Mødedato: 09.05.2022, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Borgmesterportræt af Ninna Hedeager Olsen

Se alle bilag

Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til, at Teknik- og Miljøforvaltningen dækker udgifterne til udarbejdelsen af et borgmesterportræt af Ninna Hedeager Olsen, når der er valgt en kunstner.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at udgiften på op til 90.000 kr. til portrættering af Ninna Hedeager Olsen finansieres af Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinære drift i det år, hvor udgifterne afholdes.

Problemstilling

Der er tradition for, at afgåede borgmestre i Københavns Kommune portrætteres. Tidligere lå finansiering til portrætterne under Københavns Kunstfonds rådighedsbeløb. På Kultur- og Fritidsudvalgets møde den 11. november 1999 besluttede et flertal at fortsætte traditionen med borgmesterportrætter, men at udgiften fremover skulle afholdes inden for de enkelte fagudvalgs budgetramme. Sager vedrørende portrættering af tidligere teknik- og miljøborgmestre forelægges derfor til Teknik- og Miljøudvalgets godkendelse.

Løsning

Traditionen for at portrættere Københavns borgmestre går helt tilbage til 1600-tallet. De nyeste portrætter hænger i Magistratssalen sammen med en skiftende udstilling af de ældre portrætter. 

Prisen for borgmesterportrætter i Københavns Kommune har de seneste ti år ligget mellem 70.000 kr. og 175.000 kr. Til de seneste tre portrætter af afgående borgmestre har Teknik- og Miljøudvalget bevilget 90.000 kr., og forvaltningen indstiller derfor en tilsvarende beløbsramme for borgmesterportrættet af Ninna Hedeager Olsen.

Politisk handlerum

Eftersom det er fagudvalgene, der selv beslutter beløbsrammen for borgmesterportrætter, har Teknik- og Miljøudvalget mulighed for at ændre på beløbsrammen. Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning fra 1999 om at fortsætte traditionen med borgmesterportrætter er ikke bindende for de øvrige fagudvalg, derfor kan Teknik- og Miljøudvalget også beslutte, at der ikke skal afsættes midler til et borgmesterportræt.

Økonomi

Udgiften på maksimalt 90.000 kr. finansieres af Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinære drift i det år, hvor udgifterne afholdes.

Videre proces

Når Ninna Hedeager Olsen har valgt en kunstner til sit portræt, vil forvaltningen kontakte kunstneren med henblik på udarbejdelse af kontrakt.

Tidspunktet for ophængning og indvielse er ikke afklaret. Udvalget vil modtage en orientering, når tidspunktet kendes.

 

Søren Wille

/Morten Rixen


Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 9. maj 2022

 

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Til top