Mødedato: 09.11.2015, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Flytning af luftmålestation på H.C Andersens Boulevard

Se alle bilag
Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til Miljøstyrelsens anmodning om at flytte luftmålestation på H.C. Andersens Boulevard. Målestationen er Miljøstyrelsens og indgår i den nationale luftovervågning.

Indstilling og beslutning

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
  1. at Miljøstyrelsens ønske om at flytte luftmålestationen afvises, da ønsket ikke findes tilstrækkeligt berettiget til at kunne begrunde nedlæggelsen af to parkeringspladser og ombygning af vejen.

Problemstilling

Miljøstyrelsen har ansøgt Teknik- og Miljøforvaltningen om tilladelse til at flytte den nuværende luftmålestation på H.C. Andersens Boulevard. Målestationen ønskes flyttet, da omlægning af trafikken på H. C. Andersens Boulevard i 2010 rykkede biltrafikken tættere på målestationen, hvilket ifølge Miljøstyrelsen har medført kunstig forhøjelse i målingerne af udledning af forurenende stoffer. Miljøstyrelsen ønsker derfor genetablere afstanden til biltrafikken for at bringe målingerne tilbage til tidligere måleniveau.

Løsning

Anbefalet løsning
Kommunen skal som vejmyndighed behandle Miljøstyrelsens ansøgning. Ifølge vejloven skal den behandles som en tilladelse til særlig råden over vejareal. Forvaltningen anbefaler, at der ikke gives tilladelse og at Miljøstyrelsens ansøgning afslås.

Det er kommunen, der efter vejlovens § 8 bestemmer, hvordan de kommunale veje skal indrettes. Kommunen kan i henhold til vejlovens § 80 give tilladelse til særlig råden over vejareal. Ved vurderingen af om tilladelse skal gives, skal kommunen i første omgang lægge vægt på trafikale og vejtekniske hensyn. Derudover skal kommunen foretage en afvejning af øvrige hensyn og interesser i sagen, herunder ansøgers berettigelse og behov for en tilladelse.

Miljøstyrelsen er af den opfattelse, at omlægningen af trafikken på H.C. Andersens Boulevard i 2010 har medført en kunstig forhøjelse af udledning af forurenende stoffer i målingerne, fordi biltrafikken nu er kommet tættere på målestationen (Miljøstyrelsens anmodning, bilag 1). Målestationen har stået på stedet siden 1982.

Kommunen er ikke ansvarlig for målingen af luftkvaliteten og har derfor ingen lovmæssig hjemmel til at vurdere de miljømæssige aspekter ved at flytte målestationen. Det er dog forvaltningens faglige vurdering, at der på det foreliggende grundlag ikke er nogen miljømæssig begrundelse for at flytte målestationen. Det er derfor forvaltningens vurdering, at den nuværende placering i lige så høj grad opfylder EU’s luftkvalitetsdirektiv, der indeholder krav om hvordan, luftkvalitet skal måles, som en ny placering ville gøre det. En flytning af målestationen bunder således hverken i miljømæssige eller lovmæssige begrundelser (jf. bilag 2).

Det er forvaltningens vurdering, at målestationen, ud fra en rent vejteknisk og trafikal vurdering, ville kunne flyttes, da ombygningen af vejen kan ske uden at påvirke trafikken. En flytning af målestationen vil derfor ikke have betydning for afviklingen af trafikken på H.C. Andersens Boulevard, men vil medføre, at der nedlægges to parkeringspladser for at skabe den nødvendige plads til målestationen.

Imidlertid er flytningen af målestationen efter forvaltningens opfattelse udelukkende en måleteknisk foranstaltning, der har til formål at sikre en nedsættelse af den målte forurening til et niveau, der akkurat svarer til EU’s grænseværdi, men som ikke har nogen miljøfaglig betydning. Til orientering kan det oplyses, at luftmålestationen på Jagtvej altid har været placeret umiddelbart op ad vejbanen.

Forvaltningen vurderer således ikke, at Miljøstyrelsens ønske om flytning af målestationen ud fra en samlet vurdering har en sådan berettigelse, at ansøgningen skal imødekommes og to parkeringspladser nedlægges.

Alternativ løsning
Teknik- og Miljøudvalget kan vælge at imødekommes Miljøstyrelsens ansøgning og anbefale, at forvaltningen, ud fra en trafikal vurdering, kan give tilladelse til at foretage den nødvendige ombygning af vejen og derved nedlægge de to parkeringspladser i Rød Zone.

Da der er tale om en tilladelse i henhold til vejlovens § 80, kan der normalt ikke opkræves betaling af erstatningspladser. Parkeringsbelægningsprocenten på H.C. Andersens Boulevard er på 39-56 %.

Da provenuet på parkeringspladserne opstår som følge af en betaling, der udelukkende har et adfærdsregulerende sigte, kan kommunens indtægtstab ikke forlanges dækket af Miljøstyrelsen.

Økonomi

Anbefalet løsning:
Hvis der som anbefalet gives afslag, er der ingen økonomiske konsekvenser for kommunen.

Alternativ løsning:
Hvis Miljøstyrelsens ansøgning imødekommes, vil det medføre nedlæggelse af to parkeringspladser i rød parkeringszone. Nedlæggelse af to parkeringspladser vil ud fra en gennemsnitsbetragtning medføre et indtægtstab på 0,11 mio.kr. fra 2016 og frem. Indtægtstabet vil i givet fald søges dækket i forbindelse med forhandlingerne for Budget 2017.

Videre proces

Hvis der, som anbefalet, gives afslag, er der en mulighed for, at Miljøstyrelsen vil påklage afslaget til Vejdirektoratet. Da afslaget sker med hjemmel i en vurdering, som kommunen skal foretage, kan Vejdirektoratet nå frem til en anden vurdering af hensynene end kommunen.

Taber kommunen en sådan sag i Vejdirektoratet, vil forvaltningen rette sin afgørelse til og efterleve den højere myndigheds beslutning. 
 

                     Pernille Andersen
                                                                         / Anne-Sofie Degn
Til top