Forslag til principper for udarbejdelse af startredegørelse for lokalplaner og faktaark
Indstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
- at der ikke udarbejdes startredegørelse for enkle lokalplaner (kategori 1) og som udgangspunkt heller ikke for ukomplekse lokalplaner (kategori 2), medmindre der er kommuneplantillæg. Dette er beskrevet under afsnittet Løsning.
- at faktaark for enkle og ukomplekse lokalplaner (kategori 1 og 2) afskaffes, som beskrevet under afsnittet Løsning.
Problemstilling
Teknik- og Miljøudvalget godkendte den 4. juni 2012 principperne for startredegørelser og det koncept, der bruges i dag, dvs. en startredegørelse på fire sider og et faktaark.
Lokalplansagerne visiteres nu i fire kategorier. Det er derfor nærliggende at knytte afgørelsen af, om der skal udarbejdes startredegørelse og faktaark eller ej, til kategorierne, idet kategorierne afspejler lokalplansagernes kompleksitet og forventede ressourcetræk. Forvaltningens forslag, som Teknik- og Miljøudvalget med denne sag skal tage stilling til, skal ses i forlængelse af sagen om forenkling og systematisering af lokalplaner, som blev behandlet på mødet den 21. august 2017. Forvaltningens forslag angår kun lokalplaner uden kommuneplantillæg.
Løsning
Formålet med startredegørelserne er at give grundlag for en politisk beslutning i Teknik- og Miljøudvalget. Hvis der er kommuneplantillæg skal startredegørelse også behandles i Økonomiudvalget. På denne måde får forvaltningen et politisk godkendt mandat til det videre arbejde med lokalplanen. Formålet med faktaarket er at give et hurtigt overblik over de faktuelle forhold.
Det blev i forbindelse med Teknik- og Miljøudvalgets behandling den 4. juni 2012 af principper for, hvornår der udarbejdes startredegørelse, besluttet, at der ikke udarbejdes startredegørelse når:
- Projektet er i overensstemmelse med kommuneplanens rammer og i øvrigt skønnes uproblematisk
- Projektet er et tillæg til en rammelokalplan og i øvrigt skønnes uproblematisk
- Når der i forbindelse med budgetforhandlinger er en forudgående politisk beslutning og projektet i øvrigt skønnes uproblematisk.
Disse principper foreslås aflyst og erstattet af nye principper. Der vil fortsat blive udarbejdet startredegørelser i lokalplansager, hvis der er kommuneplantillæg, og startredegørelsen vil i så fald blive behandlet både i Teknik- og Miljøudvalget og i Økonomiudvalget.
Forvaltningen skønner, at der udarbejdes startredegørelser i mellem en tredjedel og en fjerdedel af sagerne.
Med nedenstående forslag forventes det, at der vil blive udarbejdet færre startredegørelser.
Forslag til hvornår startredegørelser udarbejdes
Forvaltningen har siden den 1. februar 2017 visiteret alle lokalplansager til en af følgende kategorier:
- Kategori 1: Enkel lokalplan, som fx Tillæg nr. 1 til Kløverparken (Fodboldfabrikken) (TMU 3. oktober 2016)
- Kategori 2: Ukompleks lokalplan, som fx Tycho Brahes Allé (TMU 29. maj 2017)
- Kategori 3: Kompleks lokalplan, som fx Lindgreens Allé (TMU 24. april 2017)
- Kategori 4: Meget kompleks lokalplan, som fx Postgrunden (TMU 3. april 2017)
Forvaltningen foreslår, at der ikke udarbejdes startredegørelser for lokalplansager i kategori 1 og 2, som overholder kommuneplanens rammer. Det fastholdes, at der udarbejdes startredegørelse for sager i kategori 3 og 4. Dermed sikres det, at forvaltningens ressourcer målrettes, så der bruges færre ressourcer på kategori 1- og 2-sager og flere på kategori 3- og 4-sager.
Baggrunden for forslaget er, at sager i kategori 1 er enkle lokalplansager og sager i kategori 2 er ukomplekse lokalplaner. Forvaltningen finder derfor, at der som udgangspunkt ikke er behov for at udarbejde startredegørelse. Der kan dog blive tale om at udarbejde startredegørelse i en kategori 2-sag i en situation, hvor det, bygherre ønsker, er i strid med hidtidig praksis, uden at det er specielt ressourcekrævende eller kompliceret at udarbejde lokalplanen, men hvor det er vigtigt med en tidlig politisk stillingtagen.
Udformningen af startredegørelser på de nuværende fire sider foreslås fastholdt, idet det sikrer overskueligheden. Skabelonen til startredegørelser vil løbende blive opdateret, således at relevante politikker, fx Fællesskab København, Træpolitik og Arkitekturpolitik København, indarbejdes.
Forslag til hvornår faktaark udarbejdes
For kategori 1- og 2-sager forslås det, at oplysningerne fra faktaarket indarbejdes i lokalplanernes redegørelse. Det vil kun betyde en mindre ændring i redegørelsen, idet de fleste oplysninger i faktaarket allerede fremgår heraf. En afskaffelse af faktaark i disse sager vil formindske antallet af bilag til indstillingerne. For kategori 3 og 4 er faktaarkene ofte så omfattende, at det ikke på samme måde er meningsfuldt at lade dem indgå i lokalplanens redegørelse.
Oversigt over den foreslåede løsning
Nedenfor fremgår en oversigt over, hvornår der udarbejdes faktaark og startredegørelse.
Kategori |
Faktaark |
Startredegørelse |
Kategori 1 – Enkel lokalplan |
Nej |
Nej |
Kategori 2 – Ukompleks lokalplan |
Nej |
Nej |
Kategori 3 – Kompleks lokalplan |
Ja |
Ja, med mindre der er en tidligere politisk beslutning og uproblematisk |
Kategori 4 – Meget kompleks lokalplan |
Ja |
Ja, med mindre der er en tidligere politisk beslutning og uproblematisk |
Uanset kategori udarbejdes ikke startredegørelse, hvis der er en tidligere politisk beslutning fx i forbindelse med budget, og sagen vurderes til at være uproblematisk. Der udarbejdes startredegørelse for alle fire kategorier, hvis der er kommuneplantillæg.
I bilag 1 er der nærmere redegjort for forslaget.
Økonomi
Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.
Videre proces
Når Teknik- og Miljøudvalget har godkendt forvaltningens forslag vedrørende startredegørelse og faktaark vil dette blive implementeret umiddelbart efter.
Pernille Andersen
/Jakob Møller Nielsen
Beslutning
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 9. oktober 2017
Indstillingens 1. at-punkt blev godkendt uden afstemning.
Indstillingens 2. at-punkt blev ikke godkendt uden afstemning.