Genopretning af fysiske værdier i kommunens grønne områder
Indstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
- at Teknik- og Miljøforvaltningens foreslåede genopretnings- og vedligeholdelsesplan indarbejdes i det kommende budgetnotat som opfølgning på hensigtserklæringen om dette i Budget 2025, jf. løsningsafsnittet.
Problemstilling
I Budget 2023 (BR 6. oktober 2022) (B, C, D, I, O, V, Ø og Å) blev der vedtaget følgende hensigtserklæring: ”Parterne er enige om, at Teknik- og Miljøforvaltningen i samarbejde med Økonomiforvaltningen kortlægger vedligeholdelses- og genopretningsbehovet på byens fysiske værdier i de grønne områder og udarbejder en plan for en omkostningseffektiv genopretning.” Teknik- og Miljøforvaltningen har i samarbejde med Økonomiforvaltningen gennemført kortlægningen, som viser et samlet genopretningsefterslæb på 723,7 mio. kr. og 59,2 mio. kr. til vedligehold. Teknik- og Miljøudvalget skal på den baggrund tage stilling til forvaltningens anbefaling til genopretnings- og vedligeholdelsesplan, der er svar på en hensigtserklæring fra Budget 2023.
Løsning
Der er løbende blevet afsat finansiering i budgetaftaler til renovering og genopretning af diverse fysiske værdier i de grønne områder. Herunder kan nævnes eksempler som Skydebanemuren på Vesterbro, Bispebjerg kirkegårdsmur og spiret på Nordre Kapel på Vestre Kirkegård. Teknik og Miljøforvaltningen ønsker at overgå til en langtidssikret løsning for planlagt vedligehold og genopretning af kommunens fysiske værdier i de grønne områder.
Kortlægning og tilstandsregistrering af de fysiske værdier, herunder bygninger, bygværker, belægninger og inventar, er udført i 2022-2023 med ekstern bistand fra Niras og Sweco. Bilag 2 indeholder en liste over elementer inkluderet i kortlægningen og tilstandsregistreringen. Tilstands- og behovsvurderingen er udført efter Københavns Ejendommes (KEJD) kategoriseringsmodel fra 1 (god) til 5 (nedslidt). På baggrund af kortlægningen er det samlede genopretningsbehov opgjort til 723,7 mio. kr. og det årlige vedligeholdelsesbehov til 59,2 mio. kr. Det samlede genopretningsefterslæb vil i 2043 udgøre ca. 1,5 mia. kr., hvis der ikke tilføres tilstrækkelige midler til genopretning af de grønne områder. Analyseresultaterne blev forelagt Teknik- og Miljøudvalget den 27. februar 2024.
Teknik- og Miljøforvaltningen har i dialog med Økonomiforvaltningen undersøgt forskellige scenarier for at gennemføre en omkostningseffektiv genopretning, og forvaltningen foreslår på den baggrund en 19-årig genopretnings- og vedligeholdelsesplan fra 2025-2043, hvor der årligt afsættes 55 mio. kr. til indsatsen, jf. bilag 3. Planen løfter de mest nedslidte fysiske værdier i byens grønne områder og stopper det accelererende forfald. Planen indebærer, at genopretningen af de fysiske værdier sker på det økonomisk optimale tidspunkt, da det er afgørende for en omkostningseffektiv plan for de fysiske elementer. Den økonomiske fordel ved at udføre genopretningsarbejder på det rette tidspunkt består i at undgå store, omkostningstunge reparationer eller erstatninger senere hen. For eksempel, hvis en gangsti i en park viser tidlige tegn på slid, kan reparationer udføres relativt billigere på dette tidspunkt. Ignoreres dette, og stien bliver mere nedslidt og kræver omfattende reparationer eller udskiftning, vil omkostningerne være betydeligt højere.
Genopretningen vil sikre et stort og synligt løft af byens fysiske værdier i de grønne områder, der i dag fremstår nedslidte. Borgere vil bemærke, at områderne bliver mere indbydende og funktionelle, fx ved, at stier og trapper fremstår vedligeholdt og sikre. Når nedslidte stier og trapper bliver genoprettet og vedligeholdt, bliver området mere tilgængeligt og komfortabelt for borgere i alle aldersgrupper. Dette fremmer regelmæssig brug af parken til aktiviteter som gåture, løb og afslapning. Desuden kan renovering af mure og bygninger forbedre sikkerheden og æstetikken i området. Dette kan øge både brugertilfredshed, fællesskabsfølelsen og stolthed over byens grønne områder. Samlet set vil en genopretning bidrage til et sundere, mere velholdt og trygt miljø, for alle borgere og brugere, der færdes i byens grønne områder.
Under genopretnings- og vedligeholdelsesrammen har forvaltningen valgt at finansiere to foranalyser af projekterne, hhv. soppesøen i fælledparken og trædæk på land/vand jf. bilag 4. Evt. gennemførsel af genopretning på baggrund af foranalysernes resultater skal finansieres ved særskilte budgetnotater, da udgiften ikke kan holdes inden for genopretnings- og vedligeholdelsesrammen.
