Mødedato: 09.10.2017, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Evaluering af Distortion gadefester 2017

Se alle bilag
Teknik- og Miljøudvalget skal tage evalueringen af Distortion gadefester i 2017 til efterretning.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller over for Teknik- og Miljøudvalget,

  1. at evalueringen af Distortion gadefester i 2017, jf. bilag 1, tages til efterretning.

Problemstilling

På baggrund af evalueringen af gadefesten Distortion i 2016 (TMU 19. december 2016), besluttede Teknik- og Miljøudvalget at udvalgsbehandle Distortions hovedansøgning til 2017 (TMU 27. februar 2017). Udvalgsbehandlingen resulterede i en politisk godkendelse af en rammetilladelse, som var forudsætningen for, at Distortion senere kunne få en endelig tilladelse.

På baggrund af rammetilladelsen, jf. bilag 4,(TMU 27. februar 2017) har forvaltningen evalueret Distortion i 2017, jf. bilag 1, som blev afholdt den 31. maj 2017 på Nørrebro og den 1. juni 2017 på Vesterbro.

Løsning

Klager

Forvaltningen har gennemgået antallet af borgerklager i 2017. De endelige optællinger viser 33 skriftlige borgerklager i 2017 sammenlignet med 126 i 2016. Herudover er der registreret 14 mundtlige henvendelser i 2017 om Distortion.

Set fra et myndighedsperspektiv kan regnvejret under Distortion i 2017 på Nørrebro have haft en positiv indflydelse på evalueringen af arrangementet, idet antallet af deltagere var lavere end det forrige år, hvilket kan have medført færre gener og derfor færre klager.

Konklusion

Klagepunkterne går primært på støj, urin og glasskår i gaderne og private gårde/kælderskakte samt manglende renhold i morgentimerne.

Renhold og toiletter

Forvaltningen stillede krav om samlet 1200 sanitære foranstaltninger i tilladelsen for begge dage. Forvaltningens krav blev ikke indfriet af arrangøren ved arrangementet om torsdagen på Vesterbro, da der kun blev sat ca. 10 af de aftalte 100 peefences op (hegn hvorpå, der monteres to urinaler pr. hegn). Der manglede således ca. 180 sanitære foranstaltninger ud af det samlede krav på 1200. Vilkåret blev indfriet om onsdagen på Nørrebro. Street hosts barer mv. lukkede ned til aftalt tid, hvorefter der kunne blive gjort rent i området. På Vesterbro blev der i 2017 indsamlet 27,4 ton affald, hvilket er mindre end i 2016, hvor det var 33,4 ton. På Nørrebro blev der i 2017 indsamlet 21,9 ton, hvilket er mere end 2016, hvor det var 19,9 ton.

Konklusion

Forvaltningen vurderer, at der stadigvæk er udfordringer med urinering i gader, porte, kælderskakte mv. Dette til trods for flere opsatte foranstaltninger (peefences, toiletter mv.). Forvaltningen konkluderer endvidere, at Distortion ikke fuldt ud levede op til dette krav i tilladelsen. Fremadrettet vil forvaltningen skærpe kravene til arrangørens dokumentation af procesplan for opstilling af toiletter, hegn mv. Senest fire uger før afvikling skal forvaltningen have modtaget en tids- og procesplan. Forvaltningen vil herefter vurdere, om tids- og procesplanen er realistisk at imødekomme indenfor de givne rammer. Hvis arrangøren ikke kan påvise, at opstillingen er mulig indenfor tidsrammen, vil forvaltningen afvise ansøgningen

Lokal forankring

I 2017 blev der bl.a. afholdt møder mellem forvaltningen, arrangøren og de tre involverede lokaludvalg. Vesterbro og Nørrebro Lokaludvalg er overvejende positive overfor Distortion og der er vilje til at inddrage arrangementet mere lokalt. Indre By Lokaludvalg har frabedt sig, at der igen afholdes Distortion i bydelen og er i det hele taget utilfredse med mængden af arrangementer generelt i Indre By.

