Ændret placering af nedlæggelse af bilparkeringspladser for bedre cykelparkering, Indre By
Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til en ændret placering af 17 bilparkeringspladser i rød og grøn betalingszone, som udvalget besluttede at nedlægge den 4. marts 2014 for at få plads til at etablere flere cykelparkeringspladser i Indre By.
Indstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
- at placeringen af 12 bilparkeringspladser i rød betalingszone og fem bilparkeringspladser i grøn betalingszone, der nedlægges til fordel for cykelparkering, som besluttet på Teknik- og Miljøudvalgets møde den 4. marts 2014, ændres, jf. bilag 2 og 3.
Problemstilling
I Budget 2013 (BR 4. oktober 2012) (A, B, F, I og Ø) blev der afsat 10,0 mio. kr. til forbedring af cykelparkeringsforhold, hvor det er mest tiltrængt. I Budget 2014 (BR 3. oktober 2013) (A, B, F, O og Ø) blev der afsat 2,5 mio. kr. til ny cykelparkering på eller nær indkøbsgader.
Som en del af disse projekter besluttede Teknik- og Miljøudvalget den 4. marts 2014 at nedlægge 20 konkret udpegede bilparkeringspladser i rød betalingszone og fem konkret udpegede pladser i grøn betalingszone til fordel for cykelparkering.
Da politiet ikke kan give samtykke til at nedlægge 12 af de 20 besluttede pladser i rød betalingszone, og da alle fem besluttede pladser i grøn betalingszone nu anvendes til andet formål end bilparkering, skal der tages stilling til forslag om i stedet at nedlægge 17 andre konkret udpegede bilparkeringspladser.
Løsning
Rød og grøn betalingszone
Politiet har ikke kunnet give samtykke til at nedlægge 12 af de besluttede parkeringspladser i rød betalingszone (på Antonigade, Kronprinsensgade og Pilestræde), jf. bilag 2B. Politiet vurderer, at nedlæggelse af parkeringspladserne kan medføre ulovlige standsninger ved af- og pålæsning, som har negative konsekvenser for fremkommeligheden for redningskøretøjer og den generelle trafiksikkerhed i området, da der kun er få eller ingen parkeringspladser i de tilstødende gader. Det har heller ikke været muligt at nedlægge de fem parkeringspladser i grøn betalingszone (på Overgaden Oven Vandet og Dronningensgade), jf. bilag 2D, da arealet nu anvendes til udeservering og varelevering.
Processen med at finde alternative parkeringspladser har taget lang tid. Det skyldes blandt andet, at arealet i Indre By skal kunne indeholde mange funktioner, og det har været vanskeligt at finde forslag til nye bilparkeringspladser, hvor politiet kan give samtykke til at etablere cykelparkering. Forvaltningen har været i en længere dialog med politiet om forskellige forslag til mulige bilparkeringspladser, der kan nedlægges, og forvaltningen har derfor gennemgået området i Indre By (rød betalingszone) sammen med politiet. Derudover har forvaltningen brugt tid på at afklare mulige synergier med andre anlægsprojekter med parkeringsnedlæggelser og bedre cykelparkering. Projektet forventes fortsat ibrugtaget til tiden, dvs. at cykelparkeringspladserne er færdige ultimo 2017.
På baggrund af ovenstående foreslår forvaltningen en ændret placering af de 12 pladser, der skal nedlægges i rød zone jf. bilag 2A-B, og fem pladser, der skal nedlægges i grøn zone, jf. bilag 2C-D og tabel 1 nedenfor. Bilparkeringspladserne, der foreslås nedlagt, er valgt ud fra et konkret behov for flere cykelparkeringspladser og et ønske om at sikre trafikafviklingen, herunder bilparkeringskapaciteten. I disse områder findes trafikknudepunkter, et aktivt handels- og restaurationsliv og mange arbejdspladser, der skaber et behov for mere cykelparkering. Bilag 1 indeholder et oversigtskort.
Tabel 1. Oversigt over pladser, der ikke har opnået politiets samtykke og forslag til nye pladser til nedlæggelse.
Zone |
Pladser, der ikke har opnået politiets samtykke (TMU 4. marts 2014) |
Antal |
Forslag til nye pladser til nedlæggelse |
Antal |
Rød |
Antonigade |
4 |
Gammel Mønt |
2 |
Kronprinsensgade |
4 |
Sværtegade |
2 |
|
Pilestræde |
4 |
Badestuestræde |
1 |
|
|
|
Rømersgade |
6 |
|
|
|
Ahlefeldtsgade |
1 |
|
I alt |
12 |
I alt |
12 |
|
Grøn |
Overgaden Oven Vandet |
3 |
Palægade |
1 |
Dronningensgade |
2 |
Sankt Annæ Gade |
1 |
|
|
|
Store Strandstræde |
1 |
|
|
|
Lille Strandstræde |
1 |
|
|
|
Nyhavn |
1 |
|
I alt |
5 |
I alt |
5 |
Konsekvenser for bilparkering
Belægningsgraden på bilparkeringspladserne i de berørte gader i marts 2017, dvs. efter etablering af gul betalingszone, fremgår af bilag 3A.
