Mødedato: 10.09.2012, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Etablering af bassinledning i Vigerslevparken

Se alle bilag

Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til om Københavns Energi skal have tilladelse til at etablere en bassinledning i Vigerslevparken, under forudsætning af, at der gives dispensation fra fredningen af parken fra Fredningsnævnet.

Indstilling og beslutning

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender

1. at Københavns Energi får tilladelse til etablering af en bassinledning i Vigerslevparken på de betingelser, der angives i løsningsafsnittet i denne indstilling

Problemstilling

Når det regner kraftigt sker der i dag overløb fra kloakkerne til Damhusåen (Harrestrup Å syd for Roskildevej). Det påvirker dels vandkvaliteten og den økologiske balance i Damhusåen, men også vandkvaliteten i Kalveboderne påvirkes.

Både Københavns Kommunes planer for Harrestrup Å og Statens Vandplaner har peget på overløbene til åen som en væsentlig faktor i den manglende opfyldelse af de lovmæssigt fastsatte mål for vandkvaliteten.

Københavns Energi (KE) har fremsendt forslag om at anlægge et 24.000 m3 stort forsinkelsesbassinanlæg under Vigerslevparken fra Damhussøen til Renseanlæg Damhusåen. Parken ligger i kommunens vestlige side langs grænsen til Hvidovre Kommune (se bilag 1).

Udvalget skal tage stilling til, om der skal gives tilladelse til KE på de betingelser forvaltningen foreslår i nærværende indstilling.

Løsning

Bassinledning foreslået af Københavns Energi

Bassinanlægget skal opmagasinere spildevand og regnvand, der i dag løber ud i åen, når det regner, fordi der ikke er plads i kloakkerne. Når regnen stopper, og der igen er plads i kloakkerne, vil vandet blive sendt til renseanlæg.

KE foreslår, at bassinanlægget udføres som en sammenhængende bassinledning på 3 meter i diameter, over en strækning på 3,4 km (se bilag 1). Udførelsen vil foregå ved tunnelering og dybden af ledningen bliver gennemsnitligt 15 m under terræn. Tunnelering er valgt frem for afgravning fra overfladen, fordi det er det mest skånsomme overfor parkområdet.

KE foreslår, at der etableres 5 arbejdsskakte (- lodrette ”betonbrønde”), så ledningen kan inspiceres med køretøjer, der hejses ned i ledningen. Betonbrøndene er mellem 14 og 18 m i diameter. Skaktene afsluttes mindre end ½ m under terræn, der kan derfor ikke etableres anden beplantning oven på end græs.

Byggepladserne i anlægsperioden vil veksle i størrelse, men i alt skal der, ifølge KE’s projektforslag ryddes ca. 15.000 m2 parkareal. Byggepladserne er placeret både i græsarealer og i tættere bevoksning, med store ældre træer (se bilag 1). Beliggenheden er bestemt af ledningens geometri i forhold til de overløb, den skal afhjælpe. 

Det foreslåede projekt lever op til gældende spildevandsplan. Ved en gennemførelse lever kommunen endvidere op til kravene i statens vandplaner, der pt. er udmøntet i udkast til kommunens vandhandleplaner (vedtaget i Borgerrepræsentationen den 20. juni 2012 og i offentlig høring indtil primo september).

KE’s projektsforslag forudsætter, at der i forbindelse med selve byggepladserne vil blive fældet i alt 85 træer, heraf 58 ca. 50 år gamle og 7 træer der kan være op til 100 år. Af hensyn til materialekørsel, der vil være ca. 4.000 vognlæs med jord og betonrør, skal der desuden ryddes bevoksning og foretages beskæringer.

Når anlægget er færdigt, ønsker KE, at der ca. en gang om ugen sker kørsel til disse skakte i parken på de eksisterende stier.

Såfremt Teknik- og Miljøudvalget giver tilladelse til projektet forventes anlægsperioden at være medio 2013 til ultimo 2016.

 

Teknik- og Miljøforvaltningens forslag til betingelser til projektet

Forvaltningen foreslår at stille en række betingelser til KE’s projekt. Betingelserne omfatter følgende:
 

  • byggepladserne skal være så små som muligt, og KE skal i videst muligt omfang forsøge at finde alternative placeringer af en del af byggepladserne udenfor parken,
  • parkens træer skal beskyttes, så skader på træerne i forbindelse med arbejdet undgås., 
  •  materialetransport  i parken under anlægsperioden skal være skånsom, så skader minimeres,
  • jordvolumen mellem skaktoverflade og terræn skal være af en tykkelse, så beplantning er mulig, og skakterne derfor bliver så diskrete som muligt, 
  • i forbindelse med anlægsprojektet skal støjen fra arbejdet minimeres
  • ved afslutning af anlægsprojektet skal der ske en landskabelige retablering af byggepladser og skakter, som sikrer parkens rekreative værdi,
  • når bassinledningen er færdig og i drift, skal KE i forbindelse med tilsyn minimere kørsel i parken.

Da Vigerslevparken er fredet, skal der efter behandlingen i Teknik- og Miljøudvalget ansøges om en dispensation til anlægget hos Fredningsnævnet.

Sideløbende med projektet vil anlæggelsen af Ringsted-København foregå.

I forbindelse med tilladelserne til igangsætning af de 2 anlægsprojekter vil forvaltningen som vejmyndighed, sikre den nødvendige koordinering af byggepladstrafikken, så bl.a. hensynet til områdets nuværende og fremtidige rekreative værdier tilgodeses mest muligt.

Økonomi

Anlægsudgiften og udgifter til den fremtidige drift af anlægget, påhviler Københavns Energi og finansieres gennem afløbstaksterne.

Forvaltningen vil opkræve leje af det areal, der beslaglægges i forbindelse med byggeriet samt leje af de arealer, hvor parkbrugen vil blive permanent begrænset pga. de skakter, der anlægges. Der vil desuden blive truffet nærmere aftale om kompensation for øgede driftsudgifter som konsekvens af anlægsarbejdet samt genoprettelse af eventuelle skader, der er sket på parken.

Videre proces

Såfremt Teknik- og Miljøudvalget godkender forvaltningens indstilling tilpasses projektet i samarbejde med KE de betingelser, som indstillingen indeholder.

Herefter udarbejder forvaltningen dispensationsansøgning til Fredningsnævnet.

Såfremt Fredningsnævnet giver dispensation, vil forvaltningen fortsætte den myndighedsmæssige behandling af projektet herunder krav til trafikregulering, afledning af spildevand mv.

 

Hjalte Aaberg

                      /Jon Pape

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i møde den 10-09-2012

Det Radikale Venstre stillede ændringsforslag til indstillingen om, at tilføje et 2. at-punkt:

”2. at Teknik- og Miljøforvaltningen arbejder for at få antallet af fældede træer bragt ned samt at minimere generne fra byggepladserne.”

Ændringsforslaget blev vedtaget.

Indstillingen blev godkendt.

Morten Kabell (Ø) var inhabil og deltog ikke i behandlingen af punktet.
Lars Berg Dueholm (I) var ikke til stede under behandlingen af punktet.

SF og Det Radikale Venstre og Signe Goldmann (løsgænger) afgav protokolbemærkning:

”SF, Det Radikale Venstre og Signe Goldmann (løsgænger) vil anbefale KE, at der etableres et tæt samarbejde med Valby Lokaludvalg om inddragelse og orientering af borgerne i processen.”
Til top