Mødedato: 09.09.2013, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Kommunal garanti, renoveringsarbejder i Lejerbo, Københavns afdeling 142-0 Spaniensgade

Se alle bilag

Teknik- og Miljøudvalget skal træffe beslutning om kommunal garanti for lån vedr. renoveringsarbejder i den almene boligorganisation Lejerbo, Københavns afd. 142-0 Spaniensgade, beliggende Spaniensgade 24, København S.

Indstilling og beslutning

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
  1. at kommunen i forbindelse med renoveringsarbejderne garanterer for 79,11 pct. af et realkreditlån på 15,260 mio. kr., hvoraf Landsbyggefonden regaranterer for halvdelen af et eventuelt tab på lånet.

Problemstilling

Borgerrepræsentationen har den 3. november 2011 godkendt en samlet renovering på 15.639.000, hvor kommunen skulle stille garanti for 11.179.000 kr. Arbejderne omfatter byggeskade- og forbedringsarbejder, bl.a. efterisolering af facade, udskiftning af tag og vinduer samt afhjælpning af skimmelproblemer.

Efterfølgende viste det sig, at renoveringen blev dyrere end først antaget, og Borgerrepræsentation godkendte derfor den 13. december 2012, at den tidligere godkendte garanti på op til 100 pct. forhøjes fra 11.179.000 kr. til 15.260.000 kr.

Der søges nu om kommunal garanti for 79,11 pct. af et realkreditlån på 15.260.000 kr. Kommunens hæftelse udgør dermed 12.072.186 kr., hvoraf halvdelen af et eventuelt tab som følge af garantiforpligtelsen godtgøres af Landsbyggefonden.

I forbindelse med Borgerrepræsentationens beslutning den 13. december 2012 blev Teknik- og Miljøudvalget bemyndiget til at stille den nødvendige garanti for lån til finansiering af arbejderne i medfør af styrelseslovens § 41 og lånebekendtgørelsens § 15. Garantierne stilles med hjemmel i almenboliglovens § 91 og § 98 og beregnes efter almenboliglovens § 127.

Efter Borgerrepræsentationens godkendelse er Teknik- og Miljøudvalget således bemyndiget til at stille de konkrete garantier i overensstemmelse med beslutningen, og borgmesteren er bemyndiget til efterfølgende at underskrive garantidokumenterne.

Løsning

Kommunen anmodes om at stille garanti for belåning af arbejderne som angivet nedenfor:
Adresse Spaniensgade 24, København S
Lån, kr. 15.260.000 kr. (heraf regaranti fra LBF for halvdelen)
Garanti pct. 79,11 pct.
Kommunens hæftelse i kr. 12.072.186 kr., heraf regaranti fra LBF for kr. 6.036.093 kr.
Låntager Lejerbo, København, afd. 142-0 Spaniensgade
Långiver BRFkredit
Beslutningsdato 13-12-2012
Antal boliger 10
Sagstype Byggeskade- og forbedringsarbejder

Økonomi

Garantien er en eventualforpligtelse, der kun får bevillingsmæssige konsekvenser for Teknik- og Miljøudvalget, såfremt låntager Lejerbo, København, afd. 142-0 ikke er i stand til at betale lånet.

Forvaltningen har ikke på nuværende tidspunkt indikationer på, at garantien vil komme til udbetaling.

Videre proces

Når Teknik- og Miljøudvalget har godkendt garantiforpligtelsen, sendes erklæringen om kommunegaranti til underskrift hos teknik- og miljøborgmesteren og forvaltningens administrerende direktør. Herefter returneres de til BRFkredit.           



        
Pernille Andersen              /                               Morten Boje                                                      

                                                                                          

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet 9. september 2013

Indstillingen blev godkendt.
Til top