Mødedato: 10.10.2022, kl. 15:00
Mødested: Demokratigaragen, Rentemestervej 57, 2400 København NV

Revideret administrationsgrundlag for puljen for grønne bylivsgader (bylivsgadepuljen)

Se alle bilag
Teknik-og Miljøudvalget skal tage stilling til revidering af administrationsgrundlag for puljen for grønne bylivsgader. Med hjemmel i vejlovgivningen anlægger kommunen bylivsgaderne med input og idéer fra lokale borgergrupper.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at administrationsgrundlag for puljen for grønne bylivsgader revideres, jf. løsningsafsnit og bilag 2.

Problemstilling

I Budget 2022 (BR 7. oktober 2021) (A, B, F, O, V, Ø, Å, Frie Grønne og Kaare Traberg Smidt) afsatte Borgerrepræsentationen en pulje på 10 mio. kr. til etablering af grønne bylivsgader i København. Forvaltningen udarbejdede et administrationsgrundlag, som blev forelagt Teknik- og Miljøudvalget 28. februar 2022. Under behandlingen standsede Det Konservative Folkeparti sagen, jf. den kommunale styrelseslovs § 23. Borgerrepræsentationen vedtog den 24. marts 2022 administrationsgrundlaget.

Forvaltningen har efterfølgende afdækket en hjemmelsproblematik for puljen og dens administrations-grundlag. Inden da har forvaltningen i det foreløbige arbejde med at implementere puljen herudover oplevet en bekymring fra borgere, miljøpunkter mfl. for, at den hidtidige model ville pålægge frivillige borgere et uforholdsmæssigt stort ansvar for en kompleks anlægsopgave. Teknik- og Miljøudvalget skal derfor tage stilling til et revideret administrationsgrundlag for puljen for grønne bylivsgader.

Løsning

Den reviderede model for administration af puljen for grønne bylivsgader følger i højere grad samarbejdsmodeller fra Områdefornyelserne og andre vejprojekter med omfattende borgerinddragelse. Kommunen står for projektering, anlæg og styring, men inddrager i høj grad idéer fra borgere, og har løbende dialog med lokale borgergrupper i den periode, hvor projektet realiseres.

Det hidtil gældende administrationsgrundlag sammenblander i sit indhold hjemmelsgrundlag efter hhv. lov om offentlige veje, lov om private fællesveje og støtte i henhold til kommunalfuldmagten. Da de tre hjemmelsgrundlag ikke kan overlappe hinanden, er det nødvendigt at skille dem og opgaverne i puljen ad i administrationsgrundlaget. Forvaltningen vurderer, at de opgaver, der skal til for at opfylde puljens formål, er udtømmende reguleret i vejlovgivningen, og at kommunalfuldmagtsreglerne derfor ikke finder anvendelse.

Dette betyder, at kommunen selv skal forestå anlægsarbejdet på offentlig vej og privat fællesvej samt udvælge projekter med udgangspunkt i sin rolle som vejmyndighed og ud fra de hensyn, som vejlovgivningen varetager. Kommunen har mulighed for at inddrage borgeridéer og ønsker og tage disse i betragtning ved udvælgelsen af projekter i det omfang, at disse harmonerer med kommunens opgavevaretagelse som vejmyndighed. Projekterne vil stadig inkludere trafikdæmpning, begrønning og bedre muligheder for ophold i tråd med det vedtagne budgetnotat.

Opsummering af det tidligere administrationsgrundlag

I hovedtræk indebar det tidligere vedtagne administrationsgrundlag, at der var tale om en ansøgningspulje, hvorfra borgere m.fl. kunne ansøge kommunen om midler til etablering af grønne bylivsgader på offentlig og privat fællesvej. Det indebar, at ansøger:

  • selv skulle finansiere udarbejdelsen af et færdigt skitseprojekt med et afklaret budget, behov for tilladelser mv., som kunne danne grundlag for faglig bedømmelse og politisk tilsagn om støtte.
  • skulle være formelt organiseret som en juridisk enhed (fx et vejlav eller boligforening), der kunne tage det økonomiske og juridiske ansvar for anlægsprocessen og lave økonomiske udlæg for arbejdet.
  • som bygherre selv skulle ansætte og styre teknisk rådgiver og entreprenør og have ansvaret for, at det endelige projekt kunne myndighedsgodkendes.
  • selv finansierede eventuelle budgetoverskridelser.

Denne model kan dog ikke opretholdes, idet hjemmelsgrundlaget for puljen er vejlovgivningen, hvor det er kommunen som vejmyndighed (eller en entreprenør på vegne af kommunen), der udfører og organiserer anlægsarbejderne ud fra de hensyn, som ligger i vejlovgivningen.

Derudover har anlægsprojekter på offentlig tilgængelig vej generelt en relativt kompliceret karakter, da der tidligt skal tages en række hensyn til bl.a. vejlovgivning og politiets vurdering af de trafikale forhold, ledningsforhold, brand- og redningsveje, tilgængelighed for borgere med handicap mv. for, at projektet kan godkendes af de relevante myndigheder. Det er derfor, udover at være lovlig praksis, også en mere robust løsning, at kommunens anlægsorganisation varetager økonomi- og projektstyringen, som det for de fleste borgergrupper vil være vanskeligt at honorere, sammenlignet med den nuværende model.

