Mødedato: 10.10.2011, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

§ 3 dispensation til etablering af en terrænregulering ud i søen i Fælledparken

Se alle bilag

Teknik- og Miljøudvalget skal som myndighed tage stilling til en dispensation fra Naturbeskyttelseslovens § 3 om beskyttelse af naturtyper m.v., så der kan etableres en terrasseret terrænregulering ud i søen i Fælledparken.

Indstilling og beslutning

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender

  1. at der gives dispensation fra Naturbeskyttelseslovens § 3 om beskyttelse af naturtyper m.v. til at etablere en terrasseret terrænregulering ud i søen i Fælledparken.

Problemstilling

I forbindelse med projekt ”Fornyelse af Fælledparken”, foreslår forvaltningen at regulere terrænet med terrasser, hvor der anlægges blomsterbede, som går ud i søen i Fælledparken. På den måde øges områdets rekreative værdier – i overensstemmelse med de overordnede mål for Fælledparkprojektet.

Fælledparken er fredet ved fredningsdeklaration af 10. august 1963, og søen i Fælledparken er registreret som § 3 naturtype efter Naturbeskyttelsesloven. For at terrænreguleringen kan etableres kræver det, at Teknik- og Miljøudvalget giver dispensation fra § 3 i Naturbeskyttelsesloven. Desuden forudsætter projektet, at Fredningsnævnet for København giver dispensation fra fredningsbestemmelserne.

 

Efter naturbeskyttelseslovens § 3 må der ikke foretages ændringer i tilstanden af beskyttede naturtyper, herunder naturlige søer, hvis areal er på over 100 m2 og en enhver form for ændring af tilstanden i de beskyttede naturtyper forudsætter dispensation.

 

Etablering af terrænreguleringen vil medføre tilstandsændringer i søen og på bredden.

Efter lovens § 65, stk. 3, kan kommunerne i særlige tilfælde dispensere fra forbuddet i § 3, stk. 1-3.

Teknik- og Miljøudvalget skal som myndighed tage stilling til denne dispensationsansøgning; denne opgave er ikke uddelegeret til forvaltningen.

Løsning

Formålet med terrænreguleringen ned mod søen er at tilbyde alle brugere af Fælledparken nye og varierende oplevelser i naturen ved søen, og derved øge områdets rekreative værdi.

 

De arkitektoniske ambitioner for projektet er at skabe udsigt fra den bagvedliggende plæne ned til søen og videre ud på Blegdamsfælleden, som det også er beskrevet i udviklingsplanen for Fælledparken.

 

Søen er 19.600 kvadratmeter og den omkranses af parkens plæner, busketter og træer (bilag 1). Søbredden, hvor terrænreguleringen skal etableres, har vegetation i form af bredvegetation med rørskov og krat af mindre træer og buske, som er ufremkommeligt og forhindrer adgang til søen. Denne vegetation fjernes derfor. Der er ikke konstateret fredede dyrearter, som optræder på EU-habitatdirektivets bilag IV i eller ved søen.


Beskrivelsen af terrænreguleringen

Den nye terrænregulering ned mod søen skal vokse ud af søbredden og tilbyde alle brugere mulighed for at komme helt tæt på søen (bilag 2).

 

Terrænreguleringen består af 40 m2 jord, som anlægges ud i søen. Jorden understøttes af en spunsvæg af træ i vandkanten. Terrænreguleringen er 2 m ud i vandet på det bredeste sted. Længden er 40,5 m. (bilag 3)

 

De tilstødende søbredder, på begge sider af terrænreguleringen, vil fremstå med naturlig vegetation af fx gul iris, mjødurt og kattehale og kantsikring (pileflet) i en overgangsperiode, for at sikre mod materialeflugt. Pileflet vil med tiden forgå og den naturlige vegetation vil overtage langs kanten.

 

Der er ved terrænreguleringens kommende placering et ældre trædæk på ca.17 m2 som fjernes, da det ikke længere er sikkerhedsmæssigt forsvarligt for publikum at benytte.

 

Beskrivelse af konsekvenser for beplantningen

Grundet beskyttelsesbestemmelserne i naturbeskyttelseslovens § 3 stilles der vilkår om erstatningspleje, som kompensation for det areal som terrænreguleringen dækker ud i søen og den påvirkning der bliver på bredden. Erstatningsplejen udføres i den sydlige ende af søen, på den modsatte side af Edel Sauntes Allé, hvor der er et vandhul på 73 m2. Vandhul og omgivende skråninger har et samlet areal på 311 m2.

Beskrivelsen af erstatningsplejen

I området, hvor erstatningsplejen udføres, er der på nuværende tidspunkt et vandhul, hvor vandfladen er dækket af væltede træer og forskellig tilgroning, ligesom der i årenes løb er nedsmidt cykler og vejafspærringsmateriel, mv.

 

De væltede træer og tilgroningen vil blive fjernet og vandhullet vil blive oprenset for affald. Op ad bredderne vil vissen bevoksning blive fjernet og der vil ske en udtynding af bevoksningen, så der kan blive tilvejebragt en passende mængde sollys, dog uden risiko for tilgroning af alger. 

Forvaltningen vurderer, at med den kompenserende erstatningspleje, vil virkningen på søens naturværdier være neutral. Samtidig skabes bedre forhold for parkbrugerne og områdets rekreative værdi forøges. På denne baggrund anbefaler forvaltningen en dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3 om beskyttelse af naturtyper m.v.

Økonomi

Terrænreguleringen ud i søen er en del af projekt-”Fornyelse af Fælledparken”, der er finansieret af henholdsvis af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal og Københavns Kommune. Etableringen af terrænreguleringen koster ca. 250.000 kr., og anlæggelsen af erstatningsplejen koster 50.000 kr. Driften og finansiering af driften påhviler forvaltningen. Den årlige driftsudgift er på ca. 5.000 kr. Disse udgifter er indeholdt i de ordinære driftsmidler, der allerede er bevilget.

Videre proces

Efter godkendelse af indstillingen sender forvaltningen dispensationen fra Naturbeskyttelsesloven i høring hos en række lovbestemte parter.

Dispensationen fra Naturbeskyttelseslovens § 3 kan kun udnyttes, hvis der også er givet en dispensation fra fredningen af Fredningsnævnet i København og en dispensation fra Vandløbsloven. Forvaltningen har fremsendt en ansøgning til Fredningsnævnet i København, og der forventes svar ultimo november 2011. Dispensation fra Vandløbsloven kan først gives af forvaltningen, når der er truffet afgørelser i Fredningsnævnet og i Teknik- og Miljøudvalget.

 

 

         Hjalte Aaberg                                                       

                                                                                       /Jon Pape

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 10. oktober 2011:

 

Indstillingen blev godkendt.
Til top