Mødedato: 10.09.2012, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Godkendelse af opfølgning på Budget 2012 vedr. lokalplaner og fleksibilitet

Se alle bilag

Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget skal godkende at beslutning i Budget 2012 vedr. lokalplaner og fleksibilitet, er opfyldt med nærværende indstilling

Indstilling og beslutning

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget anbefaler,

1.       at Teknik- og Miljøforvaltningen med denne indstilling har opfyldt Budget 2012 vedr. 
      fleksible lokalplaner, jf. bilag 1

Problemstilling

I det af Borgerrepræsentationen vedtagne Budget 2012 indgår spørgsmålet om fleksible lokalplaner med følgende formulering:

”Lokalplaner har været en hindring for en hensigtsmæssig placering af arbejdspladser og skabelse af vækst, og det har derfor været nødvendigt at beslutte nye lokalplaner førend der kan ske en hensigtsmæssig byudvikling. Parterne ønsker derfor, at Teknik- og Miljøforvaltningen i regi af Fast Track Forum afdækker potentialet for, at lokalplanerne ikke fremover er en unødig barriere i anlægsprocesserne. Dette bl.a. ved, at mulighederne afdækkes for mere rummelige lokalplaner, der bl.a. kan indeholde varierede typer af arbejdspladser mv. Resultaterne af processen præsenteres for Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget i foråret 2012.”

 

På baggrund heraf har forvaltningen foretaget en første kortlægning af potentielle lokalplaner, hvor plangrundlaget ikke er i overensstemmelse med kommuneplanen, og vurderes at være en hindring for fleksibilitet, og på den baggrund fundet en række lokalplaner, hvor der kan udarbejdes en ny lokalplan eller aflysning af lokalplan, jf. bilag 1.

 

En redegørelse herom er forelagt Fast Track Forum i juni 2012

Løsning

Ved en fleksibel lokalplan forstås, at anvendelses mulighederne er brede og mange forskellige funktioner kan finde sted inden for et lokalplanområde. Anvendelsen skal dog være i overensstemmelse med de rammer, som kommuneplanen sætter for lokalplanlægningen. Hovedparten af de gældende nyere lokalplaner, indeholder kommuneplanens fulde ordlyd for anvendelser. Ældre lokalplaner kan være i strid med den gældende kommuneplan, idet den løbende justering af kommuneplanen bevirker, at rammerne for lokalplanlægningen ændres. Det kan f.eks. betyde, at eksisterende bygninger ikke kan anvendes til serviceerhverv, selvom kommuneplanen muliggør det, fordi der er en lokalplan, som bestemmer, at anvendelsen alene er til industri. Hvis der fremkommer ønsker i overensstemmelse med kommuneplanen, men ikke med lokalplanen, skal det overvejes om muligheden for at efterkomme dette, skal ske ved dispensation, ny lokalplan eller ved aflysning af lokalplan.

Fleksibilitet er også knyttet til bebyggelsens omfang, placering og æstetik. Disse bestemmelser er meget knyttet til det konkrete sted, og derfor er det vanskeligt at opstille generelle retningslinjer for fleksibilitet på disse områder, og det bør nøje overvejes i hver plan, hvad der er vigtigt af fastholde.

Dispensationer er også et redskab til at skabe mere fleksibilitet indenfor et lokalplanområde. En dispensation kan kun meddeles, hvis den ikke er i strid med principperne i planen. Principperne i en lokalplan er planens formålsbestemmelser og de anvendelsesbestemmelser, som er fastsat ud fra formålet med planen.

 

Eksempler på fleksible lokalplaner

Forvaltningen har i 2011/2012 udarbejdet flere lokalplaner, hvor et af formålene er at ændre anvendelsen og hermed bringe lokalplanerne i overensstemmelse med kommuneplanen. Som eksempel, jf. bilag 1, kan nævnes, ”Jenagade”, der forventes endeligt vedtaget af Borgerrepræsentationen i oktober 2012. Lokalplanområdet for ”Jenagade” omfatter industriområderne omkring Holmbladsgade/Strandlodsvej. Der har gennem længere tid, været ønsker om anvendelser af eksisterende bygninger til f.eks. serviceerhverv, der ikke var muliggjort i den gældende lokalplan. I Kommuneplan 2011 er rammerne ændret fra industri til serviceerhverv, hvilket sammen med konkrete byggeønsker fra enkelte grundejere har nødvendiggjort udarbejdelse af lokalplan ”Jenagade”.

