Mødedato: 09.05.2022, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Administrationsgrundlag for udvidet udeservering 2022

Se alle bilag

Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til administrationsgrundlaget for ordningen for udvidet udeservering i 2022, der er bevilliget midler til i Overførselssagen 2021-2022.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at administrationsgrundlaget – som beskrevet i afsnittet Løsning - anvendes i forbindelse med sagsbehandlingen af ansøgninger om og tilladelser til udvidet udeservering i perioden 1. juni og til og med 30. september 2022.

Problemstilling

I forbindelse med Overførselssagen 2021-2022 ’Grøn by med plads til alle’ er forligspartnerne (A, Ø, F, B, V, Å og O) blevet enige om at gentage en ordning for udvidet udeservering. Udvidet udeservering kan dermed tillades på større dele af fortove, pladser og torve end den ordinære ordning for udeservering giver mulighed for samt på parkeringspladser, hvis parkeringsbelægningen kl. 22.00 som udgangspunkt ikke er højere end 120 % i samme og nærliggende gader. Ordningen er åben for caféer, barer, restauranter og værtshuse mv. i hele byen, og der kan gives tilladelser til udvidet udeservering med gyldighed i perioden 1. juni og til og med 30. september 2022.

Forligspartnerne har tilkendegivet, at forvaltningen med enkelte præciseringer og justeringer af administrationsgrundlaget, kan give tilladelser til udvidet udeservering ud fra administrationsgrundlaget for ordningen, der var gyldig i 2020.

Tilladelser til brug af ekstra arealer til udeserveringer skal i hvert enkelt tilfælde også godkendes af Københavns Politi.

Løsning

Forligspartnerne (A, Ø, F, B, V, Å og O) er blevet enige om at afsætte midler til håndtering af en midlertidig ordning for udvidet udeservering på større dele af fortove, pladser og torve end den ordinære ordning for udeservering giver mulighed for, samt på parkeringspladser foran Københavns caféer, barer, restauranter og værtshuse mv. i 2022. Ordningen er, med enkelte præciseringer, baseret på administrationsgrundlaget for den udvidede udeservering, der var gyldig i 2020. I sommeren 2020 blev der givet 163 tilladelser til udvidet udeservering med gyldighed i perioden 18. maj og til og med 30. september 2020, mens der blev givet 101 tilladelser til udvidet udeservering med gyldighed i perioden 1. oktober og til og med 31. december 2020. I sommeren 2021 blev der givet 38 tilladelser til udvidet udeservering med gyldighed i perioden 21. april og til og med 30. september 2021.

Ordningen for udvidet udeservering i 2022 er bydækkende og giver mulighed for, at alle restaurationer, herunder caféer, barer, restauranter og værtshuse mv., i alle bydele, kan ansøge om udvidet udeservering ud for facaden til deres restauration.

De almindelige retningslinjer og vilkår for ordinær udeservering er stadig gældende, ligesom eksisterende tilladelser til udeservering i den ordinære ordning fortsat er gyldige. I det tilfælde, at der er en tilladelse til udeservering under den ordinære ordning, vil den udvidede ordning være et midlertidigt selvstændigt tillæg til den eksisterende tilladelse. Der vil være krav om afskærmning af inddragede parkeringspladser i form af fx plantekasser eller lign.

Administrationsgrundlaget for udvidet udeservering 2022

Forvaltningen foretager en konkret vurdering af alle indkomne ansøgninger ud fra følgende kriterier:

  • Alle restaurationer, herunder fx caféer, barer, restauranter og værtshuse mv. i Københavns Kommune, kan ansøge om udvidet udeservering på større dele af fortove, pladser og torve end den ordinære ordning for udvidet udeservering giver mulighed for, samt på parkeringspladser.
  • Ordningen for udvidet udeservering gælder kun på offentlige vejarealer.
  • Der gives primært tilladelse til udvidet udeservering ud for restaurationens egen facade og det gælder uanset om der er tale om udvidelser af udeserveringen på større dele af fortove, pladser, torve og/eller til udeservering på parkeringspladser.
  • Der tillades som udgangspunkt kun udeservering på parkeringspladser, der ligger op til fortov og/eller fodgængerarealer.
  • Der gives tilladelse til udvidet udeservering på almindelige parkeringspladser Der kan som udgangspunkt ikke inddrages handicapparkeringspladser, erhvervsparkeringspladser, flexpladser eller parkeringspladser med el-ladestandere til elbiler.
  • Der stilles fortsat krav om, at fremkommeligheden er sikret, , ligesom adgangsveje, døre og porte skal friholdes.
  • Der inddrages kun parkeringspladser i områder af byen, hvor parkeringsbelægningen højest er 120 % i samme og nærliggende gader og/eller hvor der er et parkeringshus i nærheden.
  • Tilladelserne er gyldige i perioden 1. juni og til og med 30. september 2022.
  • Tilladelserne gælder alle ugens dage.
  • Udvidede udeserveringer skal lukke kl. 22.00 hver dag og pakkes sammen, så udeserveringerne ikke kan anvendes til ophold, servering mv.

