Mødedato: 09.11.2020, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, udv. D

Drøftelse om spildevandsudledning i Utterslev Mose, Brønshøj-Husum (udsat sag)

Se alle bilag

Teknik- og Miljøudvalget skal på baggrund af drøftelse tage stilling til spildevandsudledning i Utterslev Mose.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller over for Teknik- og Miljøudvalget,

  1. at udvalget drøfter spildevandsudledning til Utterslev Mose, som beskrevet i løsning og på baggrund af notat vedlagt som bilag 2.
  2. at der hermed er gjort op med medlemsforslag om at drøfte spildevandsudledning til Utterslev Mose stillet af Dansk Folkeparti på Teknik- og Miljøudvalgets møde den 10. august 2020.

Problemstilling

I forbindelse med behandlingen af medlemsforslag fra Dansk Folkeparti, om udledning af spildevand i Utterslev Mose besluttede Teknik- og Miljøudvalget den 10. august 2020: ”at Teknik- og Miljøudvalget pålægger Teknik- og Miljøforvaltningen at fremlægge en sag med fakta og kommentarer om spildevandsudledning i Utterslev Mose, herunder samarbejdet mellem København og Gladsaxe, kommunens indsats om bl.a. separat kloakering, proces for helt at stoppe spildevandsudledning i Utterslev Mose samt planerne med henblik på at kunne leve op til EU’s krav om i 2027 at have en god vandkvalitet med henblik på en efterfølgende drøftelse i udvalget på mødet hurtigst muligt.”

Den fremlagte indstilling skal danne udgangspunktet for udvalgets drøftelse.

Løsning

Teknik- og Miljøforvaltningen har på baggrund af udvalgets beslutning (TMU den 10. august 2020) udarbejdet ”Vandmiljøet i Utterslev Mose” (bilag 2), som kan bruges til drøftelsen om spildevandsudledning i Utterslev Mose. Hovedelementerne er gengivet herunder.

Kommunens ansvar som miljømyndighed

Teknik- og Miljøforvaltningen skal som myndighed generelt give tilladelse til udledninger af spildevand, f.eks. ved overløb fra kloakken, når forvaltningen modtager ansøgninger herom, eller når der sker en væsentlig ændring af de eksisterende udledningsforhold. Det gælder både for væsentlige ændringer i udledningen af regnvandsopblandet spildevand og ved nye udledninger af overfladevand fra separatkloakerede områder. Desuden skal forvaltningen udarbejde en spildevandsplan, som fastlægger tiltag til nedbringelse af spildevandsbelastning i den næste tiårs periode.

I begge situationer er udgangspunktet at sikre natur- og miljøhensyn samt konkret overholdelse af de statslige krav, som er stillet for det enkelte vandområde, i det konkrete tilfælde Utterslev Mose. Desuden kan kommunen gennem spildevansplanen og ved tilladelserne sikre, at badevandet får en tilstrækkelig god kvalitet.

Miljøtilstand i Utterslev Mose og statslige krav

Utterslev Mose har tidligere været hårdt spildevandsbelastet, og søvandets indhold af næringsstoffer var for 50 år siden meget højt. Miljøtilstanden var yderst ringe med store algeforekomster, fiskedødshændelser, fuglebotulisme og manglende undervandsvegetation.

I 1990’erne blev mange af de københavnske kloakoverløb reduceret kraftigt. Omkring Utterslev Mose blev der foretaget en markant udbygning af kloaksystemet, med store underjordiske bassiner til opbevaring af regnvandsopblandet spildevand. Denne indsats har sammen med en bedre vandgennemstrømning betydet, at miljøforholdene i Utterslev Mose i dag er blevet væsentlig forbedret. Vand bliver pumpet fra Harrestrup Å op til Fæstningskanalen, hvorfra det løber ned til mosen.

Der er fortsat kloakoverløb til Utterslev Mose fra København og særligt fra Gladsaxe. Desuden ligger der en pulje af næringsstoffer i sedimentet i både søen og i Fæstningskanalen, som forurener vandkvaliteten, og det betyder, at vandet i indløbet til mosen stadig er meget belastet.

