Anmeldelse om nedrivning af ejendommen Jagtvej 69
Anmeldelse om nedrivning af ejendommen Jagtvej 69
Teknik- og Miljøudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 10. januar 2007
Sager til beslutning
14. Anmeldelse om nedrivning af ejendommen Jagtvej 69
TMU 5/2007 J.nr. 619.0060/06
Der skal tages stilling til en anmeldelse fra ejeren
af ejendommen Jagtvej 69 om nedrivning af ejendommen.
BESLUTNING
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at
Teknik- og Miljøudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler, at ejendommen Jagtvej 69
kan nedrives, når den tekniske sagsbehandling af nedrivningsprojektet er tilendebragt. |
PROBLEMSTILLING
Ejeren af ejendommen Jagtvej
69, Human A/S, har d. 2. januar 2007 anmodet om tilladelse til at nedrive
bygningen, hvis det vurderes, at det ikke vil være rentabelt at istandsætte
bygningen.
Et ønske om nedrivning kræver
en forudgående anmeldelse fra ejeren til kommunen, der inden for 4 uger skal
reagere på anmeldelsen. Kommunen tager - udover det rent tekniske omkring
nedrivningen - stilling til, om bygningen skal bevares. Såfremt man ønsker
bygningen bevaret, kan dette kun ske efter udarbejdelse af en bevarende lokalplan
for ejendommen, hvilket blev forkastet med Borgerrepræsentationens beslutning i
mødet den 14. december 2006 (BR715/06, Nr. 4).
Borgmester Klaus Bondam har på foranledning af et ønske fra et
udvalgsmedlem tilkendegivet, at en anmeldelse om nedrivning vil blive forelagt
Teknik- og Miljøudvalget.
For så vidt angår det bevaringsmæssige, er Jagtvej 69 - som alle andre
bygninger fra før 1940 - registreret i Københavns Kommunes SAVE-registrering og
givet karakteren 3. I registreringen er der givet karaktererne 1-9. 1-3 svarer
til høj bevaringsværdi, 4-6 middel bevaringsværdi og 7-9 lav bevaringsværdi.
Vurderingen er en vejledende registrering, der indgår som en del af grundlaget
ved udarbejdelse af bl.a. lokal- og byfornyelsesplaner. En konkret vurdering af
hvorvidt en bygning bør bevares inddrager således også en række andre forhold,
for eksempel forholdet til omgivende bebyggelse og til omgivelserne i øvrigt og
fremtidige bebyggelsesmuligheder.
Bevaringsværdien gives ud fra en vægtning af følgende parametre:
arkitektonisk værdi, kulturhistorisk værdi, miljømæssig værdi, originalitet og
tilstand. Bevaringsværdien for Jagtvej 69 er tildelt på baggrund af den
kulturhistoriske værdi. De øvrige værdier er ikke vurderet højt. Jvf. bilag 1,
Fredede og bevaringsværdige bygninger, Kulturarvsstyrelsen.
Bygningen har i kraft af en tidligere anvendelse som Folkets Hus, afd.
Nørrebro, og brug til ungdomshus tilknyttet en særlig historie. Dette er
baggrunden for, at den kulturhistoriske værdi er høj. Ud fra en
helhedsvurdering bedømmes bygningen dog ikke at være bevaringsværdig. Den
vurderes ikke at underbygge en bymiljømæssig sammenhæng i karréen med sin
tilbagetrukne placering i forhold til Jagtvej, der giver et brud i
facadeforløbet. Bygningen er hovedsageligt orienteret mod en smal passage vest
for bygningen, og er ikke en del af en sammenhængende bebyggelse. Facademæssigt
fremstår den såvel mod Jagtvej som passagen uden nævneværdige kvaliteter, og
vurderes derfor heller ikke i arkitektonisk henseende at være af væsentlig
eller umistelig karakter. Jvf. bilag 2a og 2b, Skråbilleder.
Forvaltningen vurderer, at en eventuel fremtidig bebyggelse på den
aktuelle ejendom vil kunne udformes, sådan at den i højere grad underbygger en
bebyggelsesmæssig sammenhæng i området.
Med afsæt i ovennævnte vurderer Teknik- og Miljøforvaltningen ikke, at
der er grundlag for at revurdere Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den
14. december 2006 (BR715/06, Nr. 4), hvori man forkastede et medlemsforslag om
at udarbejde et forslag til en bevarende lokalplan for ejendommen Jagtvej 69.
ØKONOMI
VIDERE PROCES
Såfremt Teknik- og
Miljøudvalget anbefaler over for Borgerrepræsentationen, og Borgerrepræsentationen
godkender nedrivningen, vil forvaltningen - når den tekniske sagsbehandling af
nedrivningsprojektet er tilendebragt - kvittere for anmeldelsen om nedrivning,
der herefter kan gennemføres.
Såfremt Teknik- og
Miljøudvalget og Borgerrepræsentationen ønsker bygningen bevaret, vil
forvaltningen nedlægge forbud mod nedrivningen efter planlovens § 14 og herefter
iværksætte proceduren for udarbejdelse af bevarende lokalplan.
BILAG
Bilag 1a-b Fredede
og bevaringsværdige bygninger, Kulturarvsstyrelsen.
Bilag 2a-b Skråbilleder