Mødedato: 09.10.2017, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Annullering af projektet om en udendørs dansescene i Havneparken, Amager Vest

Borgerrepræsentationen skal tage stilling til at annullere projektet om en udendørs dansescene i Havneparken på Islands Brygge, da det fornødne plangrundlag ikke er til stede.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at anlægsprojektet om en udendørs dansescene i Havneparken på Islands Brygge annulleres, og restbudgettet tilbageføres kommunekassen, når anlægsprojektet er regnskabsforklaret.

Problemstilling

I Budget 2012 (BR 6. oktober 2011) (A, B, C, F, I, O og V) blev der afsat 3,0 mio. kr. til at planlægge og opføre en udendørs dansescene. Bevillingen blev placeret på Kultur- og Fritidsudvalgets anlægsramme. På Borgerrepræsentationens møde den 15. november 2012 blev bevillingen overført til og frigivet på Teknik- og Miljøudvalgets anlægsramme, og placeringen af dansescenen blev fastlagt til Havneparken på Islands Brygge.

Teknik- og Miljøudvalget besluttede den 18. september 2017, at Teknik- og Miljøforvaltningen ikke skal arbejde videre med et tillæg til lokalplan 253 ”Havneparken Islands Brygge”, der skulle muliggøre opførelse af dansescenen i Havneparken.

På den baggrund skal der tages stilling til, om projektet om en udendørs dansescene i Havneparken skal annulleres, og restbudgettet skal tilbageføres til kommunekassen.

Løsning

Dansescenen skulle have været etableret i 2014, men med Teknik- og Miljøudvalgets godkendelse den 29. april 2013 af en ændret ledningsføring i forbindelse med konvertering af det dampbaserede fjernvarmenet blev arealet, hvor dansescenen skulle opføres i Havneparken, brugt til byggeplads for HOFORs fjernvarmetunnel under havnen indtil marts 2017.

Forvaltning anbefaler, at projektet om en udendørs dansescene i Havneparken annulleres, og at restbudgettet tilbageføres til kommunekassen, da det fornødne plangrundlag ikke er til stede til at gennemføre projektet.

Indstillingen har været forelagt Kultur- og Fritidsforvaltningen, der ikke har bemærkninger til annulleringen.

Økonomi

I Budget 2012 (BR 6. oktober 2011) (A, B, C, F, I, O og V) blev der afsat 3,3 mio. kr. (2018 p/l) til at etablere en udendørs dansescene. Bevillingen til den udendørs dansescene blev frigivet af Borgerrepræsentationen den 15. november 2012.

Forvaltningen estimerer på nuværende tidspunkt, at projektet har et restbudget på 2,2 mio. kr. (2018 p/l). Størstedelen af de forbrugte midler er anvendt internt og eksternt på udarbejdelse af hovedprojekt, inklusiv konstruktionstegninger for dansescenen. Der er brugt et mindre beløb på at forberede arealet i forbindelse med, at HOFOR lukkede deres byggeplads. Derudover er der brugt midler på udarbejdelse af skitser m.m.

Når anlægsprojektet er regnskabsforklaret, tilbageføres restbudgettet til kommunekassen.

Videre proces

Når Borgerrepræsentationen har annulleret projektet, vil Teknik- og Miljøudvalget få regnskabsforklaret projektet ved en kommende sag om reperiodisering, og restbudgettet vil efterfølgende blive overført til kommunekassen i første sag om bevillingsmæssige ændringer i 2018.

 

Pernille Andersen

/Anders Møller

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 9. oktober 2017

Indstillingen blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.

Til top