Første behandling af fire fælles gårdhaver i Nord-Vest og på Vesterbro
Indstilling og beslutning
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
- at byfornyelsesforslag om etablering af fælles gårdhave for Ndr. Fasanvej-karréen: Glentevej 2-4 og Nordre Fasanvej 212-216 sendes til afstemning og i offentlig høring i otte uger, jf. bilag 2.
- at byfornyelsesforslag om etablering af fælles gårdhave for Glentevej-karréen: Glentevej 6-20, Svanevej 25-35, Falkevej 1-11 og Nordre Fasanvej 237-241 sendes til afstemning og i offentlig høring i otte uger, jf. bilag 3.
- at byfornyelsesforslag om etablering af fælles gårdhave for Musvågevej-karréen: Ørnevej 46-52, Musvågevej 1-11, Frederikssundsvej 43 og 47 og Lærkevej 2-16 sendes til afstemning og i offentlig høring i otte uger, jf. bilag 4.
- at byfornyelsesforslag om etablering af fælles gårdhave for Dannevirkegade-karréen: Dannevirkegade 19-27, Alsgade 1, Enghavevej 66-74 og Sønder Boulevard 112-114 sendes til afstemning og i offentlig høring i otte uger, jf. bilag 5.
Problemstilling
Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til, om byfornyelsesforslagene – som skitseret i bilag 2-5 – skal sendes i høring hos beboere, ejere og erhvervsdrivende, og i den forbindelse til afstemning med henblik på at undersøge opbakningen til en fælles gårdhave i de fire karréer.Løsning
Borgerrepræsentationen har 13. januar 2014 delegeret beslutningskompetencen til vedtagelse af forslag og beslutninger om fælles gårdhaver til Teknik- og Miljøudvalget.
De fælles gårdhaver etableres med udgangspunkt i Københavns Kommunes ”Bæredygtig Byfornyelsesstrategi” fra oktober 2009 og Teknik- og Miljøudvalgets beslutning om metode til opgørelse af opbakning til fælles gårdhaver fra den 27. april 2015. Oversigt over processen for at etablere fælles gårdhaver er vedlagt som bilag 7.
Beboere og ejere fra ejendommene i de fire karréer har ansøgt om at få renoveret deres gårde. Forvaltningen vurderer, at de fire gårde opfylder betingelserne i byfornyelsesloven for at komme i betragtning til en omlægning af gårdarealerne. Fælles for de fire projekter er, at etablering af fælles gårdhaver vil give attraktive opholds- og aktivitetsmuligheder for beboerne i karréerne. Gårdhaverne vil fremstå grønnere end i dag med mere græsareal og flere bede. Der vil blive plantet 76 nye træer, ud over de 20 eksisterende træer, der bevares. Nedsivning og forsinkelse af regnvandet i gårdhaverne, herunder etablering af grønne tage og regnbede, vil indgå i alle projekter. I gennemsnit afkobles 34 % af regnvandet fra kloakken. Målet for afkoblingen i den enkelte gårdhave er 30 % af regnvandet.
De tre karréer i Nord-Vest: Ndr. Fasanvejkarréen, Glentevejkarréen og Musvågevejkarréen er alle beliggende indenfor området, hvor områdefornyelsen Fuglekvarteret foregår og Dannevirkekarréen er beliggende indenfor området, hvor områdefornyelsen Det Centrale Vesterbro foregår.
Parkering og nedrivninger
Fremover vil der ikke være parkering eller biltrafik i tre af de fire karréer. Det gælder karréerne Ndr. Fasanvej, Musvågevej og Dannevirkegade.
I Glentevejkarréen bibeholdes 14 parkeringspladser, der tilhører nybyggeriet Glentevej 10-12. Det fremgår af byggetilladelsen, at de 14 parkeringspladser skal etableres, hvorfor de ikke kan fjernes. Parkeringspladserne er til benyttelse for beboerne i denne ejendom. Herudover nedlægges ni parkeringspladser i garager, der i dag anvendes til parkering. I Ndr. Fasanvejkarréen nedlægges fem garager med parkeringspladser, der i dag anvendes til opbevaring. Disse 14 private parkeringspladser vil ikke blive genetableret andet steds, idet der ikke ved hovedejendommens opførelse var krav om parkeringspladser. Der vil blive udbetalt erstatning for tab af lejeindtægt.
