Mødedato: 09.08.2006, kl. 15:00

Plan for indsamling af farligt affald fra husholdninger

Se alle bilag

Plan for indsamling af farligt affald fra husholdninger

Teknik- og Miljøudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 9. august 2006

 

 

Sager til beslutning

 

20.      Plan for indsamling af farligt affald fra husholdninger

 

TMU 451/2006  J.nr. 26.0010/06

 

 

INDSTILLING

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller,

at  Teknik- og Miljøudvalget tiltræder plan for indsamling af farligt affald fra husholdninger

 

 

RESUME

Plan for farligt affald fra husholdninger har baggrund i et ønske om at indsamle mere farligt affald fra husholdningerne og derved mindske udledningen af de farlige stoffer til miljøet. Borgerrepræsentationen vedtog den 17. marts 2005 Affaldsplan 2008 (BR 157/05). I Affaldsplan 2008 er der en specifik målsætning om, at der skal laves en plan over initiativer for farligt affald, og planen skal forelægges Teknik- og Miljøudvalget. Planen omfatter en ny indsamlingsordning og tiltag til forbedring af de eksisterende indsamlingsordninger. En samlet plan skal sikre, at alle enkelte ordninger er tilpasset den samlede indsats.

 


SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Farligt affald er en problematisk affaldsfraktion, som ikke bør afleveres i dagrenovationen eller i kloakken. Farligt affald er bl.a. kemikalie- og malingsaffald, imprægneret træ, isoleringsmateriale, lysstofrør og lavenergipærer samt batterier. En undersøgelse af dagrenovationen har vist, at ikke alt farligt affald bliver sorteret fra. Ca. to kg farligt affald pr. indbygger fra villaer og ca. et kg pr. indbygger fra etageboliger ender hvert år i dagrenovationen. For at undgå at det farlige affald ender i dagrenovationen, skal der laves en ekstra indsats for indsamling af farligt affald fra husholdninger.

 

Københavns Kommune anvender en flerstrenget model til indsamling af farligt affald. Én enkelt ordning er ikke egnet til at indsamle alt farligt affald i alle de forskellige boligområder i København Kommune. Forvaltningen har lavet en plan for indsamling af farligt affald fra husholdninger. Det er en specifik målsætning i Affaldsplan 2008, at der skal laves en plan over initiativer for farligt affald.

Københavns Kommune har følgende ordninger for indsamling af farligt affald fra husholdninger:

  • Medicinrester kan afleveres på apoteket (apotekerordningen).
  • Kanyler kan afleveres på apoteket samt i opstillede gule kanylebeholdere (kanyleordningen).
  • Malingsrester m.v. kan afleveres hos de fleste farvehandlere (farvehandlerordningen).
  • Miljøbilen indsamler farligt affald på rute med stoppesteder både i villaområder og i etageområder (miljøbilordningen).
  • Mange etageejendomme har en viceværtordning, hvor det farlige affald kan afleveres til viceværten eller en anden ansvarlig person, der er uddannet til indsamling af farligt affald. Viceværten kontakter en transportør for afhentning af det farlige affald (viceværtordningen).
  • Der er to ordninger til indsamling af batterier: I/S Amagerforbrænding har grønne bokse i butikker og institutioner, og Kommunen har via R98 fået opstillet batteribeholdere i mange etageejendomme, primært hvor der ikke er viceværtordning (batteriordningen).
  • Flere genbrugsstationer og kvartermiljøstationer (genbrugsstationer).

 

Fremtidige initiativer

Et nyt initiativ på området er en boksordning. Fra 1. september 2005 blev der lavet en forsøgsordning i et udvalgt villaområde i Brønshøj/Husum, hvor farligt affald og småt elektronikaffald bliver indsamlet i 40 liters boks. Teknik- og Miljøudvalget har 7. juni 2006 besluttet, at boksordningen skal omfatte alle villaer i Københavns Kommune og indføres permanent (TMU 329/2006).

 

Følgende ændringer foreslås:

  • Husstandsindsamling af farligt affald og småt elektronikaffald fra villaer i en 40 liters boks (boksordningen).
  • Udvidelse af viceværtordningen.
  • Indskrænkning af miljøbilordningen i takt med at nye områder bliver serviceret af boksordningen og viceværtordningen.
  • Udvidelse af batteriordningen.
  • Etablering af nye genbrugsstationer og kvartermiljøstationer.

 

Der skelnes mellem indsamling på adressen, i nærområdet og i bydelen. Med boksordningen og udvidelse af viceværtordningen er indsamlingen på adressen styrket. Udvidelsen af batteriordningen vil også føre batteriindsamlingen tættere på brugeren. Endvidere kan borgene også aflevere farligt affald på genbrugsstationer og kvartermiljøstationer i bydelen.

 

Uddybning af indstilling

Tiltrædelse af plan for indsamling af farligt affald fra husholdninger vil medføre følgende forandringer og forbedringer af de eksisterende ordninger til indsamling af farligt affald fra husholdninger. Særlige bestemmelser for farligt affald vil blive rettet i henhold til Teknik-og Miljøudvalgets beslutning og sendt til godkendelse i udvalget.

 

Boksordning

Der etableres en permanent ordning til husstandsindsamling af farligt affald og småt elektronikaffald fra alle villaer i Københavns Kommune. Hver husstand indsamler det farlige affald i en 40 liters boks, og der bliver foretaget fire årlige afhentninger af det farlige affald.

