Mødedato: 09.08.2006, kl. 15:00

Udviklingsplan for Fælledparken

Udviklingsplan for Fælledparken

Teknik- og Miljøudvalget

 

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde onsdag den 9. august 2006

 

 

Sager til beslutning

 

11.      Udviklingsplan for Fælledparken

 

TMU 433/2006  J.nr. 2221:117.0003/04

 

 

 

INDSTILLING OG BESLUTNING

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller

 

at Teknik- og Miljøudvalget godkender vedlagte forslag til udviklingsplan for Fælledparken

 

at Teknik- og Miljøudvalget godkender, at der reserveres 20 mio. kr. i Vej & Parks investeringsplan for 2007-11 til realisering af vedlagte udviklingsplan

 

 

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 9. august 2006

Godkendt

 

 

RESUME

Vej & Park har i dialog med brugerrådet for Fælledparken udarbejdet vedlagte forslag til udviklingsplan for Fælledparken, der indeholder målsætninger for parkens udvikling de kommende år og mere specifikt for indsatsområder frem mod parkens 100 års jubilæum i april 2009.

Ledetråden i arbejdet med Fælledparkens udviklingsplan har været at finde balancen mellem de mange ønsker om plads til aktiviteter i parken. Ikke mindst har det drejet sig om at finde plads til den mere selvorganiserede sportsudøvelse i balance med de meget veludviklede klubaktiviteter.

Københavnerne får i stadig større omfang stillesiddende arbejde og har derfor et stort behov for motion og bevægelse i fritiden. En stresset hverdag betyder også, at mange har et øget behov for ro og rekreation og gerne i grønne omgivelser.

Derfor er det vigtigt at skabe fysiske rammer i byens parker, der fremmer borgernes fysiske og psykiske sundhed ved at tilbyde attraktive opholdsarealer til bevægelse, leg og rekreation. Fælledparken er med sine 11 millioner besøg om året et sådant attraktivt tilbud.

 

Der er rigtig mange, der gerne vil bruge Fælledparken til forskellige formål, og der er konkurrence om pladsen. Der har i brugerrådet og ved parktræf været mange diskussioner om fordelingen af pladsen til den organiserede idræt og den mere selvorganiserede form for boldspil, løb og leg. Udviklingsplanen er udtryk for Vej & Parks afvejning af brugernes forskellige ønsker.


 

Til top