Indtægtsbevilling til projekt om facilitering af lokal klimahandling (HANDS-ON)
Teknik- og Miljøforvaltningen har ansøgt og modtaget tilsagn om ekstern finansiering til et projekt om deltagelse af boligforeninger i den grønne omstilling. For at modtage ekstern finansiering skal Borgerrepræsentationen godkende at modtage finansieringen jf. Københavns Kommunes bevillingsregler. Borgerrepræsentationen skal på den baggrund tage stilling til modtagelse af tilskud fra EU’s LIFE program til projektet HANDS-ON i samarbejde med flere europæiske storbyer.
Indstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at Teknik- og Miljøforvaltningen modtager tilskud fra EU LIFE på 2,3 mio. kr. for at deltage i projektet HANDS-ON. Der skal på den baggrund gives en indtægts- og udgiftsbevilling på 2,3 mio. kr. på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær drift, jf. økonomiafsnittet.
Problemstilling
Af Københavns Kommunes Bevillingsregler, vedtaget af Borgerrepræsentationen den 3. oktober 2024 fremgår, at Borgerrepræsentationen skal tage stilling til indtægter til kommunale aktiviteter.
Teknik- og Miljøforvaltningen har fået tilsagn den 22. januar 2025 om tilskud fra EU LIFE til at indgå i et projekt, der understøtter inddragelse af borgere og boligforeninger i omstilling af byens bygninger. Projektet understøtter visionen ”Vores København” på Teknik- og Miljøområdet (TMU 29. januar 2024), herunder særligt temaerne ”Sammen om byen” og ”Klimavenlig hverdag”. Denne indstilling er en standardindstilling i forhold til at overholde bevillingsreglerne for Københavns Kommune. Under løsning beskrives kort det projekt, som indtægtsbevillingen bidrager til at finansiere.
Borgerrepræsentationen skal tage stilling til, om den tildelte finansiering fra EU LIFE kan modtages og anvendes til projektet HANDS-ON.
Løsning
HANDS-ON er et EU finansieret projekt, der i perioden 2025-2028 hjælper europæiske kommuner og regionale myndigheder ved at udvikle metoder til at engagere boligforeninger og andre lokale fællesskaber i at omstille deres ejendomme til fremtidens bæredygtige by gennem forbedret drift, vedligehold og renovering.
HANDS-ON styrker forvaltningens arbejde med inddragelse og deltagelse af borgere i den grønne omstilling med særlig fokus på boligforeninger og bygningsfornyelse. Metoden er en nedefra-og-op tilgang, der tager udgangspunkt i lokale fællesskaber og deres forståelser, behov og ønsker. Resultatet skal styrke handlekraften hos de lokale fællesskaber som fx boligforeninger og hjælpe dem til at etablere lokale målsætninger for klimahandling.
Politisk handlerum
Såfremt Teknik- og Miljøforvaltningen ikke modtager tilskud, vil det ikke være muligt at gennemføre projektet.
Økonomi
Københavns Kommunes del af projektet udgør 2,4 mio. kr. af en samlet økonomisk ramme på 13,7 mio. kr. Projektet er 95 % finansieret af EU LIFE (2,3 mio. kr.), og Københavns Kommune finansierer dermed selv 5 % i form af medarbejderressourcer (0,1 mio. kr.). Der skal ikke betales fondsmoms i forbindelse med tilskuddet. Teknik- og Miljøforvaltningen forventer ingen afledte driftsudgifter i forbindelse med projektet.
De bevillingsmæssige ændringer i forbindelse med modtagelse af de 2,3 mio. kr. fra HANDS-ON, udbetalt af EU LIFE programmet fremgår af tabellen nedenfor:
Tabel 1. Bevillingsmæssige konsekvenser
At-punkt |
Udvalg |
Bevilling (nr. og navn) |
Funktion |
Indtægt
(I) / |
Beløb i 1.000 kr.* (2025 p/l) |
Varig? |
|||
2025 |
2026 |
2027 |
2028 |
||||||
1. |
TMU |
1000 - Ordinær drift |
0.25.10.1 |
I |
-700 |
0 |
-1.167 |
-467 |
Nej |
1. |
TMU |
1000 - Ordinær drift |
0.25.10.1 |
U |
259 |
828 |
828 |
419 |
Nej |
1. |
ØU |
Finansposter |
8.22.05.5 |
U |
441 |
-828 |
339 |
48 |
Nej |
I alt |
- |
- |
- |
- |
0 |
0 |
0 |
0 |
- |
*Øgede indtægter er indikeret med negativt fortegn, mens reducerede indtægter ikke er indikeret med et fortegn. Øgede udgifter er indikeret uden fortegn, mens reducerede udgifter er indikeret med negativt fortegn.
Videre proces
Når Borgerrepræsentationen har godkendt indstillingen, orienterer Teknik- og Miljøforvaltningen projektledelsen for HANDS-ON om, at tilskud modtages, og projektet igangsættes medio 2025 med de øvrige parter i projektet.
Søren Wille
/ Peter Højer