Mødedato: 09.08.2006, kl. 15:00

Vilkårsændring: Driftstider og støjgrænser for RGS 90 A/S, Vindmøllevej 45

Se alle bilag

Vilkårsændring: Driftstider og støjgrænser for RGS 90 A/S, Vindmøllevej 45

Teknik- og Miljøudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 9. august 2006

 

 

Sager til beslutning

 

19.      Vilkårsændring: Driftstider og støjgrænser for RGS 90 A/S, Vindmøllevej 45

 

TMU 449/2006  J.nr. 29.0047/06

 

 

INDSTILLING

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller

at Teknik- og Miljøudvalget godkender Miljøkontrollens udkast til vilkårsændringer for RGS 90 A/S, Vindmøllevej 45.

 

 

RESUME

Driftstiderne for RGS 90 A/S's håndtering af røggasrensningsaffald fra Vindmøllevej 45 ønskes udvidet, da den nuværende driftstid ofte begrænser muligheden for at gennemføre lastning af et skib på en enkelt arbejdsdag.

Virksomheden ønsker driftstiden ændret med 1 time så håndtering kan starte kl. 6 alle ugedage. Det tilladte støjniveau mellem kl. 6 og 7 hæves derfor fra 40 til 45 dB i tidsrummet. Da det generelle støjniveau i området svinger omkring 44-47 dB og  lastning af røggasrensningsaffald giver 42 vurderer Miljøkontrollen, at en udvidelse af driftstiderne ikke vil påvirke de overordnede støjforhold i området.


SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Hos RGS 90 A/S, Vindmøllevej 45, modtages og udskibes røggasrensningsaffald fra Amagerforbrænding og Vestforbrænding. Aktiviteten er miljøgodkendt. Pladsen ligger ved kajen på nordsiden af Amagerforbrænding. Området er udlagt til erhvervsformål. På den anden side af vandet, på 250 m afstand, ligger Margretheholm Lystbådehavn.

Driftstiden blev i miljøgodkendelsen af6. marts 2003 fastsat til mandag til fredag kl. 6-18 og lørdag kl. 7-14.

Grundet uregelmæssig skibstrafik har RGS 90 A/S flere gange anmodet om dispensation fra driftstiden, for at kunne gennemføre en lastning på én dag, herunder på  lør- eller søndage. Miljøkontrollen har dispenseret, idet der ikke har været risiko for overskridelse af støjgrænseværdierne.

For at løse dette tilbagevendende dispensationsproblem har RGS 90 A/S søgt om en udvidelse af driftstiden til kl. 6-22 alle ugedage, så man har mulighed for at fuldføre en lastning på én arbejdsdag.

Dette indebærer, at den hidtidige støjgrænse mellem kl. 6 og 7 på 40 dB ændres til  45 dB. Støjgrænsen for kl. 18 til 22 på 45 dB fastholdes. Natværdien på 40 dB fastholdes også. Dagværdien er 50 dB mandag til lørdag og 45 dB søndag.

Miljøkontrollen vurderer på baggrund af RGS 90 A/S's støjdokumentation at støjniveauet fra lastning af røggasrensningsaffald bidrager med omkring 42 dB. Det generelle støjniveau i lystbådehavnen er 44-47 dB. Antallet af udskibninger er 1 gang hver tredje uge, og erfaringsmæssigt bliver kun et mindretal af disse gennemført uden for normal arbejdstid eller i weekender.

Miljøkontrollen har ikke modtaget klager over aktiviteterne, heller ikke i forbindelse med dispensationerne.

 

Miljøkontrollen vurderer, at området ikke vil blive påvirket af ændringen i driftstid og støjvilkår. Miljøkontrollen har valgt at give RGS 90 A/S grænseværdier for støj, som lægger sig op ad naboen Amagerforbrændings grænseværdier, men dog stadig er mere restriktive.

 

Miljøkontrollen anbefaler, at driftstiden udvides og støjgrænserne ændres, så virksomheden kan modtage, håndtere og udskibe røggasrensningsaffald kl. 6-22 alle ugedage. Fra kl. 6 til 7 tillades op til 45 dB. 

 

Andre affaldsfraktioner skal som hidtil håndteres inden for tidsrummet kl. 6-18 på hverdage og kl. 6-14 på lørdage.

 

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvernser for Københavns Kommune.

 

Miljøvurdering

Indstillingen er miljøvurderet, da støj fra virksomheder er omfattet af Teknik- og Miljøforvaltningens positivliste. Til støj er knyttet følgende miljømål:

Støjgener fra virksomheder skal nedbringes. Der skal løbende ske reduktion af antallet af klager over støj, som giver anledning til oprettelse af ulempesag. Efter ti år (2013) skal antallet af sådanne klager være reduceret med 25% (Agenda 21 plan).

Vilkårsændringen indebærer ikke forhøjet støj, da RGS 90 A/S formodes fremdeles at kunne overholde de oprindelige støjgrænser. Med de udvidede driftstider kan der en gang i mellem forekomme lastning af røggasrensningsaffald på lør- og søndage. Miljøkontrollen vurderer, at dette ikke vil øge støjniveauet i Lystbådehavnen.

 

Høring

Vilkårsændringen skal i offentlig høring

 

BILAG VEDLAGT

Bilag 1: RGS 90 A/S, Vindmøllevej 45: Vilkårsændring vedr. støj og driftstider

 


Hjalte Aaberg


 

Til top