Medlemsforslag om parkering af cykler på bilparkeringspladser (udsat sag)
Det foreslås,
- at Teknik- og Miljøudvalget pålægger Teknik- og Miljøforvaltningen at udarbejde informationsmateriale til hjemmesiden samt kampagnemateriale, som gør københavnerne opmærksomme på lovligheden af at parkere cykler på bilparkeringspladser.
(Stillet af Socialistisk Folkeparti)
Motivering
Teknik- og Miljøforvaltningen har i et politikersvar bekræftet, at det er lovligt for cyklister at parkere på bil parkeringspladser (bilag 1).
Derfor bør Teknik- og Miljøforvaltningen udarbejde en oplysningskampagne, eksempelvis på busstoppesteder, hvor Københavnerne oplyses om, at muligheden er der.
Når borgerne har en rettighed, synes SF, at det er på sin plads at informere dem om den. Det vil dog være for voldsomt at sætte skilte op ved alle parkeringspladser.
Det er SF’s ønske, at oplysningskampagnen skal være med til at forebygge konflikter mellem bilister og cyklister.
Derfor skal kampagnen også opfordre cyklister til at bruge rettigheden hensynsfuldt. Så hvis en gade nu er helt fyldt med cykler, så er det bedre, at man stiller sin cykel helt i enden af en bilbås, så der stadig kan holde en bil, end at man stiller cyklen midt i båsen.
SF’s primære ønske er selvfølgelig, at alle kan parkere deres cykel i et cykelstativ, men virkeligheden mange steder i København er også, at der er langt flere cykler end stativer. Derfor kan det give mening, at københavnerne i de situationer parkerer deres cykler på parkeringspladserne i stedet for at fylde hele fortovet, så det kan være svært for gangbesværede og ældre at komme forbi.
Beslutning
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 9. oktober 2023
Det Konservative Folkeparti stillede følgende ændringsforslag (ÆF1) som nyt 2. at-punkt:
”at Teknik- og Miljøudvalget pålægger teknik- og miljøborgmesteren at rette henvendelse til regeringen mhp. at ændre lovgivningen, så det bliver muligt at opkræve betaling for cykelparkering på bilparkeringspladser.”
Ændringsforslaget (ÆF1) blev forkastet med 2 stemmer mod 8. Ingen undlod at stemme.
For stemte: C
Imod stemte: A, B, F, V, Ø og Å
Socialdemokratiet og Radikale Venstre stillede følgende ændringsforslag (ÆF2) som nyt 2. at-punkt:
”at Teknik- og Miljøudvalget pålægger teknik- og miljøborgmesteren at rette henvendelse til regeringen mhp. at loven ændres, så kommunerne kan forbyde, at cykler kan parkere på bilparkeringspladser, dog således at det stadig skal være muligt at dispensere i forbindelse med etablering af midlertidig cykelparkering på parkeringspladser.”
Ændringsforslaget (ÆF2) blev forkastet med 2 stemmer mod 6. 2 undlod at stemme.
For stemte: A og B
Imod stemte: F, V, Ø og Å
Undlod at stemme: C
Medlemsforslaget blev forkastet med 2 stemmer mod 8. Ingen undlod at stemme.
For stemte: F og Å
Imod stemte: A, B, C, V og Ø
Socialdemokratiet og Venstre afgav følgende protokolbemærkning:
”Partierne ønsker ikke at støtte forslaget som vi mest af alt opfatter som kontraproduktivt for en velfungerende by og politisk drilleri på den bekostning. Vi mener samtidig, at det bør undersøges, hvordan reglerne kan ændres, så en cykel ikke lovligt kan optage en hel parkeringsplads.”
Enhedslisten afgav følgende protokolbemærkning:
"For Enhedslisten er det vigtigt, at vi sikrer tilstrækkelig parkeringskapacitet for byens cykler, så det fortsat er attraktivt at cykle rundt i byen. Derfor vil vi arbejde for at etablere flere cykelstativer, også gerne på pladser, hvor bilerne i dag kan parkere. Enhedslisten er imidlertid bekymret for, at oplysningskampagne om cyklisters mulighed for at parkere på bilparkeringspladser vil skabe flere konflikter mellem byens trafikanter, da både cyklister og bilister i dag har vanskeligt ved at finde parkeringspladser visse steder i byen. Derfor kan vi ikke støtte forslaget."
Radikale Venstre afgav følgende protokolbemærkning:
”Radikale Venstre ser gerne flere forsøg med midlertidig cykelparkering på etableret bilparkeringspladser med dedikerede cykelstativer. Vi mener, at det skal ske under ordnede rammer og ikke på det uregulerede grundlag, medlemsforslaget lægger op til. På sigt ønsker vi, at mere gadeparkering flyttes i parkeringshuse for at frigøre mere vejareal til blandt andet cyklerne.”