Medlemsforslag om permanent lukning af Østbanegade
Det foreslås,
- at Teknik- og Miljøudvalget pålægger Teknik- og Miljøforvaltningen at undersøge muligheden for en permanent lukning af Østbanegade ved Østerport Station og i den forbindelse udarbejde et budgetnotat på finansiering af en trafikanalyse til vurdering af de trafikale konsekvenser ved en lukning af Østbanegade.
(Stillet af Venstre)
Motivering
Østbanegade har i en længere periode været lukket af ved Østerport Station i forbindelse med etableringen af metrostationen. Venstre mener, det kunne være relevant med en vurdering af hvorvidt, de trafikale konsekvenser ved lukning af Østbanegade og ændringen af trafikken i lokalområdet samt ud af byen har været til gene for nogen. En permanent lukning vil give mulighed for at etablere en grøn plads med bl.a. træer, gå- og cykelstier, som der fx er ved enden af Langeliniebroen. En grøn plads kan forbinde den gamle Østerport Station med den nye metrostation.
Der er i dag to højresvingsbaner lige efter hinanden - først ved Østbanegade og derefter Kristianiagade. En lukning af Østbanegade vil betyde, at der vil sløjfes en højresvingsbane i et område med mange cyklister og fodgængere. Der skal dog fortsat være adgang for cyklister og fodgængere ad Østbanegade.
Beslutning
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 9. november 2020
Socialistisk Folkeparti fremsatte ændringsforslag til erstatning af 1. at-punkt:
”at der udarbejdes en trafikanalyse og et forslag til trafikplan, der kan beskrive, hvordan der kan laves trafiksaneringer herunder trafikø i denne del af Østerbro.”
Ændringsforslaget blev ikke vedtaget med 5 stemmer mod 6. Ingen medlemmer undlod at stemme.
For stemte: B, F, Ø og Å.
Imod stemte: A, C, O og V.
Medlemsforslaget blev ikke godkendt med 4 stemmer mod 7. Ingen undlod at stemme.
For stemte: V, Ø og Å.
Imod stemte: A, B, C, F og O.