Vedtagelse af Agenda 21-strategi 2016-2019
Borgerrepræsentationen skal tage stilling til Agenda 21-strategien 2016-2019 ”Bæredygtige sammenhænge”.
Indstilling og beslutning
Teknik – og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at Agenda 21-strategien 2016-2019, jf. bilag 1, godkendes.
Problemstilling
Ifølge planloven skal kommunalbestyrelsen hvert fjerde år udarbejde en Agenda 21- strategi, som beskriver, hvordan kommunen vil bidrage til en bæredygtig udvikling. Fokus skal være på, hvordan borgere, foreninger, organisationer og virksomheder inddrages i arbejdet.
Teknik – og Miljøudvalget godkendte den 8. juni 2015 at sende Agenda 21-strategien 2016 – 2019 ”Bæredygtige sammenhænge” i høring forud for den endelige politiske behandling. Høringssvarene er behandlet i høringsnotat for Agenda 21-strategien 2016 – 2019 (bilag 2), og er samlet i deres fulde ordlyd i bilag 3.
Løsning
Københavns Kommune har en række planer på miljø- og klimaområdet: KBH 2025: Klimaplan, Københavns Klimatilpasningsplan, Ressource- og Affaldsplan 2018 og Handlingsplan for Grøn Mobilitet, samt Bynatur i København og visionen Fællesskab København, som er i politisk proces.
Agenda 21-strategien er lovpligtig og sætter fokus på, hvordan borgerne involveres i udvikling og målopfyldelse i forhold til disse planer. Hvert år vil Teknik- og Miljøudvalget blive orienteret om status på implementeringen af Agenda 21-strategien og det kommende års indsatsområder.
Agenda 21-strategi 2016-2019”Bæredygtige sammenhænge”
I Bæredygtige sammenhænge er der formuleret tre overordnede målsætninger for arbejdet med Agenda 21:
- At fremme københavnernes muligheder for at være aktivt deltagende, medskabende og ansvarlige i forhold til at nå Københavns Kommunes eksisterende målsætninger på miljø- og klimaområdet.
- At understøtte partnerskaber, hvor kommunen, borgere, virksomheder og organisationer kan samarbejde om at skabe et bæredygtigt København.
- At sikre indsatser på tværs af kommunens planer for borgerinvolvering i arbejdet med bæredygtighed.
Borgerinvolvering på miljøområdet styrker de sociale fællesskaber i byen og understøtter på den måde også målsætningen om den sammenhængende by, som er prioriteret i forslag til kommuneplan 2015.
Høringsprocessen
Strategien har været i høring i perioden den 11. juni 2015 til den 4. september 2015 for at få kvalificeret kommunens arbejde. Agenda 21-strategien er ifølge planloven ikke høringspligtig, men forvaltningen finder det vigtigt, at københavnerne og andre potentielle samarbejdspartnere har haft mulighed for at kommentere på og give input til Agenda 21-strategien, da strategien netop handler om at skabe ejerskab hos borgerne for udvikling af den bæredygtige by.
Der er indkommet i alt 14 høringssvar, fordelt på 11 lokaludvalg, et miljøpunkt, en interesseorganisation og en borgergruppe. I en række af svarene fremgår det, at der har været afholdt lokale arrangementer for at få de lokale københavneres input til Agenda 21-strategien.
For at synliggøre betydningen af borgerinvolvering i miljøindsatsen i København, holdt forvaltningen en ekskursion for interesserede københavnere til lokale projekter på Østerbro og Nørrebro, som understøtter Agenda 21-arbejdet. Efterfølgende var der en debat i ByOasen på Nørrebro om Agenda 21-strategien og implementering af konkrete projekter. Forvaltningen har desuden arrangeret et fælles inspirationsmøde d. 14. september med lokaludvalg og miljøpunkter for blandt andet at diskutere den videre proces med Agenda 21-strategien.
Høringsnotat for Agenda 21-strategi 2016-2019
Forvaltningen har på baggrund af høringssvarene udarbejdet et høringsnotat i bilag 2. Samtlige høringssvar, på nær et fra borgergruppen Øresundsgruppen, som er kritisk overfor offentligt skattefinansieret forbrug, udtrykker en overordnet opbakning til strategiens fokus. Der peges dog på en række udfordringer:
- Finansiering: Flere høringssvar fra lokaludvalgene udtrykker bekymring angående ressourcer og finansiering til at føre strategiens målsætninger ud i livet,
- Gensidig forpligtelse: Flere høringssvar fra lokaludvalg og miljøpunkter udtrykker bekymring i forhold til om forvaltningen vil forpligte sig f.eks. overfor lokaludvalg og miljøpunkter, når de igangsætter borgerinddragende initiativer, som skal understøtte Københavns Kommunes miljømæssige målsætninger.
- Lokaludvalg og miljøpunkters rolle: Flere høringssvar giver udtryk for, at Lokaludvalgs og Miljøpunkters rolle i forhold til borgerinddragelse ikke er tilstrækkeligt anerkendt.
- Virksomhedssamarbejder og partnerskaber: HORESTA og Nørrebro Lokaludvalg peger på vigtigheden af at indgå lokale samarbejder og på at indgå samarbejder med virksomheder.
- Implementering: De fleste høringssvar indeholder forslag til projekter og initiativer, som kan involvere borgere og virksomheder i samarbejdet om udviklingen af den bæredygtige by og opfyldelsen af de målsætninger Københavns Kommune har på miljø- og klimaområdet.
På et enkelt punkt foreslås strategien ændret på baggrund af høringssvarene, idet lokaludvalg og miljøpunkters rolle præciseres, så deres særligt centrale position i forhold til det borgerinvolverende arbejde understreges. Formuleringen foreslås rettet til følgende:
”Borgere, virksomheder og organisationer, der har succes med egne og frivillige projekter, skal kommunen understøtte og styrke og samtidig tage ved lære af. Her spiller lokaludvalg og miljøpunkter en central rolle i forhold til at facilitere processer og projekter lokalt, som kan understøtte ejerskab og forankring lokalt, og ved at kvalificere kommunens tilgang til deltagende og medskabende borgere.”(Bilag 1, side 4).
I forhold til de øvrige kommentarer giver de ikke anledning til ændringer, men forvaltningen tager dem med videre i arbejdet med implementering af strategien
Økonomi
Implementering af Agenda 21-strategiens målsætninger søges indarbejdet som et borgerinddragende fokus i indsatser og projekter, som i de kommende år vil blive iværksat på baggrund af forvaltningens øvrige planer på miljø og klimaområdet. Finansiering af yderligere Agenda 21-initiativer vil blive fremlagt til politisk behandling i forbindelse med de årlige budgetforhandlinger. Der er desuden fokus på i arbejdet med strategien, at nogle initiativer også kan søges finansieret gennem partnerskaber og offentlige puljer.
Videre proces
Når Agenda 21-strategien er vedtaget, sendes den til orientering til Miljøministeriet.
Teknik- og Miljøudvalget vil årligt blive orienteret om status på implementeringen af Agenda 21-strategien og det kommende års indsatsområder.
Pernille Andersen
/ Jakob Møller Nielsen