Konklusion

Forvaltningen vurderer, at der trods forskelligartede initiativer igangsat af arrangøren i 2017, fortsat er brug for en bedre lokal forankring, hvis arrangementet skal skabe værdi for flere beboere og for erhvervslivet i de berørte gader. Flere initiativer indgår i Distortions strategi for udviklingen 2017-2020, jf. bilag 3. Fremadrettet vil forvaltningen følge op på, om arrangøren indfører initiativerne i deres strategi om mere lokal og voksen byfest eksempelvis indsatser, der tiltaler publikum 30+ og børnefamilier, samt at gadefesterne overvejende afholdes af lokale aktører under hensyntagen til det eksisterende erhvervsliv.

Forvaltningen vil sikre, at Distortion indgår i møder med relevante lokaludvalg og erhvervsforeninger med henblik på bedre inddragelse og høring af erhvervslivets synspunkter.

Forvaltningen vil fremover kræve, at der også indtegnes madvogne, større generatorer og lign. på arrangørens opstillingsplaner, som skal godkendes af forvaltningen. Det har bl.a. vist sig nødvendigt, da omfanget og størrelsen af madboderne i 2017 var vokset, og at større generatorer og flere madboder nogle steder var til gene for det eksisterende erhverv.

Hærværk

Erstatningskravet fra forvaltningen er i 2017 på 9.861 kr. for ødelagte blomsterbede på Litauens Plads til forskel fra sidste år, hvor det drejede sig om ødelæggelser på lyssignaler på Sankt Hans Torv. Kommunens driftsoperatør Dynniq har stævnet Distortion. Der er endnu ikke faldet en afgørelse i retssagen.

Konklusion

Forvaltningen vurderer, at det forhøjede depositum på 350.000 kr. samt den øgede præventive indsats har haft en effekt, og forvaltningen har ikke konstateret hærværk eller ødelæggelse af offentligt byinventar såsom signalstandere mv., som det var tilfældet i 2016. Forvaltningen vurderer, at depositummet på 350.000 kr. har et passende leje, da det bl.a. er fastsat på baggrund af tidligere skader på lyssignaler til en værdi af 330.000 kr. Det er desuden fastsat på baggrund af forvaltningens vurdering af, at der med denne type arrangement er en høj risiko for skader på offentligt byinventar. Fremadrettet vil forvaltningen fastholde dette vilkår om depositum.

Støj

Gadefesten foregik både på vejareal og pladser. Nogle af pladserne i Distortions arrangementsområde er omfattet af Forskrift for udendørs musikarrangementer (BR 2. marts 2017). På de scener og gader, som ikke var omfattet af forskriften, var støjgrænsen sat til 80 dB(A). På de fleste scener, som støjvagterne kontrollerede, måtte lydniveauet nedjusteres. Efter nedjustering blev støjgrænserne på 80 dB(A) efter forvaltningens vurdering generelt overholdt som et gennemsnit over koncerten. En udfordring i forhold til at vurdere støjniveauet var, at alene støjen fra publikum i visse tilfælde oversteg 80 dB(A) på grund af menneskemængden.

På de pladser, som er omfattet af Forskriften (grænseværdierne skal være under 80 dB (A)), er det forvaltningens vurdering, at arrangørerne ikke overholdt de fastsatte grænseværdier. Dette gjorde sig særligt gældende på Sankt Hans Torv, hvor grænsen er 60 dB(A) og på Litauens Plads, hvor grænsen er 60 dB(A). På disse pladser overholdt arrangøren ikke støjgrænserne. Derfor måtte kommunens vagter bede arrangøren og politiet om at stoppe koncerterne.

Der var samtidig tilfælde, hvor politiet ikke ville nedlukke arrangementer/scener på grund af sikkerhedsmæssige forhold (bl.a. styring af menneskemængder hvis en scene lukkes brat ned).

Distortions betalingsarrangement på Refshaleøen overholdt ikke den begrænsning på sluttidspunktet, som fremgår af Forskriften. Distortion havde heller ikke søgt om dispensation for Forskriften.

