Mødedato: 09.09.2013, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Fem projekter om sikre skoleveje - Skolevejspakke 2013 II

Se alle bilag

Teknik- og Miljøudvalget skal godkende fem skolevejsprojekter under Program Sikre Skoleveje’s Projektpakke 2013-II.

Indstilling og beslutning

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik og Miljøudvalget godkender,

  1. at projektet omkring Kongovejs Fritidshjem og -klub anlægges som skitseret i Projektpakke 2013-II (bilag 1)
  2. at projektet omkring Ungehuset i Norgesgade anlægges som skitseret i Projektpakke 2013-II (bilag 1)
  3. at projektet omkring Institutionen Slaraffenland anlægges som skitseret i Projektpakke 2013-II (bilag 1)
  4. at projektet omkring Hyltebjerg Skole anlægges som skitseret i Projektpakke 2013-II (bilag 1)
  5. at projektet omkring Vesterbro Ny Skole anlægges som skitseret i Projektpakke 2013-II (bilag 1)

Problemstilling

Der skal træffes beslutning om fem skolevejsprojekter under Projektpakke 2013-II. Hvert af projekterne indeholder forslag til at løse konkrete problemstillinger om trafikforholdene ved skolerne/institutionerne (se bilag 1). Bevillingen er givet ved Budget 2012 (Socialdemokraterne, SF, Det Radikale Venstre, Venstre, Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance).

Det store antal projekter til sikring af skolevejene og behovet for en tæt dialog med skoler, elever og forældre nødvendiggør en særlig proces. Der er tale om små og ukomplicerede anlægsprojekter, som forældrene forventer kan etableres hurtigt. Projekterne bliver desuden koordineret med færdselsundervisning og andre tiltag, der gør eleverne mere kompetente i trafikken.

Borgerrepræsentationen har derfor den 31. maj 2012 godkendt, at projekterne under denne bevilling gennemføres i en ”fast-track”-proces, hvor Teknik- og Miljøudvalget godkender de enkelte skolevejsprojekter.

Løsning

Strukturomlægningen på skoleområdet i 2008 ændrede på de hidtidige skoledistrikter og institutionsstrukturer, hvorved der også blev ændret på de ruter, som børnene benytter mellem hjem, skoler og fritidshjem.

Mange forældre opfatter skolevejene i Københavns Kommune som utrygge. Det er en barriere for at få flere børn til at færdes til fods og på cykel i skole. Blandt forældrene og på skolerne er der stor opmærksomhed på sikkerheden og et stort ønske om, at skolevejsprojekterne gennemføres hurtigt.

Samtidig giver anlægsprojekterne en god anledning til at skabe dialog med skole og forældre om trafikforholdene omkring skolerne, få udarbejdet en trafikpolitik og styrket færdselsundervisning.

I forbindelse med gennemførelse af anlægsprojekterne vil forvaltningen sikre forventningsafstemning med skolerne og styrke kommunikationen til forældrene.

De udvalgte projekter

Skolerne har meldt ind til Sikre Skoleveje om problemer med trafikforholdene omkring skolerne. Projekterne er udvalgt efter prioritering på baggrund af de af Borgerrepræsentationen vedtagne parametre (BR 17/9 2009):

  • Trafiksikringer på steder, hvor der reelt er øget risiko for ulykker med børn.
  • Sikringer på skole- og institutionsveje, der påvirkes af skole- eller institutionssammenlægninger eller -nedlæggelser.
  • Tryghedsprojekter på steder, hvor trafikmængder, andel af tung trafik, oversigtsforhold mv. taler for det.
  • Skoler eller institutioner, der indgår i et arbejde om at indføre, eller har indført en trafikpolitik.

Projekterne i pakke 2013-II består hovedsageligt af nedsættelser af hastigheder, hastighedsdæmpende foranstaltninger som bump, fodgængerstøttepunkter i form af heller, gennemførte fortove og regulering af parkeringsforholdene som fx etablering af ”kys og kør”-parkeringspladser.

Parkeringskonsekvenser

Ingen af projekterne påvirker antallet af parkeringspladser.

Lokaludvalg

De relevante lokaludvalg vil som aftalt med lokaludvalgene ved hidtidige skolevejsprojekter blive orienteret om de enkelte anlægsprojekter og modtager skolens dialograpport, når skolen har godkendt den. I forvaltningen er der desuden udpeget en fast kontaktperson for lokaludvalgene og indgået en aftale om, at udvalgene modtager den årlige statusrapport for Sikre Skoleveje, som også lægges til Borgerrepræsentationens orientering. 

Økonomi

Ved Budget 2012 blev der afsat 10 mio. kr. til fortsættelse af Program Sikre Skolevejes arbejde i 2013. Den 31. maj 2012 frigav Borgerrepræsentationen de 10 mio. kr. 

6,5 mio. kr. er afsat til fysiske anlægsprojekter, mens 3,5 mio. kr. er afsat til udarbejdelse af trafikpolitik på skoler, færdselsundervisning og adfærdsregulerende tiltag ved skoler samt programledelse og myndighedsarbejde.

Den samlede anlægsinvestering for de fem skolevejsprojekter i Projektpakke 2013-II vil være 1,2 mio. kr. inklusiv omkostninger til projektering og uforudsete udgifter.

Projektpakke 2013-II er Skolevejprogrammets projektpakke nr. 13 i alt og den anden pakke inden for bevillingen på 10 mio. kr.

Bevillingen dækker:

  • Anlægspakke 2013-I (3,4 mio.kr.)
  • Hævet flade ved Gasværksvejens Skole (0,6 mio. kr.), jf. orienteringsnotat til Teknik- og Miljøudvalget af 27/9 2012 om Istedgade/Eskildgade-krydset.
  • Anlagte projekter ved Ørestad Skole (0,6 mio. kr.). Besluttet inden for rammerne af den oprindelige BR bevilling.
  • Små justeringer/tilpasninger ved skoler, der tidligere har fået gennemført projekter (0,7 mio. kr.). Besluttet inden for rammerne af den oprindelige BR bevilling.

Hermed er den samlede bevilling disponeret og der kommer ikke yderligere projektpakker inden for programmets nuværende bevilling.

Videre proces

Alle projekterne i denne pakke er under projektering og godkendelse hos politiet. Alle projekterne i denne pakke forventes anlagt i løbet af dette skoleår.

Årsrapport for Program Sikre Skoleveje 2012 er lagt på Teknik- og Miljøforvaltningens portal før sommerferien 2013. Årsrapporten lægges ligeledes til Økonomiudvalgets og Borgerrepræsentationens orientering.


 

   Pernille Andersen

                                                                 / Niels Tørsløv

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet 9. september 2013

Indstillingen blev godkendt.
Til top