Forslag til revideret administration af bylivsgadepuljen

I stedet for den tidligere model for administration af puljen anbefaler forvaltningen nedenstående reviderede model:

  • Lokale borgergrupper kan indsende idéer til bylivsgadeprojekter. Idéinput skal beskrive behov, ønsker/idéer og borgergruppens lokale forankring.
  • Forvaltningen screener alle indkomne idéer, og udvælger op til ti potentielle projektområder. Der laves skitseforslag for disse områder med inddragelse af den lokale borgergruppe. De færdige skitseprojekter sendes i høring i lokaludvalg samt internt i Teknik- og Miljøforvaltningen.
  • Et fagligt bedømmelsesudvalg med stadsarkitekten som forperson prioriterer skitseprojekterne, og der laves en færdigprojektering af de højest prioriterede projekter, som kan rummes indenfor puljens budgetramme. Budgetrammen for hvert projekt ændres fra maksimalt 1,5 mio. kr. til en ramme på 1-3 mio. kr. for bl.a. at muliggøre forslag om udvidelse af fortov samt tage højde for variation i længden af vejstrækninger.
  • De endelige projekter indstilles enkeltvis til politisk behandling i Teknik- og Miljøudvalget (samt Borgerrepræsentationen, hvis forslaget indebærer nedlæggelse af parkeringspladser). Herefter anlægger kommunen projekterne.

Vurderingen af hvorvidt og i givet fald hvilke anlæg, der skal gennemføres på offentlig vej eller på en privat fællesvej, ligger i begge tilfælde hos kommunen som vejmyndighed. Kommunen skal i denne forbindelse varetage de hensyn, som ligger i hhv. lov om offentlige veje og privatvejsloven § 57, stk. 2 (samlet ”vejlovgivningen”).

Ansøgningsdeadline var oprindelig fastsat til den 1. september 2022, hvilket ikke har kunnet gennemføres. Den foreslåede model fastholder en deadline for borgernes input og idéer, som forventes at ligge ultimo 2022 eller tidligt i 2023. Ovenstående er uddybet i forslaget til et revideret administrationsgrundlag (bilag 2).

Omkostninger til kommunal bygherrefunktion og forprojektering

Der er i Budget 2022 afsat 1,3 mio. kr. til interne omkostninger til administration af puljen for grønne bylivsgader og facilitering af ansøgningsprocessen i tillæg til de 10 mio. kr. i puljemidler. Som konsekvens af denne indstilling omdisponeres 1,5 mio. kr. af de 10 mio. kr. i anlægsmidler derudover til bygherreudgifter i Teknik- og Miljøforvaltningen, for at kommunen kan anlægge projekterne. Dette beløb svarer til forvaltningens forventning om, hvad borgerne i den tidligere model ville have anvendt til at ansætte egen projektledelse og byggeledelse mv. i de enkelte projekter. Herudover vil der blive anvendt midler til op til ti skitseprojektforløb. 

Politisk handlerum

  • Teknik- og Miljøudvalget kan beslutte, at udvalget vil forestå prioriteringen af, hvilke skitseprojekter, som skal færdigprojekteres. I dette tilfælde vil bedømmelsesudvalget udarbejde et notat med en faglig prioritering af projekterne, som udvalget kan tage stilling til. Dette vil forventet medføre ca. 3 måneders yderligere behandlingstid på projekterne.

Teknik- og Miljøudvalget har mulighed for at annullere bevillingen og tilbageføre resterende midler til kommunekassen, hvis det vurderes, at puljen ikke længere flugter med den politiske intention i Budget 2022.

Økonomi

Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune, da der udelukkende omprioriteres midler indenfor den eksisterende pulje.

Videre proces

Når Teknik- og Miljøudvalget har godkendt indstillingen, vil forvaltningen straks informere de borgere, der har tilkendegivet interesse for puljen, om ændringerne. Frist for ansøgning vil være ultimo 2022 eller primo 2023, og udvalget kan forvente at behandle de endelige projektforslag i sidste halvdel af 2023.

 

                           Søren Wille

                                                                                  / Peter Højer

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 10. oktober 2022

 

Socialistisk Folkeparti stillede følgende ændringsforslag som tilføjelse til 1. at-punkt:

 

“dog således, at administrationsgrundlaget evalueres senest efter et år, med fokus på samskabelse i hele processen, mest mulig effekt for pengene samt inddragelse af lokalvalg og Miljøpunkter.”

 

Ændringsforslaget blev vedtaget uden afstemning.

 

Den således ændrede indstilling blev godkendt med 8 stemmer mod 2. Ingen undlod at stemme.

For stemte: A, B, F, V, Ø og Å

Imod stemte: C

 

Socialistisk Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:

 

"Bylivsgader er SFs hjertebarn. Nu skal vi i gang med at skabe grønne gader! Samtidig er det vigtigt, at administrationsgrundlaget evalueres, efter det er kommet ud at leve - med fokus på beboernes mulighed for samskabelse i alle faser af projekterne. Samt lokaludvalgenes og miljøpunkternes rolle, og muligheden for at bruge flere mindre greb, som sikrer stor effekt for pengene - og dermed flest mulige bylivsgader for pengene."

 

Det Konservative Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:

 

”Det Konservative Folkeparti er bekymret for fremkommeligheden i byen som en følge af bydelsgaderne, derudover er vi fra Konservatives side bekymrede for at bydelsgaderne udvikler sig til afsætningssteder for tiloversblevne sofaer, havemøbler m.m. Samt at manglende vedligehold af bydelsgaderne før til ophobning af ødelagte gademøbler og gadeudstyr.”

Til top