Budgetmodel
Gennemførslen af genopretnings- og vedligeholdelsesplanen forudsætter, at der bliver afsat finansiering til det i de kommende budgetforhandlinger. Der er overordnet set to mulige måder at finansiere genopretnings- og vedligeholdelsesplanen. Den ene er, at der bliver afsat en årlig rammebevilling til det, som bliver udmøntet til konkrete indsatser igennem indstillinger til udvalget og Borgerrepræsentationen. Den anden er via årlige reservationer med Indkaldelsescirkulæret, hvor midlerne udmøntes gennem budgetaftalen til konkrete genopretningsprojekter i lighed med genopretningsindsatsten for vejområdet. For begge muligheder gælder det, at der ikke tildeles anlægsmål til indsatsen, og Teknik- og Miljøudvalget vil derfor skulle håndtere det samlede anlægsmåltal via overbookingen.
Afgrænsning og fremtidige projekter
Rammen for genopretnings- og vedligeholdelsesplanen afgrænser en række elementer. Disse elementer vurderes enten ikke at være så nedslidt, at der er behov for nærtstående genopretning, eller forvaltningen har vurderet, at de kan fremstå nedslidte, uden der er fare for personskade. Teknik og Miljøforvaltningen har valgt at afgrænse totaløkonomien for genopretnings- og vedligeholdelsesefterslæbet til 55 mio. kr. årligt i perioden 2025-2043. Behovet omfatter dermed ikke elementer, som har brug for yderligere analyse eller anden proces. Herunder kan nævnes:
- Bevaringsværdige gravminder er reduceret fra 3.000 til 1.400 gravminder af særlig historisk betydning
- Bredsikring, trækonstruktioner og små parksøer er reduceret til halvdelen af det kortlagte genopretningsbehov med fokus på bygningskonstruktioner med væsentlig betydning for veje og infrastruktur
- Linjedræn genoprettes indenfor eksisterende bevillingsramme, da behovet har vist sig at være af mindre grad.
Elementer, der vurderes at være meget specialiserede eller meget omkostningstunge, blev afgrænset forud for analysens opstart i kommissoriet. Det eventuelle genopretningsbehov for disse elementer kendes således ikke. Eventuel genopretning af disse elementer vil ske via planlagt vedligehold (rettidig omhu) og via særskilt budgetansøgning. Elementer, som ikke er omfattet af den økonomiske ramme:
- Udvalgte driftspladser og bemandede legepladser
- Udvalgte springvand
- Monumenter, skulpturer, parkbelysning, strande, blomsterbede, motionsudstyr, fitness, parkourredskaber, cykelstativer, bomme, mv.
Konsekvens ved underfinansiering
Hvis ikke der afsættes midler til genopretning, vil elementerne forfalde yderligere, og de grønne områder vil fremstå mere nedslidte. Dette vil blandt andet betyde, at inden for en kommende årrække vil de elementer som i dag fremstår i en god og acceptable tilstand, forfalde til nedslidt og i værste fald kræve en total udskiftning. I nogle tilfælde kan der opstå problemer med sikkerheden for medarbejdere og borgere. Eksempelvis kan mure vælte, der kan komme flere og større huller i cykelstierne, trapper kan være farlige at færdes på osv. Hvis der ikke afsættes finansiering til genopretnings- og vedligeholdelsesplanen, vil den økonomiske konsekvens være, at de samlede udgifter til genopretning af de fysiske værdier vil stige markant.
Politisk handlerum
Der kan vælges, at budgetnotatet indeholder en eller flere alternative løsninger:
- Det kan prioriteres at nedskalere genopretnings- og vedligeholdelsesplanen yderligere således, at kommunen vælger kun at genoprette de mest nedslidte elementer uden at forhindre et accelererende forfald på forvaltningens øvrige portefølje. Den årlige genopretningsbevilling fordeles på 55 mio. kr. i 13 år fra 2025-2037, jf. bilag 3.
- Det er muligt at afsætte en del af bevillingen som en varig driftsbevilling frem for en anlægsbevilling. Derved opretholdes værdien af anlægsinvesteringen også efter bevillingsudløbet.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Teknik- og Miljøforvaltningen kvalificerer finansieringsbehovet yderligere i forbindelse med udarbejdelsen af budgetnotatet. Forvaltningen går også i dialog med Økonomiforvaltningen om mulige styringsmodeller for genopretnings- og vedligeholdelsesplanen og om at melde den ind som rettidig omhu til budgetforhandlingerne på grund af, at der er stigende udgifter til det, hvis finansieringen af det udskydes. Finansieringen af planen afhænger af, at der bliver afsat finansiering ved forhandlingerne om Budget 2025.
Budgetnotatet vil blive forelagt Teknik- og Miljøudvalget i forbindelse med budgetdrøftelsen den 19. august 2024.
Søren Wille
/ Rikke Skovbølling Brandt
Beslutning
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 10. juni 2024
Indstillingen blev godkendt uden afstemning.