Det kan forventes, at staten i 2021 vil stille nye krav til gennemførelse om reduktion af udledninger fra overløb inden 2027. Det forventes, at kravene svarer til det, som allerede er besluttet i Københavns spildevandsplan 2018.

Forvaltningen vurderer, at overløbene og belastningen fra sedimentet skal reduceres for at skabe en bedre fremtidig tilstand. Desuden vil gennemstrømningen med rent vand kunne forbedres.

Den primære belastning fra kloaksystemet sker fra de to overløbsbygværker ”U11” og ”UM26” (se geografisk placering i bilag 3). Desuden tilføres Utterslev Mose belastning via vandtilførslen fra Fæstningskanalen. I Fæstningskanalen er der et lag af forurenet sediment ved kanalbunden fra tidligere spildevandsudledninger, ligesom der stadig bliver tilført spildevand til kanalen fra overløbsbygværket ”U11”. 

Overløbet U11 og samarbejdet med Gladsaxe Kommune og Novafos

Overløbsbygværket U11 er det største eksisterende udløb til mosen og udleder i gennemsnit ca. 16.000 m3 regnvandsopblandet spildevand om året, hvilket er dobbelt så meget som UM26. U11 er fysisk beliggende i Københavns Kommune, men oplandet til udløbet ligger primært i Gladsaxe Kommune (90% af det udledte vand), og resten i Tingbjerg i Københavns Kommune (10% af det udledte vand).

Københavns Kommunes Spildevandsplan 2018 (BR 6. juni 2019) fastlægger en reduktion af overløb fra U11 til ét overløb om året. Udfordringen er, at kommunen ikke kan påbyde Gladsaxe eller Novafos at reducere eksisterende udledninger. Det kan hverken ske gennem kommunens spildevandsplan eller gennem krav om at nedbringe udledninger i reviderede udledningstilladelser. Kommunen kan udelukkende stille nye krav til eksisterende udledningsforhold, når der opstår en konkret ændring, der indebærer, at den ansvarlige part (Novafos eller HOFOR) skal ansøge om udledningstilladelse, f.eks. ved udvidelse af kloakoplandet.

Staten kan derimod pålægge forsyningerne at reducere overløbene i forbindelse med de statslige vandområdeplaner.

Forvaltningen har gennem årene forhandlet med Gladsaxe Kommune og Novafos om en reduktion. I 2017 oplyste Novafos, at der var gennemført samt igangsat flere tiltag for at afkoble regnvand fra kloakken, hvilket har medvirket til en betydelig reduktion af overløbene. Man ligger nu på gennemsnitligt seks overløb om året.

I juni 2020 har Novafos oplyst, at man overvejer at etablere et forsinkelsesbassin til yderligere nedbringelse af spildvandsoverløbene fra Gladsaxe. Efter planen skal forsinkelsesbassinet være klar til ibrugtagning i 2024 og reducere overløbshyppigheden til ca. to om året med yderligere reduktion efterhånden som oplandet separeres både i Gladsaxe Kommune og i Tingbjerg.

Overløbet UM26 og separatkloakering

Overløbsbygværket UM26 løber i dag over i gennemsnit seks gange om året til Utterslev Mose fra et kloakopland i Københavns Kommune ved Tingbjerg.

Københavns Kommunes Spildevandsplan 2018 fastlægger en reduktion af overløbene fra gennemsnitligt seks årlige overløb ned til gennemsnitligt et årlig overløb inden for planperioden frem til 2028.

Nedbringelsen af overløbsmængder og -hyppighed for UM26 er tæt forbundet med byfornyelsen af Tingbjerg, som forventes gennemført senest i 2025. Forvaltningen og HOFOR er ved at udarbejde et forslag til en håndtering af regnvandet i området, som vil medføre en reduktion af overløbene for UM26, men også fra UM11. Det forventes, at en separatkloakering af Tingbjerg vil være den mest fordelagtige løsning. Projektet forventes fremlagt for Teknik- og Miljøudvalget i tillæg til spildevandsplanen i ultimo 2020 og gennemført parallelt med byfornyelsen frem til 2025.

