Revideret endelig vedtagelse af lokalplan "Enghave Brygge"
Efter at der har været afholdt en supplerende høring som konsekvens af en afgørelse i Natur- og Miljøklagenævnet om lokalplanen for Enghave Brygge med tilhørende kommuneplantillæg og miljørapport, skal Borgerrepræsentationen vedtage planerne på ny med en nødvendig ændring.
Nedenfor er samtlige oprindelige beslutningspunkter indsat, justeret så de passer til det, der blev vedtaget af Borgerrepræsentationen den 19. juni 2013. For nærmere argumentation for disse beslutningspunkter henvises til bilag 19 med den oprindelige indstillingstekst og beslutning. Beslutningspunkterne er nu suppleret med et punkt 6, og teksten i resten af indstillingen handler om resultatet af den supplerende høring, og resultatet af Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse om høringsmåden.
Indstilling og beslutning
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
1. at lokalplan ”Enghave Brygge” (bilag 1) med ledsagende miljørapport (bilag 2) vedtages
endeligt,
2. at forvaltningens forslag ”Grønt areal og beplantning mod Belvederekanalen på værkets
areal fjernes” udgår,
3. at lokalplantegning nr. 5 ændres (jf. vedhæftede bilag) således, at etagehøjderne mod
Tømmergraven på den nordøstligste ø (benævnt B) tilrettes, således at der tages én
etage af her, mens der lægges en etage på dele af bebyggelsen på den syd for liggende
Ø (benævnt C),
4. at offentlig adgang sikres ved følgende ændring af lokalplanen: § 1 formål, nederst på
siden, første spalte tilføjes (vist med kursiv): Den rekreative værdi af kajarealerne skal
forøges ved anlæg af sammenhængende offentligt tilgængelige promenader, vandtrapper
og træbrygger, der ikke ved skiltning eller hegning må forbeholdes områdets beboere
eller bestemte brugere. § 8 Stk. 7, der omhandler ”Promenadeforløb og havnepromenade”,
ændres således, at det fremgår, at der er tale om et offentligt tilgængeligt promenadeforløb
langs alle kajkanter,
5. at grønne gavle langs ”Havnepromenaden” sikres ved følgende ændring af lokalplanen:
I § 7, stk. 1, nederst, tilføjes: Gavle placeret mod Havnepromenaden skal etableres, så de
kan begrønnes med beplantning. I § 8 Stk. 18, tilsvarende tilføjes (vist med kursiv): Byrum,
promenader samt bådebroer og træbrygger med adgang fra promenader skal være offentligt
tilgængelige og må ikke ved skiltning eller hegning forbeholdes områdets beboere eller
bestemte brugere. Undtaget herfra er område VI.
Ændring som følge af Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse:
6. at lokalplanens § 10, stk. 2 tilføjes: ”Det er en betingelse for ibrugtagning af ny bebyggelse,
at det er dokumenteret, at Miljøstyrelsens vejledende grænseværdier for støj er overholdt,
jf. Miljøstyrelsens vejledning nr. 5/1984 om ekstern støj fra virksomheder med tillæg af juli/2007”.
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,
7. at tillæg til Kommuneplan 2011 (bilag 1) med ledsagende miljørapport (bilag 2) vedtages
endeligt,
8. at byudviklingsaftale (bilag 7) med grundejerne vedtages.
Problemstilling
Den 19. juni 2013 vedtog Borgerrepræsentationen en lokalplan for Enghave Brygge med tilhørende kommuneplantillæg og miljørapport. Planerne blev bekendtgjort den 25. juli 2013, og der blev klaget over dem til Natur- og Miljøklagenævnet. Nævnet ophævede med dets afgørelse af 6. juni 2014 vedtagelsen af planerne.Nævnet fandt ikke, at bestemmelsen i lokalplanens § 10, stk. 2 var korrekt formuleret. Det skyldes, at den ikke indeholder en bestemmelse om, at det er en betingelse for ibrugtagning af ny bebyggelse, at den fremtidige anvendelse ved etablering af afskærmningsforanstaltninger mv. er sikret mod støjgener. Nævnets afgørelse og forvaltningens notat til Teknik- og Miljøudvalget om konsekvensen af afgørelsen vedlægges som bilag 20 og 21.