 

Nye lokalplaner

Der er sket en betydelig ændring i erhvervsstrukturen i kommunen. I takt med, at industrien er flyttet ud og havnefunktionerne koncentreret i nord- og østhavnen, har store områder skiftet status fra industri- og havneformål til blandet erhverv, serviceerhverv og boliger, mens andre er på vej.

 

Forvaltningen har derfor gennemgået en række lokalplaner for industri- og havneområder. Typisk efterspørges lokaler til en anden anvendelse end tilladt i lokalplaner. Forvaltningen har langt hen ad vejen kunnet dispensere, men idet der ikke er mulighed for at dispensere fra formålet og anvendelsesbestemmelsen, er der en begrænset fleksibilitet i den mulighed.

 

På den baggrund foreslås, at der udarbejdes et nyt plangrundlag, i dialog med grundejer, for ”Refshaleøen” og ”Nordhavn”, der i kommuneplanen er udlagt som perspektivområder, og hvor der er givet mulighed for en række midlertidige anvendelser. Forvaltningen er i dialog med Refshaleøens Ejendomsselskab, der ønsker at udnytte kommuneplanens mulighed for midlertidige anvendelser bl.a. med henblik på at udnytte ubebyggede arealer til bylandbrug i forbindelse med stedets madværksteder, solcelleanlæg, husbåde mv. Forvaltningen forventer, at fremsende forslag til tillæg til lokalplan nr. 209 ”Refshaleøen” ultimo 2012. Endvidere forventes der igangsat en dialog med grundejer omkring et eventuelt tillæg til lokalplan nr. 177 ”Nordhavn” i efteråret 2012.

 

 

Endvidere er der lokalplaner, der muliggør lettere industri, hvor flere grundejere ønsker mulighed for at anvende bygningerne til mere end tilladt i lokalplan. Det gælder lokalplan nr. 83 ”Poppelstykket” og lokalplan nr. 131 ”Blushøjvej”. Endvidere er der en reguleringsplan, der omfatter dele af Nyhavn. Den vil kunne aflyses i forbindelse tilvejebringelse af ny lokalplan for et større område omkring Nyhavn, jf. bilag 1. Tilvejebringelse af et nyt plangrundlag for disse områder bør afvente den proces, der er igangsat, herunder dialog med grundejere.

Aflysning af lokalplaner

Med ændring af planloven på. 1. juli 2012 er, det blevet muligt, at aflyse en lokalplan uden at erstatte den med en ny. Det foreslås, at denne mulighed tages i anvendelse efter en konkret vurdering, jf. bilag 1.  

Økonomi

Der er ingen økonomi tilknyttet nærværende indstilling.

Videre proces

Forvaltningen vil på baggrund af indstillingen igangsætte udarbejdelse af lokalplan for ”Refshaleøen” med henblik på, at fremsende forslag til tillæg til lokalplan nr. 209 ”Refshaleøen” til politisk behandling ultimo 2012.

 

Tilvejebringelse af en række lokalplaner/reguleringsplan afventer en nærmere dialog med grundejer, og er ikke tidsfastsat endnu: 

 

  • Lokalplan nr. 131 ”Blushøjvej”
  • Lokalplan nr. 83 ”Poppelstykket”.
  • Lokalplan nr. 177 ”Nordhavn”
  • Reguleringsplan ”Nyhavn”.

 

Følgende lokalplaner/reguleringsplaner forventes aflyst efter en nærmere vurdering og i forhold til konkrete behov/byggeønsker. Indstilling herom vil løbende blive forelagt til politisk behandling:

  • Lokalplan nr. 261 ”Provstevej”  
  • Lokalplanerne omkring Glentevej (nr. 77, 146 )
  • Lokalplan nr. 274 ”Musvågevej”
  • Reguleringsplanen ”Fehmergade” 

                          Hjalte Aaberg

                                                                                       /Simon Kjær Hansen

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i møde den 10-09-2012

Indstillingen blev godkendt.
Til top