om de nye produkter.
Forvaltningen vil løbende evaluere anvendelsen af de tre initiativer med henblik på at evt. at komme med forslag til justeringer eller takstændringer.
Pernille Andersen
/ Niels Tørsløv
Beslutning
C stillede følgende ændringsforslag (ÆF1) til indstillingens 2-at punkt:
”"op til ti" ændres til ”et ubegrænset antal””.
Ændringsforslaget (ÆF1) blev ikke vedtaget med fire stemmer mod syv. Ingen undlod at stemme.
For stemte: B, C, I og V.
Imod stemte: A, F og Ø.
Ingen undlod at stemme.
B stillede følgende ændringsforslag (ÆF2) til den samlede indstilling:
"Det foreslås, at forvaltningen undersøger om erhvervsdrivende kan få udstedt en erhvervspluslicens, der giver samme rettigheder og til samme pris som den eksisterende erhvervslicens.”
Ændringsforslaget (ÆF2) blev ikke vedtaget med fire stemmer mod syv.
For stemte: B, C, I og V.
Imod stemte: A, F og Ø.
Ingen undlod at stemme.
Indstillingen blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen uden afstemning.