På denne baggrund har forvaltningen afholdt en supplerende høring i henhold til planlovens § 27, stk. 2 (bilag 22). Grundejerne indenfor lokalplanområdet og MAN Diesel & Turbo er hørt. Der er indkommet to høringssvar. Et af dem kommer fra Havnelauget, som er uden for høringskredsen.
Siden Teknik- og Miljøudvalgets behandling den 27. oktober 2014 er der tilføjet to nye afsnit til denne indstilling. Det drejer sig om det første afsnit under Løsning og afsnittet om redaktionel justering af kommuneplanrammen under Videre proces. Endvidere er der tilføjet seks nye bilag (bilag 23-28).
Løsning
Siden behandlingen på Teknik- og Miljøudvalgets møde den 27. oktober 2014 har forvaltningen bedt DHI om at vurdere lokalplanens krav til koter ud fra indholdet rapporten af 25. oktober 2014 fra Naturstyrelsen (der bygger på en IPCC rapport). Rapporten vurderer, at verdenshavene globalt kan stige med op mod en meter i løbet af de næste 100 år. For København betyder det en vandstandsstigning, der mest sandsynligt vil være omkring 70 centimer over nuværende vandstand. DHI vurderer, at rapporten ikke giver anledning til ændringer i konklusionerne vedrørende ”vandstandsdata” jf. bilag 24, og det er derfor forvaltningens vurdering, at der ikke er behov for at ændre på lokalplanens bestemmelser om koter.
Vedtagelsen af lokalplanen for Enghave Brygge med tilhørende kommuneplantillæg og miljørapport blev påklaget til Natur- og Miljøklagenævnet af en række lokalforeninger i fællesskab (Friluftsrådet København, Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse, Københavns Roklub, Roklubben SAS og Havnelauget). Endvidere klagede virksomheden MAN Diesel & Turbo.Nævnet har ikke givet medhold i klagepunkterne om planvedtagelserne og planlovens § 5j (at kommuneplantillæggets udlæg af arealer i byzone er i strid med Fingerplan 2007) og 23 c (at der ikke skete indkaldelse af idéer og forslag før udarbejdelsen af forslag til kommuneplantillæg).
Natur- og Miljøklagenævnet har ikke taget stilling til de øvrige spørgsmål i klagerne, herunder miljøvurderingslovens § 9, stk. 1, (at der ikke er taget hensyn til miljøvurderingens konklusioner ved den endelige planvedtagelse) planlovens § 11a, stk. 1, nr. 15, § 11f, stk. 4, og 16, stk. 4 (at der ikke er taget hensyn til kystlandskabelige og bevaringsværdige helheder), og henviser til den igangværende VVM-proces.
Nævnet ophævede imidlertid vedtagelsen af lokalplanen og kommuneplantillægget, fordi nævnet ikke mener, at planlovens bestemmelser om afskærmning mod støj er opfyldt. Det betyder, at lokalplanen for Enghave Brygge er ugyldig som grundlag for den videre udvikling i området.
Lokalplanen indeholder ikke en bestemmelse om, at det er en betingelse for ibrugtagning af ny bebyggelse, at den fremtidige anvendelse ved etablering af afskærmningsforanstaltninger m.v. er sikret mod støjgener.
Det betyder, at lokalplanens § 10, stk. 2, skal præciseres ved, at der tilføjes følgende: ”Det er en betingelse for ibrugtagning af ny bebyggelse, at det er dokumenteret, at Miljøstyrelsens vejledende grænseværdier for støj er overholdt.”
Det er forvaltningens vurdering, at det ikke er nødvendigt at foretage yderligere ændringer i lokalplanen eller miljørapporten, og at støjgrænserne kan overholdes.