De nedlagte parkeringspladser ligger alle udenfor parkeringszonerne. Bilister henvises efter projekternes gennemførelse til at parkere på de omkringliggende offentlige veje eller i parkeringsanlæg. Forvaltningen gennemfører ikke regelmæssige parkeringstællinger i området, da det er uden for betalingszonen. Der er gennemført en enkelt parkeringsoptælling lørdag den 18. maj 2013, der viser, at belægningsprocent i området var 79 % - 85 % fra kl. 12.00 til kl. 22.00 på dagen.
På adressen Ndr. Fasanvej 239 nedrives desuden et værkstedsbaghus. Ejeren har ikke haft bemærkninger til nedrivningen.
Der er i dag ca. 500 cykelparkeringspladser i de fire gårde. Fremover vil der være 560 cykelparkeringspladser, hvilket svarer til 1,3 cykel pr. 100 m2 bolig.
Beboerinddragelse
I forbindelse med udarbejdelse af de fire projektforslag, har der pågået en inddragelsesproces med beboere, erhvervsdrivende og ejere i de fire karréer. Dialogen med de berørte om deres fremtidige gårdhave startede i efteråret 2014 og har indeholdt gårdtræf, workshops, skitsemøder og interviews. Forskellige metoder har været anvendt, for at sikre, at flest mulige kom til orde i processen. Der er fx gennemført interviews for at få de beboere, der normalt ikke deltager i møder og lignende, i tale. I de fire forslag er det forsøgt at tilgodese beboere, ejere og erhvervsdrivenes ønsker i størst muligt omfang, uden at tilsidesætte den fælles anvendelse af gårdhaven.
Den nye opbakningsmetode, som Teknik- og Miljøudvalget vedtog den 27. april 2015 indebærer, at opbakningsundersøgelsen gennemføres digitalt via e-boks i høringsperioden, at 2/3 af de afgivne stemmer skal stemme ja til etableringen af den fælles gårdhave, og at ja-ejendommene skal udgøre mere end 50 % af bruttoetagearealet.
Opbakningsundersøgelsen skal afdække, om der er tilstrækkelig opbakning til en fælles gårdhave i karréen. I høringsperioden er der mulighed for at komme med bemærkninger til det konkrete projektforslag.
Forvaltningen foreslår, at opbakningsundersøgelsen gennemføres og de fire forslag til gårdhaver sendes i høring.Økonomi
Staten refunderer 50 % af udgifterne ved etablering af gårdhaverne. Den samlede udgift til at etablere de fire gårdhaver vurderes at blive 22,9 mio. kr. Kommunen afholder udgifterne, men får refunderet 11,45 mio. kr. fra staten. Tilskudsberegningerne, der er en udspecificering af, hvordan økonomien beregnes og fordeles, er vedlagt som bilag 6.
Hvis beslutningerne udmøntes, indpasses de i den kommunale byfornyelsesramme, der er afsat til byfornyelsesformål i 2015-2018 på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Byfornyelse anlæg, funktion 0.25.15.3.
Ejerne i de respektive karréer afholder selv de kommende driftsudgifter til deres gårdhave. De har fået oplyst, at driftsudgifterne til en kommende fælles gårdhave typisk udgør 80-105 kr. om måneden for en lejlighed på 70 m². Herfra skal trækkes de udgifter, ejendommen allerede i dag bruger til driften.Videre proces
Byfornyelsesforslagene bliver sendt i otte ugers offentlig høring og der gennemføres samtidig en digital opbakningsundersøgelse via e-boks. Efter høringsperiodens udløb vil forvaltningen tage stilling til de indkomne bemærkninger. Høring og afstemning forventes igangsat medio november 2015 og afsluttet medio januar 2016.
Såfremt der er den nødvendige opbakning til en fælles gårdhave blandt beboere, ejere og erhvervsdrivende, vil Teknik- og Miljøudvalget og Borgerrepræsentationen primo 16 blive forelagt indstilling om 2. behandling og endelig godkendelse af anlægsbevilling til de fire gårdhaveprojekter.
De fire gårdhaver forventes færdiganlagt inden udgangen af 2016.
Pernille Andersen
/Anders Møller