Mødedato: 09.08.2006, kl. 15:00

Nyhavn som byrum og havn

Nyhavn som byrum og havn

Teknik- og Miljøudvalget

 

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde onsdag den 9. august 2006

 

 

Sager til beslutning

 

9.      Nyhavn som byrum og havn

 

TMU 432/2006  J.nr. 2141:108.0001/03

 

 

 

INDSTILLING OG BESLUTNING

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender

at der udarbejdes en byrumsplan med principper for arealanvendelsen på de offentlige arealer i Nyhavn

at arealanvendelsen i Nyhavn ses i sammenhæng med arealanvendelsen i de tilstødende områder Havnegade, Teaterpassagen, Kongens Nytorv, Strandstræderne, Sankt Annæ Plads og pladsen ved det nye skuespilhus (Kvæsthusbroen)

 

 

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 9. august 2006

Godkendt

 

 

RESUME

Nyhavn er en turistattraktion på verdensplan, og den grundlæggende attraktion er de smukke gamle huse samt kanalen med de fine gamle træskibe. Nyhavns store tiltrækningskraft skyldes også det blomstrende caféliv, de mange udendørsserveringer i hele gaden og den lange "bolværksbar".

Den store publikumssucces truer imidlertid med at kvæle det specielle miljø, som både beboere, skibsejere, restauratører og gæster værdsætter så højt, ligesom det stigende antal og størrelsen på kanalrundfarten ofte er i konflikt med sikkerheden for de gamle træskibe.

Forvaltningen foreslår, at der igangsættes et helhedsorienteret planlægningsarbejde, der fastlægger principper for arealanvendelsen på de offentlige arealer i Nyhavn set i sammenhæng med de tilstødende arealer.

Formålet er dels at kortlægge hvilke muligheder der er for, at nærliggende arealer kan anvendes til at fordele aktiviteterne over et større område og lette trykket på selve Nyhavn, dels at skabe et holdbart grundlag for administration af de offentlige arealer i området.

Forvaltningen foreslår endvidere, at der tages initiativ til i samarbejde med Københavns Havn, at undersøge mulighederne for en alternativ placering af kanalrundfartens anløbsbro i bunden af Nyhavn.

Arbejdet skal foregå i dialog med repræsentanter for de mange forskellige interessenter i Nyhavn, herunder Nyhavns Erhvervsforening, Nyhavnsforeningen, Træskibsforeningen, kanalrundfartens selskaber, Københavns Havn og beboerne i området.

 


 

Til top