Udviklingsplan for Fælledparken
Udviklingsplan for Fælledparken
Teknik- og Miljøudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 9. august 2006
Sager til beslutning
11. Udviklingsplan for Fælledparken
TMU 433/2006 J.nr. 2221:117.0003/04
INDSTILLING
Teknik- og Miljøforvaltningen
indstiller
at Teknik- og Miljøudvalget godkender vedlagte forslag
til udviklingsplan for Fælledparken
at Teknik- og Miljøudvalget godkender, at der
reserveres 20 mio. kr. i Vej & Parks investeringsplan for 2007-11
til
realisering af vedlagte udviklingsplan
RESUME
Vej & Park har i dialog med brugerrådet for
Fælledparken udarbejdet vedlagte forslag til udviklingsplan for Fælledparken,
der indeholder målsætninger for parkens udvikling de kommende år og mere
specifikt for indsatsområder frem mod parkens 100 års jubilæum i april 2009.
Ledetråden i arbejdet med Fælledparkens
udviklingsplan har været at finde balancen mellem de mange ønsker om plads til
aktiviteter i parken. Ikke mindst har det drejet sig om at finde plads til den
mere selvorganiserede sportsudøvelse i balance med de meget veludviklede
klubaktiviteter.
Københavnerne får i stadig større omfang
stillesiddende arbejde og har derfor et stort behov for motion og bevægelse i
fritiden. En stresset hverdag betyder også, at mange har et øget behov for ro
og rekreation og gerne i grønne omgivelser.
Derfor er det vigtigt at skabe fysiske
rammer i byens parker, der fremmer borgernes fysiske og psykiske sundhed ved at
tilbyde attraktive opholdsarealer til bevægelse, leg og rekreation.
Fælledparken er med sine 11 millioner besøg om året et sådant attraktivt tilbud.
Der er rigtig mange, der
gerne vil bruge Fælledparken til forskellige formål, og der er konkurrence om
pladsen. Der har i brugerrådet og ved parktræf været mange diskussioner om
fordelingen af pladsen til den organiserede idræt og den mere selvorganiserede
form for boldspil, løb og leg. Udviklingsplanen er udtryk for Vej & Parks
afvejning af brugernes forskellige ønsker.
SAGSBESKRIVELSE
Baggrund
I begyndelsen af 1900- tallet tog Københavns
Kommunalbestyrelse initiativ til anlæggelse af en åben folke- og idrætspark på
Københavns Blegdams- og Østerfælled. 27. april 1909 plantede Borgmester Jensen
det første træ i Fælledparken og i april 2009 kan københavnerne således fejre
Fælledparkens 100 års jubilæum.
Vej & Park har i dialog med brugerrådet for
Fælledparken udarbejdet vedlagte forslag til udviklingsplan for Fælledparken,
der indeholder målsætninger for parkens udvikling de kommende år og mere
specifikt for indsatsområder frem mod jubilæet.
Ledetråden i arbejdet med Fælledparkens
udviklingsplan har været at finde balancen mellem de mange ønsker om plads til
aktiviteter i parken. Ikke mindst har det drejet sig om at finde plads til den
mere selvorganiserede sportsudøvelse i balance med de meget veludviklede
klubaktiviteter.
Fælledparken er byens mest besøgte park med anslået
11 millioner besøg om året. Det at gå en tur eller motionere, opleve naturen,
fred og ro og frisk luft er det, der trækker omkring 65% af brugerne til
parken. En anden stor gruppe 15% bruger parken som legested eller til
uorganiseret boldspil. Endelig bruges parken som genvej eller omvej for folk
der færdes i bydelen.
En vigtig aktivitet i parken er også klubfodbolden,
hvor Fælledklubberne har aftaler om brug af de mange opstribede fodboldbaner.
Samfundsudviklingen har løbende medført, at flere og
flere mennesker får stillesiddende arbejde og derfor har et stort behov for
motion og bevægelse i fritiden. Men en stresset hverdag betyder også, at mange
har et øget behov for ro og rekreation og gerne i grønne omgivelser.
Derfor er det vigtigt at skabe fysiske
rammer i byen, som fremmer borgernes fysiske og psykiske sundhed ved at tilbyde
attraktive opholdsarealer til bevægelse, leg og rekreation.