I forhold til de seks pladser i Rømersgade, foreslås nedlagt, jf. bilag 2A, har det siden februar 2017 været muligt for beboere i Indre By at parkere med beboerlicens på 380 parkeringspladser i det private parkeringshus under Israels Plads, der er beliggende ca. 150 meter fra Rømersgade.
Nedlæggelserne er koordineret med projektet Omdannelse af parkeringspladser til grønne byrum og cykelparkering, i Indre By (TMU 19. juni 2017). I det projekt forventes der at blive nedlagt op til 40 yderligere bilparkeringspladser i Rømersgade og Linnésgade. Derudover er nedlæggelserne koordineret med projekt Bedre fremkommelighed for cyklister i Vendersgade, som blev besluttet i Budget 2017. I dette projektet kan der nedlægges op til 20 bilparkeringspladser til forbedring af forhold for cyklister og grøn vej (klimaprojekt).
Antal nye cykelparkeringspladser
Som standard kan der på arealet til en bilparkeringsplads etableres mellem otte og 10 cykelparkeringspladser. Det nøjagtige antal cykelparkeringspladser, der kan anlægges, fastlægges i forbindelse med den konkrete projektering af projektet.
Høring
Politiet har givet samtykke til forslagene. Udpegningen af de foreslåede bilparkeringspladser er derudover sket efter en konkret dialog med DSB, Indre By Lokaludvalg, Jeudan Ejendomme (Torvehallerne) og på baggrund af borgerhenvendelser. Lokaludvalgene i de berørte områder vil blive orienteret, inden anlægsarbejdet igangsættes.
Blå betalingszone og udenfor betalingszonerne
På Teknik- og Miljøudvalgets møde den 4. marts 2014 blev det ligeledes besluttet, at forvaltningen i dialog med boligforeninger og butikskæder kan nedlægge fem pladser i blå betalingszone og 15 pladser uden for betalingszonerne til cykelparkering med efterfølgende orientering til Teknik- og Miljøudvalget.
Teknik- og Miljøudvalget skal derfor ikke træffe en beslutning om de konkrete pladser, som nedlægges i blå betalingszone og udenfor zonerne. Forvaltningen orienterer hermed om, at der efter dialog med DSB er udpeget tre bilparkeringspladser ved Hovedbanegården, som nedlægges til fordel for cykelparkering, jf. bilag 2E. Pladserne ligger i grøn betalingszone, men da der er tale om privat fællesvej, som er ejet af Københavns Kommune, og pladserne er betalingsfri korttidsparkering, hører pladserne teknisk og økonomisk til udenfor betalingszonerne. Teknik- og Miljøudvalget vil ultimo 2017 blive orienteret om, hvor de fem pladser i blå betalingszone og de resterende 12 bilparkeringspladser udenfor betalingszonerne nedlægges.
Økonomi
I Budget 2013 (BR 4. oktober 2012) (A, B, F, I og Ø) blev der afsat 10,0 mio. kr. (2013 p/l) til forbedring af cykelparkeringsforhold, hvor det er mest tiltrængt. Midlerne blev frigivet på Borgerrepræsentations møder den 22. august 2013, 10. april 2014 og 2. februar 2017. I Budget 2014 (BR 3. oktober 2013) (A, B, F, O og Ø) blev der afsat 2,5 mio. kr. (2014 p/l) til ny cykelparkering på eller nær indkøbsgader. Midlerne blev frigivet på Borgerrepræsentationens møde den 10. april 2014.
Indtægtstabet (1,1 mio. kr.) for nedlæggelse af i alt 45 bilparkeringspladser til fordel for cykelparkering, fordelt på 20 i rød betalingszone, fem i grøn betalingszone, fem i blå betalingszone samt 15 udenfor betalingszonerne er finansieret i Budget 2013 (Æ283). Indtægtstabet forbundet med nedlæggelserne af bilparkeringspladserne i rød og grøn betalingszone er således finansieret.
Videre proces
Projektet forventes fortsat ibrugtaget til tiden, dvs. at nedlæggelsen af de 20 bilparkeringspladser og anlæg af cykelparkeringspladserne forventes færdig ultimo 2017. Teknik- og Miljøudvalget vil ultimo 2017 blive orienteret om, hvor de fem pladser i blå betalingszone og de resterende 12 bilparkeringspladser udenfor betalingszonerne nedlægges. Teknik- og Miljøudvalget vil samtidig blive orienteret om resultaterne af det samlede projekt Bedre Cykelparkering.
Pernille Andersen
/Anders Møller
Beslutning
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 9. oktober 2017
Indstillingen blev godkendt med syv stemmer mod to. Ingen undlod at stemme.
For stemte: A, B og Ø.
Imod stemte: C og V.