På Rådhuspladsen er der i henhold til forskriften ikke miljøvilkår, men i tilladelsen til Distortion har forvaltningen sat et vilkår om, at koncerterne skulle slutte kl. 24.00. Dette blev overholdt. Støjniveauet omkring Rådhuspladsen gav anledning til to telefoniske klager til støjvagten. Generelt var placering af højtalere mv. med til, at et begrænset antal naboer, som blev direkte belastet af for høj musik.

Konklusion

Antallet af klager over støj (9 skriftlige) er på et lavere niveau end 2016 (38 skriftlige). Arrangøren har oplyst, at de vil tage erfaringerne fra Sankt Hans Torv og Litauens Plads med sig i den videre vurdering af, om pladserne er egnet til Distortion arrangementer.

Det er generelt en udfordring at afvikle koncerter af den størrelsesorden, som er kendetegnet ved Distortions arrangementer, og samtidigt overholde alle støjgrænser. Forvaltningen vil derfor inddrage denne erfaring i evalueringen af Forskrift for udendørsmusikarrangementer primo 2018.

Trafikale konsekvenser og øget sikkerhed

Distortion gadefester er årsag til store trafikale gener, og fremkommeligheden kan under arrangementet være vanskelig. Særligt forholdene på Vesterbro var i 2017 problematiske, da der var store vejarbejder på Vesterbrogade i samme periode. Krav til øget sikkerhed og terrorsikring i form af hastighedsdæmpende foranstaltninger var i 2017 årsag til, at forvaltningen inddragede flere parkeringspladser end tidligere og skyld i lukning af trafikerede veje i en længere periode end i tidligere år.

Konklusion

Vesterbro var ramt af markante påvirkninger af trafikken, idet krav om øget sikkerhed og vejarbejder på Vesterbro gjorde fremkommeligheden svær. Der har tidligere været afholdt Distortion arrangement i Enghaveparken, som de næste to år er under renovering og dermed ikke kan blive brugt til Distortion arrangementer.

Overordnet set var der i fællesevalueringen med politi og beredskab, jf. bilag 2, tilfredshed med arrangementet.

Fremadrettet

På baggrund af evalueringen for 2017 konstaterer forvaltningen, at Distortion forsat skal arbejde videre med en større grad af professionalisering af gadefesterne – dette af hensyn til byen og byens borgere, men også set i lyset af tidens krav om øget sikkerhed og terrorsikring. Fokus vil fremadrettet i 2018 fortsat være støjbelastning, trafikal afvikling, toiletfaciliteter, hærværk og bedre lokal forankring, som forvaltningen vil administrere med afsæt i vilkårene for 2018.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.

Videre proces

Når forvaltningen modtager ansøgning om Distortion i 2018, vil der blive arbejdet på en rammetilladelse til Distortion gadefester 2018. Dette vil som i 2017 ske med afsæt den seneste evaluering og de skærpede rammevilkår, der her er skitseret. Forvaltningen vil indarbejde de nævnte tiltag i rammetilladelsen for 2018.

Hvis udvalget ønsker at behandle Distortion hovedansøgning 2018 (rammetilladelse for 2018), skal dette tilkendegives overfor forvaltningen.

 

Pernille Andersen

/Anne-Sofie Degn

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 9. oktober 2017

Indstillingen blev taget til efterretning med syv stemmer mod nul. To medlemmer undlod at stemme.

For stemte: A, B og Ø.
Imod stemte: -
Undlod at stemme: C og V.

Et samlet udvalg afgav følgende protokolbemærkning:
”Vi ønsker at få Distortions rammeansøgning om Distortion 2018 til politisk godkendelse.”

Det Konservative Folkeparti og Venstre afgav følgende protokolbemærkning:
”Det er beklageligt, at vilkårene for arrangementet ikke blev overholdt efter forvaltningens opfattelse. Både støjniveauet og tidspunktet for festens ophør ses ikke overholdt.

Vi finder, at Distortion ikke længere bør afholdes i beboelsesgader pga. de store problemer med affald, støj og urin, og pga. de store trafikale gener.”

Socialdemokratiet og Enhedslisten fremsatte følgende protokolbemærkning:
”Partierne finder det utilfredsstillende, at Distortion ikke har levet op til støjgrænser og sanitære forhold på Vesterbro. Forvaltningen skal have øje for dette i næste års festival.”

Til top