Udviklingsplanen for
Fælledparken arbejder med både langsigtede mål og mål, der kan opfyldes
indenfor en kortere tidshorisont. Det er udviklingsplanens mål, at følgende initiativer
gennemføres frem mod 100 års jubilæet for Fælledparken i april 2009:
Flere små boldbaner
5- og 7-mandsbaner og ny stor
opholdsplæne på Klosterfælleden.
Asfalt bliver til græs
Borgmester Jensens Allé
nedlægges mellem Serridslevvej og Øster Allé
Kunstgræs på grusbanen
Ny opvisningsbane med
kunstgræs ved Gunnar Nu Hansens Plads
Sikkerhed og tryghed
Flere udfordringer og bedre
sikkerhed på Skaterbanen
Dans og teater
Dansepladsen ved Øster Allé
omlægges og udvides med amfiteater
Store bøgetræer
Det skal sikres, at der også
er store bøge- og egetræer de næste hundrede år
Den tilgængelige park
Stisystem, toiletter og
inventar opgraderes efter målsætningen i "Den tilgængelige by"
Mere natur
Naturindholdet i parken skal
styrkes, så der bliver mulighed for flere naturoplevelser
Bedre information
Informationstavler med
oplysning om parkens tilbud og service opsættes ved alle vigtige indgange
En vigtig del af udviklingsplanens realisering
forudsætter at der anlægges en kunstgræsbane på den eksisterende grusbane ved
Gunnar Nu Hansens Plads. Kunstgræsbanen skal fungere som opvisningsbane for
Fælledklubberne og vintertræning for boldspillerne.
Samtidig nedlægges den nuværende indhegnede
opvisningsbane på Klosterfælleden for at give mere plads til små fodboldbaner
til Fælledklubbernes mange børnespillere samt til en stor opholdsplæne.
For at kunne realisere planen er det nødvendigt at
finde andre placeringer af nogle af de aktiviteter der i dag finder sted på
grusbanen. Det drejer sig om discos - og hammerkast for et meget beskedent
antal af Spartas medlemmer. Vej & Park mener desuden, at disse forholdsvis
farlige discipliner bør udøves på et egentligt idrætsanlæg. Vej & Park er i
dialog med Kultur- og Fritidsforvaltningen om at finde en løsning.
Gruspladsen anvendes også i stort omfang til
parkering ved forskellige arrangementer i "Parken". Det er Vej & Parks
indstilling, at denne parkering i den fredede park ikke længere skal finde
sted.
Dialogproces
Brugerundersøgelser
I 2003-2004
gennemførte Vej & Park i samarbejde med forskningscentret for Skov og
landskab en undersøgelse af den rekreative brug af tre parker i Københavns
kommune herunder Fælledparken. Rapporten udkom i foråret 2005.
Formålet
var, at kortlægge antallet af brugere samt gennem interviews med udvalgte
personer at redegøre for aktiviteter, ønsker og oplevelser i parkerne.
Brugerråd
Forslag til
udviklingsplanen for Fælledparken er udarbejdet i dialog med et brugerråd, der
består af repræsentanter for følgende organiserede interessenter i forhold til
brugen af parken:
Østerbro Lokalråd, Indre
Østerbro Ældreråd, Agenda 21 Østerbro, fritidshjem og børnehaver på Østerbro,
Skolerne på Østerbro, studerende på Østerbro, spejderne på Østerbro, Danmarks
idrætsforbund – Københavnerudvalget, Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse,
Fælledklubberne, Danmarks Naturfredningsforening, Friluftsrådet, De Samvirkende
Invalideorganisationer, Kultur- og Fritidsforvaltningen, KI, samt Familie- og
Arbejdsmarkedsforvaltningen.
Brugerrådet blev oprettet i
september 2004, og har siden afholdt 8 møder, hvor erfaringer fra livet i
parken og visionerne for parkens fremtid er blevet drøftet mellem brugerne og
relevante medarbejdere fra Vej & Park. Brugerrådet har desuden sammen med
medarbejdere fra Vej & Park deltaget i en parkvandring gennem Fælledparken.