Der skal ikke gennemføres en helt ny planproces for at vedtage planerne på ny. Forslaget til ændring har været sendt i supplerende høring i henhold til planlovens § 27, stk. 2 blandt grundejerne i lokalplanområdet og MAN Diesel & Turbo i perioden 3. juli 2014 til 14. august 2014.
Supplerende høring
Modtagne henvendelser i høringsperioden
De modtagne henvendelser i høringsperioden vedlægges som bilag 17. I bilag18 er henvendelserne refereret med forvaltningens bemærkninger. Borgernes hovedsynspunkter i henvendelserne er anført nedenfor.
Hovedsynspunkter i borgernes henvendelser
Havnelauget er ikke høringspart, men har afgivet svar alligevel og indgivet klage til Natur- og Miljøklagenævnet. Lauget mener, at der skal gennemføres en helt ny lokalplanproces, i stedet for den begrænsede supplerende høring eller i hvert fald en mere omfattende høring.
Virksomheden MAN Diesel & Turbo er tilfredse med, at det nu bliver tydeligt, at det er bygherrens ansvar, at støjgrænserne overholdes, og ikke virksomheden, der skal tilpasse sig nye anvendelser. Virksomheden er imidlertid tvivlende overfor, om det kan lade sig gøre at overholde støjgrænserne, og ser derfor hellere, at anvendelsen i området op mod MAN’s virksomhed ændres fra boliger til serviceerhverv.
Bemærkninger
Natur- og Miljøklagenævnets oprindelige afgørelse og den foreslåede ændring af lokalplanen giver efter forvaltningens opfattelse ikke grundlag for en helt ny lokalplanproces eller en høring af en videre kreds. Natur- og Miljøklagenævnet har således også i en afgørelse af 24. september 2014 afvist klagen fra Havnelauget.
Forvaltningen vurderer, at det vil være relativt nemt med kendt teknologi at overholde støjgrænserne i byggerier i nærheden af MAN Diesel & Turbo, og også at dokumentere, at det vil ske. Der er ikke tale om væsentlige støjproblematikker, der gør det betænkeligt at lægge boliganvendelse i nærheden af virksomheden.
Udbygningsaftale
Der er udarbejdet en byudviklingsaftale mellem grundejerne og kommunen, som er vedlagt indstillingen. Aftalen drejer sig blandt andet om udbud af grunde til etablering af almene boliger, daginstitutioner, flytning af gasledning, miljømæssig bæredygtighed, park, energiforsyning, sikring af arkitektonisk kvalitet samt forhold omkring fællesanlæg og parkering. Som bilag til byudviklingsaftalen er vedlagt designmanual, der fastlægger principper for udformning af bl.a. byrum (se bilag 7 og 7.a).
Økonomi
Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for kommunen.Kommunen skønner, at området genererer ca. 1.600 arbejdspladser med en årlig skattemerindtægt på ca. 56 mio. kr. (2012 priser). Skønnet baseres på et fuldt udbygget lokalplanområde.
Med Budget 2013 (BR den 4. oktober 2012) (A, B, F, I og Ø) (Æ10) er der afsat 15,5 mio. kr. (2013 p/l) til udarbejdelse af en helhedsplan for havnepromenaden og etablering af adgange til vandet og nye opholdsmuligheder med udgangspunkt i helhedsplanen. De 15,5 mio. kr. er fordelt med 0,5 mio. kr. i 2013, 7,5 mio. kr. i 2016 og 7,5 mio. kr. i 2017. De 0,5 mio. kr. i 2013 blev stjernemarkeret og er dermed frigivet i forbindelse med vedtagelse af Budget 2013. De resterende midler frigives med anlægsindstillinger.
Videre proces
Når Borgerrepræsentationen har vedtaget lokalplanen og kommuneplantillægget, bekendtgør forvaltningen dem i henhold til reglerne i planloven.I forbindelse med samkøring af de digitale planer er der konstateret et behov for en redaktionel justering af kommuneplanrammens afgrænsning, således at der er fuld overensstemmelse mellem kortbilagene. Justeringen i kommuneplanrammen og rammen for husbåde konsekvensrettes i planernes redegørelse og bilag jf. bilag 28.
