Medlemsforslag om fremkommelighed og parkering
Det foreslås, at Teknik- og Miljøudvalget beslutter,
- at fremkommeligheden for bilisterne i København ikke må forringes i det videre arbejde med mobilitetsanalyserne.
- at der ikke må nedlægges gadeparkeringspladser i København - som led i det videre arbejde med mobilitetsanalyserne - uden at de bliver erstattet samtidigt med nye parkeringspladser i parkeringshuse.
- at beboerparkeringslicenserne ikke må stige som led i det videre arbejde med mobilitetsanalyserne.
- at planerne i mobilitetsanalyserne om at lave lukkede trafikøer med deraf følgende omvejskørsel udgår af det videre arbejde med mobilitetsanalyserne.
- at der ikke på Ring II, H. C. Andersens Boulevard samt Langebro indføres restriktioner som led i arbejdet med mobilitetsanalyserne, så de reelt lukkes for andet end elbiler fra 2025.
- at fremkommeligheden til og fra Amagers 200.000 beboere ikke må begrænses ved kun at tillade elbiler på Langebro fra 2025.
- at den kollektive trafik udbygges markant med Metrolinjer til alle bydele, for at sikre en stor fremkommelighed og så man kan komme hvor som helst i København på under en halv time.
- at der i forbindelse med forberedelse af alle lokalplaner indeholdende bilparkeringspladser, tages en dialog med bygherren med henblik på at fremme opsætning af flest mulige elladestandere.
- at de eksisterende miljøzoner for busser og lastbiler fra 2025 udvides til også at omfatte personbiler.
(Stillet af Det Konservative Folkeparti)
Motivering
To analyser - En grøn omstilling af trafikken og Reduktion af biltrafik og tung trafik i Indre By og brokvartererne - er fremkommet med en række anbefalinger.
Der anbefales initiativer, der kan nedsætte fremkommeligheden med op til 70 minutter i København. Der er forslag om at nedlægge samtlige 125.000 gadeparkeringspladser samt forslag om at forhøje beboerparkeringslicensen til 24.000 kr. om året.
Analyserne er bestilt af Socialdemokraterne, Venstre, Enhedslisten, Alternativet, Socialistisk Folkeparti og Det Radikale Venstre.
Vi er bekymrede for københavnernes hverdag, hvis de fremover ikke har adgang til parkeringspladser, eller hvis københavnske familier fremover skal betale 2.000 kr om måneden for at parkere på de færre og færre parkeringspladser.
Det vil også nedsætte fremkommeligheden markant, hvis København inddeles i 13 lukkede trafikøer, så man skal køre meget rundt for at komme ud af den “labyrint”, som man bor i og komme til en anden bydel eller på ud af kommunen.
Det vil også være katastrofalt for de 200.000 amagerkanere, hvis deres væsentligste adgangsvej til øen - Langebro lukkes for andet end elbiler.
For at få et renere København foreslår vi i stedet markant udbygning af den københavnske Metro til alle bydele, så man kan komme hvor som helst i København på under en halv time.
Derudover foreslår vi, at de eksisterende miljøzoner for busser og lastbiler udvides til også at omfatter personbiler, så biler ældre end 2013 skal påmonteres filtre for at køre i København.
Beslutning
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 10. maj 2021
Sagen blev udsat.