Der er rigtig mange der gerne
vil bruge Fælledparken til forskellige formål, og der er konkurrence om
pladsen. Der har i brugerrådet været mange diskussioner om fordelingen af
pladsen til den organiserede idræt og den mere selvorganiserede form for boldspil,
løb og leg, og udviklingsplanen er udtryk for Vej & Parks afvejning af de
forskellige ønsker.
Parkvandring
I april 2005 inviterede Vej
& Park i samarbejde med brugerrådet de uorganiserede beboere på Østerbro
til parkvandring. Formålet var at høre hvilke erfaringer og ønsker parkens
naboer havde. Synspunkterne var mange, og ind imellem også modstridende. Vej
& Park har med udviklingsplanen forsøgt at tilgodese så mange ønsker som muligt.
Fokusgruppeinterview – projekt "De uorganiseredes
stemme"
Hensigten med projekt "De
uorganiseredes stemme" har været gennem opsøgende arbejde og fokusgrupper at
opfange de uorganiserede parkbrugeres idéer og synspunkter. Der har været
afholdt 3 fokusgruppemøder med personer, der er udvalgt gennem opsøgende
arbejde i Fælledparken.
Forvaltningen har i
forbindelse med forslag til Vej & Parks investeringsplan for 2007-2011 foreslået,
at der afsættes midler til at sikrer en nye generation af karakterskabende
træer, og at parkens tilbud til det organiserede og selvorganiserede idrætsliv
moderniseres i forbindelse med Fælledparkens 100 års jubilæum i 2009. Der
foreslås reserveret 20 mio. kr.
Indstillingen er miljøvurderet, da sagstypen er omfattet af Teknik- og
Miljøforvaltningens positivliste.
Udviklingsplanen for Fælledparken indeholder målsætninger, der i høj
grad vil støtte intentionerne i både i Kommuneplanen og i Agenda 21 planen. Et
vigtigt mål i Udviklingsplanen for Fælledparken er at styrke naturindholdet i
parken, så der bliver mulighed for flere naturoplevelser. Se side 23 i
udviklingsplanen.
Til sagstypen er knyttet følgende miljømål:
·
Kommunen vil styrke og forny det grønne
i byen - fra pladser og grønne gaderum til parker, kolonihaver og idrætsanlæg.
Fornyelser og nyanlæg skal indpasses, så de eksisterende naturværdier og
grønne kulturhistoriske træk bevares og beskyttes, og så variation, oplevelsesrigdom
og miljø styrkes (Kommuneplan 2001).
·
Byens parker og grønne friarealer,
herunder idrætsanlæg, institutionernes og skolernes friarealer og de privates
friarealer i boligområder, samt gadetræerne, skal udvikles og plejes efter økologiske
principper og med en biologisk mangfoldighed for øje. (Københavns Agenda 21
2004-2007).
Når de konkrete projekter, der er
foreslået i udviklingsplanen skal realiseres, vil der i forbindelse med en
indstilling blive gennemført en miljøvurdering af det konkrete projekt ud fra
retningslinierne i "Miljø i byggeri og anlæg", vedtaget af Borgerrepræsentationen
februar 2006.
Høring
Der er ikke foretaget
en egentlig høring af forslag til udviklingsplan for Fælledparken, men der er i
forbindelse med projektet gennemført flere former for borgerdialog. Det drejer
sig om brugerundersøgelser ved observationer og interview i parken, møder i
brugerrådet for Fælledparken, parkvandring med de
uorganiserede naboer og fokusgruppeinterview med udvalgte brugere af parken.
Desuden er udviklingsplanen
kvalificeret gennem drøftelse i Det Grønne Råd 15. maj 2006.
BILAG VEDLAGT
1.
Forslag til udviklingsplan for Fælledparken maj
2006; rapport
og oversigtskort
2.
Artikel fra Politiken 28. april 1909: "Da det første
træ plantedes i Fælledparken i går"
BILAG VEDLAGT TIL GENNEMSYN
I BORGMESTERENS FORKONTOR, RÅDHUSET, 1. SAL VÆRELSE 36
- Den rekreative brug af tre parker i Københavns Kommune, maj 2005
- Projekt "De uorganiseredes stemme", april 2005