 

Ved opstart af boksordningen vil der blive foranstaltet en flersidet informationskampagne. De involverede borgere får to breve tilsendt samt en informationsfolder i boksen. På undersiden af låget på boksen er der klæbet informationsmateriale på med eksempler på farligt affald. Ved forsøgsordningen var de involverede borgere tilfredse med det tilhørende informationsmateriale.

 

I forsøgsperioden opstod der mindre problemer med håndtering af boksen fra borgernes side. For at afhjælpe disse problemer bliver informationsindsatsen udbygget.

 

De husstande i Brønshøj-Husum, der er omfattet af forsøget vil få tilsendt et brev om, at forsøget gøres til en permanent ordning.

 

Miljøbilordning

Da miljøbilen ikke skal køre i villaområder mere, skal der informeres om dette. Det skal bl.a. ske via informationskampagnen fra boksordningen.

 

Viceværtordning

Viceværtordningen skal udvides ved en opsøgende indsats overfor nybyggeri og ved at tage kontakt til viceværtfirmaer. Det forsøges også at inddrage flere kolonihaveforeninger i viceværtordningen. Viceværtordningen er frivillig og det forventes, at der ved udvidelse af ordningen opstilles omkring 128 skabe yderligere. Hver vicevært får ca. to timers instruktion i håndtering af farligt affald, og viceværten benyttes som kontaktperson hvis der skal gives information i forbindelse med indsamling af farligt affald. Der indsamles i gennemsnit ca. 180 kg farligt affald pr. skab om året. Det er en specifik målsætning i Affaldsplan 2008 at udvide viceværtordningen.

 

Økonomi

Fra 2007 vil der være en omstillingsproces i samarbejdet mellem R98 og Miljøkontrollen på grund af afvikling af R98 koncession. Allerede fra 2007 vil Miljøkontrollen overtage information og kundeservice. Den nuværende aftale med R98 om indsamling af farligt affald forventes dog at løbe frem til 2011, indtil det tidspunkt vil R98 stå for driften af ordningerne.

 

Økonomiske beregninger på boksordningen

På baggrund af boksforsøget er de årlige omkostninger for boksordningen beregnet til ca. 3.413.000 kr. De årlige omkostninger inkluderer alt behandling, drift, administration information og investering i nyt materiel[1].

 

Der vil være besparelser på miljøbilordningen, da den ikke mere skal køre i villaområder. Besparelsen er vurderet til 1.159.000 kr. Meromkostningen ved at etablere boksordningen er derfor 2.252.000 kr.

 

Tabel 1 Meromkostninger for borgerne ved etablering af boksordning

 

Henteordning

4 tømninger

Årlig meromkostning i kr.

2.252.000

Renovationsgebyrets stigning i %

0,46

Årlig stigning i kr. pr. husstand

 

Etagebolig (eksempel på 75 m2)

5,32

Villa (eksempel på 140 m2)

9,92


Økonomiske beregninger på udvidelse af viceværtordningen

Der er afsat ca. 282.000 kr. til udvidelsen af viceværtsordningen. Midlerne går primært til det opsøgende arbejde i informationskampagnen, og er en del af etableringsomkostningerne. Dette er derfor en engangsudgift.

 

Ud fra den eksisterende viceværtordning er den årlige meromkostning ved at have 128 ekstra skabe i ordningen beregnet til ca. 372.000 kr.

 

Økonomi for udvidelse af batteriordningen

Der er i 2007 afsat 240.000 kr. til udvidelse af batteriordningen. Midlerne går til nyt materiel, drift, samt information og projektledelse.

 

Økonomi for genbrugsstationer

Driften af genbrugsstationer bliver finansieret af I/S Amagerforbrænding. Farligt affald indgår som en marginal fraktion i forhold til den samlede affaldshåndtering på genbrugsstationerne. Økonomien for farligt affald på genbrugsstationerne er derfor ikke beskrevet særskilt.

 

Miljøvurdering

Indstillingen er miljøvurderet, da sagstypen er omfattet af Teknik- og Miljøforvalt- ningens positivliste. Til sagstypen er knyttet følgende miljømål:

 

Mindre affald og færre farlige stoffer i affaldet

 

Ved en mere effektiv indsamling af farligt affald og småt elektronikaffald fra husholdninger vil dagrenovationen ("restaffaldet") indeholde mindre mængder af disse affaldsfraktioner, hvilket i sig selv medfører en mindre miljøbelastning. Negative påvirkninger fra forbrændingsanlæggene kan mindskes, hvis tilførslen af farligt affald og elektronikaffald til disse anlæg minimeres.

 

Afhentning af farligt affald ved boksordningen vil medføre en øget transport og dermed øget brændstofforbrug. Den ekstra transport vil medføre et større emmisionsbidrag af en række gasser og partikler. Farligt affald i dagrenovation og kloak er ikke direkte sammenligneligt med udledning af gasser og partikler fra bilernes udstødning. Det vurderes, at initiativerne samlet set vil have en positiv indvirkning i forhold til kommunens miljømål.

 

Høring

Plan for indsamling af farligt affald har ikke været i offentlig høring.

 

BILAG VEDLAGT

Plan for indsamling af farligt affald fra husholdninger

 

 

 

Hjalte Aaberg


 



[1] Investeringsomkostningerne er beregnet ud fra afskrivning over fem år.

Til top