Mødedato: 10.10.2007, kl. 15:00

Kommunale grunde til boligudvikling - herunder billige boliger

Se alle bilag

Kommunale grunde til boligudvikling - herunder billige boliger

Teknik- og Miljøudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 10. oktober 2007

 

 

Sager til beslutning

 

7.      Kommunale grunde til boligudvikling - herunder billige boliger

TMU 546/2007  J.nr. 2006-5760

 

 

 

INDSTILLING OG Beslutning

 

Teknik- og Miljøforvaltningen og Økonomiforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget overfor Borgerrepræsentationen anbefaler,

1.  at der for Sundholm Syd igangsættes udarbejdelse af plangrundlag, som muliggør etablering af boliger - herunder billige boliger - samt for Kødbyen og Bystævneparken iværksættes en yderligere afklaring af de planmæssige muligheder med henblik på udarbejdelse af plangrundlag, som muliggør etablering af boliger.

 

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget overfor Borgerrepræsentationen anbefaler,

2.  at der omdisponeres samlet 6 mio. kr. fra Boligplanen. 2,0 mio. kr. til dækning af udgifter i forbindelse med miljøundersøgelser af nærmere angivne kommunale ejendomme og andre udgifter med henblik på at gøre ejendommene salgsklare samt 4,0 mio. kr. til dækning af udgifter i forbindelse med idékonkurrence/parallelopdrag på de foreslåede 3 kommunale grunde.  Der anvises kassemæssig dækning på Økonomiudvalgets budget, bevillingen Økonomisk forvaltning, anlæg funktion 6.45.51.3 (Boligplanen – (2,101 mio. kr. fra "Pulje til eksterne konsulenter" og 3,899 mio. kr. fra "Kickstartpuljen"))

3.                                      at der gives en tillægsbevilling på 1,3 mio. kr. (2007 p/l) årligt i 2007 og 2008 til Økonomiudvalgets bevilling, Salg af rettigheder m.v., funktion 0.22.05.3 til dækning af udgifter til konsulenter i forbindelse med udvikling af projektet for Kløvermarken. Bevillingen finansieres ved salget af Kløvermarken. Indtil salget af grunden er sket, mellemfinansieres beløbet over Økonomiudvalgets bevilling, Finansposter, funktion 8.22.05.5 (kassen).

 

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 10. oktober 2007

Der blev stemt om indstillingen, idet Teknik- og Miljøudvalget anmoder om at få forelagt en sag, såfremt det i praksis viser sig, at de nødvendige ressourcer til opgaveløsningen generelt i Teknik- og Miljøforvaltningen ikke kan tilvejebringes.

                     

For stemte 6 udvalgsmedlemmer: Lotte Thiim Bertelsen (F), Anne Vang (A), Johannes Nymark (A), Hamid El Mousti (A), Klaus Bondam (B) og Monica Thon (B).

 

Imod stemte 3 udvalgsmedlemmer: Winnie Berndtson (U), Winnie Larsen-Jensen (U) og Karin Storgaard (O).

 

1 udvalgsmedlem undlod at stemme: Morten Kabell (Ø).

 

Dermed havde Teknik- og Miljøudvalget anbefalet indstillingen, idet Teknik- og Miljøudvalget anmoder om at få forelagt en sag, såfremt det i praksis viser sig, at de nødvendige ressourcer til opgaveløsningen generelt i Teknik- og Miljøforvaltningen ikke kan tilvejebringes.

 

Protokolbemærkning fra Karin Storgaard (O): "Med disse fællesindstillinger er det en mærkværdig procedure, at der ikke kan stemmes eller noteres protokolbemærkninger til en del af punkterne, i dette tilfælde punkt 2 og 3".

 

 

Problemstilling

Borgerrepræsentationen vedtog på sit møde den 23. marts 2006 indstilling om billige boliger (BR114 /06). I forbindelse hermed besluttede Borgerrepræsentationen, at alle egnede kommunale ejendomme, indtil forholdene omkring grundene er afklaret, reserveres til etablering af boliger - herunder billige boliger. I indstillingen var endvidere udpeget 7 kommunale ejendomme, som blev vurderet anvendelige for boligbyggeri. Endelig fremgik det af indstillingen, at mulighederne for boligbyggeri på andre kommunale ejendomme ville blive undersøgt.

Borgerrepræsentationen har efterfølgende udpeget yderligere 2 kommunale grunde til boligformål. De 9 grunde har tilsammen en rummelighed på op til ca. 4.000 boliger.

Der indstilles yderligere 3 kommunale ejendomme, som foreslås udpeget til boligudvikling herunder billige boliger. I forbindelse med udarbejdelsen af plangrundlag for grundene er der behov for finansiering af udgifter i forbindelse idékonkurrence/parallelopdrag og miljøundersøgelser m.v.

Af det på Borgerrepræsentationens møde den 5. oktober 2006 vedtagne budgetforslag 2007 fremgår, at Kløvermarken skal udvikles som et k ombineret fritids- og boligområde med høj arkitektonisk og rekreativ kvalitet samt med en alsidig befolknings- og boligsammensætning, herunder et betydeligt indslag af billige boliger. Størrelsen og kompleksiteten af Kløvermarksprojektet gør, at der i opstartsfasen er behov for ekstern bistand til dels at lede projektet, dels at sikre en udvidet borgerdialog.