Der er ikke i Københavns Kommune nær Utterslev Mose planer om separatkloakering i andre områder end Tingbjerg, fordi de øvrige områder lever op til kommunens målsætning om en overløbshyppighed på ét overløb/år. Hvis der er ønsker om at reducere overløbene yderligere, bør mulighederne undersøges nærmere ved en henvendelse til HOFOR og Novafos. Hidtil er overløbene primært blevet reduceret ved brug af forsinkelsesbassiner.

Nedsat belastning fra Fæstningskanalens sediment og forbedret vandgennemstrømning i mosen

Der er igangsat en oprensning af sediment i Fæstningskanalen. Forvaltningen har vurderet, at den nuværende bevilling kan dække oprensning af ca. halvdelen af kanalen, hvor det mest forurenede sediment ligger. Forvaltningen overvejer at fremlægge forslag om yderligere oprensning i kanalen og i mosen. Finansiering af dette vil skulle findes i en kommende budgetforhandling.

Desuden vurderer forvaltningen, at initiativer til at rense vandet, der via Fæstningskanalen løber til Utterslev Mose fra Harrestrup Å, vil kunne fremme vandgennemstrømningen i Utterslev Mose med renere vand. Et sådant tiltag vil ligeledes skulle finansieres i en kommende budgetforhandling.

Opsummering

Forvaltningen vurderer, at der fortsat er behov for at reducere overløb fra overløbsbygværkerne U11 og UM26 for at leve op til statens krav i 2027. Reduktion af de to overløb er derfor indarbejdet i spildevandsplanen 2018 vedtaget i Borgerrepræsentationen den 6. juni 2019.

Desuden vurderes det, at hvis Utterslev Mose skal have en stabil og god vandkvalitet fremover, bør der ske en yderligere oprensning af sediment og forbedring af gennemstrømningen af rent vand.

Hvis der er ønske om yderligere reduktion af overløb - ud over hvad der er besluttet i kommunens Spildevandsplan 2018 - skal kommunen rette henvendelse til forsyningerne HOFOR og Novafos for at få undersøgt mulighederne herfor.

Forslag til drøftelsespunkter:

Udvalget kan drøfte, om der skal gennemføres initiativer udover, hvad der er besluttet i Spildevandsplan 2018, som er gennemgået ovenfor, det kunne f.eks. være:

  • Oprensning af sediment i Fæstningskanalen
  • Bedre vandgennemstrømning
  • Henvendelse til Gladsaxe Kommune for at fremme indsats for at begrænse overløb fra U11
  • Opfordring til staten om at stille krav til U11 i forbindelse med udmeldingerne for planperioden frem til 2027, som forventes i december 2020.

Økonomi

Indstillingen har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.

Videre proces

Når Teknik- og Miljøudvalget har drøftet forslagene, vil Teknik- og Miljøforvaltningen samle op og fremlægge evt. ønsker om at gennemføre nye initiativer til udvalgets beslutning på et kommende møde. 

 

Søren Wille

                                                                 / Hans Christian Karsten

 

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 9. november 2020

 

Indstillingens 1. at-punkt blev drøftet.

Indstillingens 2. at-punkt blev godkendt uden afstemning.

Dansk Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:

”Dansk Folkeparti ser gerne, at Københavns Kommune erindrer staten om, at de snarest muligt, bør udmelde krav om indsats vedrørende Utterslev Mose i relation til de største overløb. Dansk Folkeparti er bekymret over, at “hvad angår de EU-udmeldte stoffer er tilstanden dårlig”. Der er for høje niveauer af de stoffer, som er EU-udmeldte i søvandet. Dansk Folkeparti noterer sig, at den “gode økologiske tilstand, som der er nu, er ustabil”. Der er for meget fosfor i søvandet. Dansk Folkeparti ser derfor frem til, at få konkrete oplysninger af forvaltningen, om hvilken indsats der i nævnte anledning fordres - især med henblik på, at den løbende forurening nedsættes.”

Til top