Fældning og genplantning af træer ifm. genopretning af Frederiksborgvej, Bispebjerg
Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til at fælde og genplante 91 træer på Frederiksborgvej mellem Bispebjerg Torv og kommunegrænsen ifm. det vedtagne genopretningsprojekt på strækningen. De eksisterende træers rødder har løftet og ødelagt cykelstiens asfalt. Bevaring af træerne indebærer, at cykelstien skal hæves lokalt ud for træerne med en dårlig cykelkomfort til følge. Nye og mere egnede træer vil derimod give mulighed for en bedre og mere holdbar løsning med færre udgifter til fremtidig drift.
Indstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
- at 91 træer på Frederiksborgvej mellem Bispebjerg Torv og Rødkløvervej fældes og erstattes af nye og mere velegnede træsorter i forbindelse med det vedtagne genopretningsprojekt på strækningen.
Problemstilling
Borgerrepræsentationen frigav på Genopretningsramme 2024 (BR 19. august 2021) midler til en række vejgenopretningsprojekter, herunder 73,5 mio. kr. til genopretning af Frederiksborgvej mellem Landsdommervej og kommunegrænsen.
Delstrækningen fra Bispebjerg Torv til Rødkløvervej er beplantet med 91 platantræer placeret i parkeringssporet mellem cykelsti og kørebane (bilag 2). Træernes rødder er under cykelstien, så asfalten bliver løftet, slår revner og er blevet meget ujævn (bilag 3). Planlægningen af genopretningsprojektet afhænger således af, om træerne skal bevares eller fældes og erstattes af nye træer.
Teknik- og Miljøudvalget sendte sagen tilbage den 3. februar 2025 med henblik på at undersøge mulighed for at fælde nogle af træerne og bevare andre. På den baggrund er det politiske handlerum udvidet med en ny mulighed, og de forskellige muligheder sammenlignes i bilag 6.
Løsning
Forvaltningen anbefaler, at den eksisterende træbeplantning fældes, og at der i stedet plantes tilsvarende 91 træer af en anden træsort med mindre rodnet, i forbindelse med genopretningsprojektet.
Forvaltningen har undersøgt muligheder for at bevare de eksisterende træer, der er plantet i 2001, ifm. genopretningen. Det er ikke en løsning at fjerne rødderne under cykelstien, da det vil afkorte træernes levetid væsentligt og i nogle tilfælde få træet til at gå ud. Det er heller ikke muligt at flytte cykelstien længere væk fra træerne.
Forvaltningen har udbudt genopretningsprojektet i totalentreprise og har sammen med totalentreprenøren og dennes rådgiver projekteret en løsning, hvor 95 % af træerne kan bevares ved at hæve cykelstiens niveau med op til 15 cm. Da det ikke er muligt at hæve cykelstien generelt af hensyn til de omgivende arealer, ville den kun blive hævet lokalt ud for træerne. Konsekvensen er imidlertid, at cykelstiens niveau og hældning ville variere en del med dårlig cykelkomfort til følge. Holdbarheden af denne løsning forventes kun relativt kortvarig, da rødderne fortsat vil ødelægge asfalten.
Forvaltningen vurderer derfor, at nye træer på strækningen vil give den bedste løsning, idet komforten på cykelstierne sikres, ligesom udgifterne til fremtidig drift begrænses mest muligt (bilag 4).
Træer
Løsningen indebærer, at 91 platantræer plantet i 2001 fældes. Stammerne på de eksisterende træer har en omkreds på cirka 100 cm. Idet der er tale om platantræer, og placeringen dertil er langs en befærdet vej, vurderes fældning af træerne at have minimal betydning for biodiversiteten.
I stedet plantes der tilsvarende 91 nye træer med mindre rodnet, som kan få optimerede vækstforhold; primært elmetræer suppleret af bl.a. ege- og fuglekirsebærtræer for at styrke biodiversiteten. De nye træer vil have en stammeomkreds på cirka 16-20 cm ved plantning. Antallet af træer er således uændret.
Politisk handlerum
Det kan besluttes, at
- Genopretningsprojektet for Frederiksborgvej gennemføres som et kompromis, hvor omkring 50 % af træerne bevares, mens de øvrige fældes og erstattes med nye træer. Løsningen vil betyde, at størstedelen af træerne på strækningen nord for Bispebjerg Park Allé bevares, mens stort set alle træerne mellem Bispebjerg Torv og Bispebjerg Park Allé fældes. Cykelstien projekteres derfor forskelligt på de to strækninger. Forvaltningens foreløbige vurdering af, hvilke træer der vil skulle hhv. bevares og fældes, fremgår i bilag 5. De bevarede træer forventes at skulle udskiftes inden for 5-10 år, når rodnettet udgør et større problem for asfalten.
- Gennemføre den projekterede løsning, hvor cykelstien kun hæves lokalt ud for træerne mhp. at bevare de 91 platantræer. Denne løsning fraviger Københavns Kommunes standarder for fortove og cykelstier og har en negativ indvirkning på cyklisternes kørekomfort. Forvaltningen vurderer, at det sikkerhedsmæssigt er en acceptabel løsning, men vurderer, at plantning af nye træer giver mulighed for en bedre samlet løsning.
Økonomi
Genplantning af de nye træer i genopretningsprojekter finansieres via driftspuljen (0,5 mio. kr.), og indstillingen har derfor ingen økonomiske konsekvenser.
Genopretningsprojektet forventes dog i sin helhed at overstige bevillingen, eksklusive risikotillæg, med ca. 10 mio. kr. Dette skyldes bl.a., at budgetteringen på bevillingstidspunktet var baseret på gennemsnitsberegninger for en standardgenopretning, hvilket har vist sig utilstrækkeligt ift. den konstaterede slitage m.m. Entreprenørudgifterne til projektet er således højere end forventet. Der ansøges derfor om en tillægsbevilling i 1. anlægsoversigt 2025 fra "Mer-/mindreforbrug vedr. genopretning", som behandles af Borgerrepræsentationen den 27. marts 2025.
Videre proces
Når Teknik- og Miljøudvalget har godkendt indstillingen, vil forvaltningen afslutte projekteringen af den pågældende strækning og igangsætte udførelsen. Det samlede genopretningsprojektet forventes afsluttet i sommeren 2026.
Søren Wille
/ Peter Højer