VVM-proces
Københavns Kommune og Kystdirektoratet er ved at gennemføre en VVM-proces for de konkrete anlæg. Den gennemføres, så en VVM-tilladelse kan meddeles samtidig med bekendtgørelsen af planerne i begyndelsen af december 2014.
Bjarne Winge Pernille Andersen
Beslutning
C fremsatte følgende ændringsforslag til et nyt 9. at-punkt (ÆF1):
”Såfremt siloerne fjernes skal der placeres en 11-mands fodboldbane i området.”
Ændringsforslaget (ÆF1) blev vedtaget med seks stemmer mod nul. Fem undlod at stemme.
For stemte: A, C, I og V.
Ingen stemte imod.
Undlod at stemme: B, F og Ø.
C fremsatte følgende ændringsforslag til den samlede indstilling (ÆF2):
”At beslutningen om lokalplanen udsættes til en nærmere undersøgelse af de miljømæssige konsekvenser, idet jorden på Enghave Brygge beskrives som kraftigt forurenet, og der ikke bør ske en udvaskning til havnen, eller at den kviksølvholdige havnebund giver varige gener for mennesker eller natur.”
Ændringsforslaget (ÆF2) blev ikke vedtaget med to stemmer mod ni. Ingen undlod at stemme.
For stemte: C og John Andersen (Ø).
Imod stemte: A, F, I, V, Morten Kabell (Ø) og Allan Ahmad (Ø).
Ingen undlod at stemme.
Indstillingen blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen med ni stemmer mod en. Et medlem undlod at stemme.
For stemte: A, F, I, V, Morten Kabell (Ø) og Allan Ahmad (Ø).
I mod stemte. John Andersen (Ø).
C undlod at stemme.
C, I og V afgav følgende protokolbemærkning:
”At parkeringsnormen for cykler og biler hæves til hhv. 5:100 og 1:100”.
Teknik- og Miljøudvalget afgav følgende protokolbemærkninger:
”Vi ønsker, at Enghave Brygge skal blive en attraktion for hele den sydvestlige del af København med væsentlige grønne og rekreative kvaliteter, og ønsker på den baggrund at fremme etableringen af en ny park på Enghave Brygge med spor fra det tidligere industriområde. En stor grøn park – tæt på centrum og ned til vandet – vil trække besøgende fra store dele af byen. Anlæg af en park vil desuden medvirke til at skabe større sammenhæng mellem det nye bykvarter i Sydhavnen og bydelene Vesterbro/Kgs. Enghave og herved understøtte målet om en sammenhængende by.”
A, B, F og Ø afgav følgende protokolbemærkning:
”Socialdemokraterne, Enhedslisten, Radikale Venstre og SF stemmer for lokalplanen på samme måde, som vi gjorde i juni 2013. Vi er tilfredse med, at lokalplanen er ændret, således at støjforholdene mellem bolig og erhverv nu er afklaret.
Miljøforholdene ved projektet er samtidig af meget stor betydning for partierne. Den udsendte VVM-redegørelse vil derfor blive fulgt meget nøje, idet det er afgørende, at der kan svares fyldestgørende og tilfredsstillende på de mange, kvalificerede spørgsmål, der er rejst i høringen, ikke mindst fra miljøorganisationernes side, og at projektet kan gennemføres uden skade for miljøet.”
V videreførte følgende protokolbemærkning fra 19. juni 2013.
”Venstre havde gerne set, at vandet i langt højere grad blev tænkt ind i lokalplanen, idet Venstre har store betænkeligheder ved, at lokalplanen inddrager hvad der svarer til fem fodboldbaner af havneløbet i Sydhavnen. Der skal helt generelt ikke inddrages yderligere af vandspejlet i Københavns havneløb til byggeri, da vandet har en stor rekreativ værdi for byen. Endvidere er det et ufravigeligt krav, at der placeres en 11-mands fodboldbane i området. Processen omkring tilblivelsen af lokalplanen har været ganske kritisabel, både den politiske og administrative behandling af sagen”.