 

Løsning

Som det fremgår af bilag 1-3 er det vurderet, at følgende 3 kommunale ejendomme - med en rummelighed op til 1.000 boliger - kan gøres anvendelige for boligbyggeri:

1. Sundholm Syd – op til 250 boliger

Anvendelse af det foreslåede areal til nybyggeri forudsætter, at "Væksthusets", Socialforvaltningens og Københavns Ejendommes aktiviteter på arealet flyttes – om muligt til andre steder på Sundholm. "Kulturfabrikkens" aktiviteter på arealet forudsættes bibeholdt. Der optages endvidere forhandlinger med Københavns Energi om erhvervelse af tilstødende areal. Med henblik på at sikre sammenhængen til tilgrænsende områder gennemføres en idékonkurrence eller et parallelopdrag for Sundholm Syd.

2. Kødbyen (Den Grå og Den Hvide) – op til 250 boliger

Anvendelse af de to foreslåede arealer til nybyggeri henholdsvis hjørnet af Ingerslevsgade og Skelbækgade (Den Hvide Kødby) og arealet ved den tidligere fragtmandshal (Den Grå Kødby) forudsætter, at nuværende erhvervslejemål opsiges eller flyttes. Nybyggeri i et område med fredede og bevaringsværdige bygninger og anlæg samt kulturhistorisk værdi stiller helt særlige bebyggelsesmæssige og arkitektoniske krav. For at få den bedst mulige belysning gennemføres arkitektkonkurrence eller lignende for hvert af de 2 byggeområder for sig, idet en etapedeling må forventes.

3.                                      Bystævneparken – op til 500 boliger

Det forudsættes, at en fortætning af Bystævneparken i form af omdannelse af og/eller tilbygning til eksisterende bygninger og/eller nybyggeri gennemføres i sammenhæng med den igangværende revision af moderniseringsplan II for modernisering af utidssvarende plejeboliger og på baggrund af en helhedsplan for Bystævneparken, hvor området udvikles som et alsidigt boligområde med plejeboliger og almindelige boliger - herunder billige boliger.

 

Sundholm Syd vurderes umiddelbart som den af de tre grunde, hvor der lettest vil kunne udarbejdes plangrundlag, som muliggør boligbyggeri, hvorimod det for Kødbyen og Bystævneparken henholdsvis på grund af frednings- og bevaringsforhold og eksisterende bygningsforhold og -anvendelse vil være vanskeligere.

 

Det indstilles derfor, at der for Sundholm Syd igangsættes udarbejdelse af plangrundlag, som muliggør etablering af boliger samt for Kødbyen og Bystævneparken iværksættes en yderligere afklaring af de planmæssige muligheder med henblik på udarbejdelse af plangrundlag, som muliggør boligudvikling.

 

I forbindelse med tilvejebringelse af plangrundlag for disse grunde indstilles det, at der afsættes midler til gennemførelse af idékonkurrence/parallelopdrag og miljøundersøgelser m.v.

Endvidere indstilles det, at der for 2007 og 2008 for Kløvermarksprojektet ansættes dels en ekstern projektleder til at forestå den daglige projektstyring, dels en ekstern proceskonsulent til at gennemføre en udvidet borgerdialog.

Der er forelagt en separat indstilling vedrørende arkitektkonkurrence på Kløvermarken samt finansiering heraf.

Der er i øjeblikket ikke kapacitet i Teknik- og Miljøforvaltningen til udarbejdelse af plangrundlag for de tre grunde, med mindre andre større plansager, der er i gang eller forventes startet i samme periode, sættes i bero. Teknik- og Miljøforvaltningen vil derfor vurdere mulighederne for at tilvejebringe de fornødne ressourcer.

 

Økonomi

Jf. vedlagte økonominotat - Bilag 4 – gives der i forbindelse med indstillingen følgende bevillinger:

·        Omdisponering af samlet 6 mio. kr. fra Boligplanen. 2,0 mio. kr. til dækning af udgifter i forbindelse med miljøundersøgelser samt 4,0 mio. kr. til dækning af udgifter i forbindelse med idékonkurrence/parallelopdrag på de foreslåede 3 kommunale grunde. 

·        En tillægsbevilling i 2007 og 2008 (2007 p/l) på 1,3 mio. kr. til p.a. dækning af udgifter til konsulenter i forbindelse med udvikling af projektet for Kløvermarken. Bevillingen finansieres ved salget af Kløvermarken. Indtil salget af grunden er sket, mellemfinansieres beløbet af Økonomiudvalgets bevilling Finansposter (kassen).

 

Der er forelagt en separat indsti lling vedrørende arkitektkonkurrence på Kløvermarken samt finansiering heraf.

 

Videre proces

Indstillingen behandles i Borgerrepræsentationen. De relevante forvaltninger forudsættes efterfølgende hørt forud for eller inddraget i forbindelse med udarbejdelse af plangrundlag for de i indstillingen nævnte kommunale ejendomme.

 

Bilag

Øvrige bilag:

Bilag 1: Sundholm Syd

Bilag 2: Kødbyen (Den Grå og den Hvide)

Bilag 3: Bystævneparken

Bilag 4: Oversigt over henholdsvis kapitalbevillinger i 2007 og tillægsbevillinger i 2007 og 2008 vedr. billige boliger

 

Claus Juhl                         Hjalte Aaberg



 

Til top