Ansøgninger om udeservering kræver samtykke fra Københavns Politi.

Håndhævelse

Teknik- og Miljøforvaltningen kan udelukkende håndhæve forhold, der er trafikalt farlige; giver gener for fremkommeligheden og/eller på anden vis er vurderet som uhensigtsmæssige, samt gennem Restaurationsforskriften sikre korrekt indretning og drift af restaurationer. Ved tilladelsernes udløb eller opstilling uden tilladelse, kan forvaltningen også indlede en håndhævelsesproces. Dette vil indebære en lovliggørelsesproces, der indledes med vejledning, hvorefter forvaltningen kan gå videre til fx afslag, politianmeldelse eller påbud om fjernelse, alt afhængig af situationen. Forvaltningen politianmelder hvert år flere virksomheder på baggrund af fx gentagne opstillinger af udeservering mv. uden tilladelse eller ved gentagne brud på et eller flere vilkår for tilladelserne til trods for et længere vejledningsforløb.

Forvaltningen tilføjer fremadrettet et vilkår til tilladelserne, der beskriver processen for håndhævelse, herunder at forvaltningen har mulighed for at politianmelde virksomheder; tilbagetrække en tilladelse, udstede påbud om fjernelse eller foretage en straks-fjernelse af inventar, hvis det udgør en risiko for trafiksikkerheden.

I forhold til selve håndhævelsesindsatsen, vil forvaltningen i lighed med 2021, prioritere hurtig opfølgning hos de virksomheder, der stiller op uden tilladelse, holder åbent uden for åbningstiden mv. med henblik på en mere effektiv indsats i forhold til vejledning og eventuel efterfølgende håndhævelse. Forvaltningen har gode erfaringer med denne tilgang, og det har oftest en effekt i forhold til at få løst problemstillingen det pågældende sted.  Derudover kan forvaltningen trække en tilladelse tilbage, hvis overtrædelsen af vilkårene for tilladelsen er proportionel i forhold til de konsekvenser, at det vil have for virksomheden, hvis de ikke længere har en tilladelse.

Forvaltningen har ikke hjemmel til at forbyde gæstestøj på offentlig vej, selv om det er gæsterne i en udeservering, der støjer. Det er kun politiet, der med Ordensbekendtgørelsen har hjemmel til at standse/dæmpe støj fra gæsterne.

Hvis den udvidede udeservering lukkes senere end kl. 22.00, kan Københavns Kommune påtale dette og ved flere gentagelser af samme forhold, kan forvaltningen gå videre til de næste skridt i håndhævelsesindsatsen.

Parkering
Det er forventet, at der vil blive inddraget op til 450 parkeringspladser i hele byen i perioden 1. juni og til og med 30. september 2022.

Politisk handlerum

Da der allerede har været en politisk stillingtagen til den endelige ordning for udvidet udeservering ved Overførselssagen 2021-2022 jf. bilag 2. TM77 Ordningen for udvidet udeservering, er der ikke som sådan et politisk handlerum ift. ordningen for udvidet udeservering i 2022.

Økonomi

I aftalen om Overførselssagen 2021-2022 blev der i 2022 afsat 2,8 mio. kr. til tilsyn og myndighedsbehandling samt 3,0 mio. kr. i servicemåltal til forventede mindre indtægter fra betalingsparkering ifm. inddragelse af parkeringspladser til udvidet udeservering. Midlerne udmøntes til Teknik- og Miljøforvaltningen i forbindelse med Borgerrepræsentationens godkendelse af aftalen den 5. maj 2022.

Opfølgning på mindre indtægter som følge af de midlertidigt nedlagte parkeringspladser vil indgå som en del af Teknik- og Miljøudvalgets samlede opfølgning på bevillingsområdet Parkering.

Videre proces

Når Teknik- og Miljøudvalget har godkendt administrationsgrundlaget, påbegynder forvaltningen sagsbehandlingen af indkomne ansøgninger fra den 10. maj 2022 Den 10. maj 2022 udsendes der også en pressemeddelelse om, at der nu kan ansøges om udvidet udeservering, og forvaltningen orienterer ligeledes de restauratører, der enten har en tilladelse til udeservering eller har ansøgt om udeservering.

For at understøtte, at der kan gives tilladelse til udvidet udeservering med gyldighed fra 1. juni 2022, dedikerer forvaltningen i en periode medarbejdere til at sagsbehandle ansøgninger om udvidet udeservering, således at deres erfaring og kendskab til lovgivningen bag tilladelserne kan give en hurtigere og mere smidig sagsbehandling af ansøgningerne. Forvaltningen kan først udstede de endelige tilladelser, når Københavns Politi har haft dem i høring. Forvaltningen er i dialog med Københavns Politi om de processuelle skridt omkring høringen. Tilladelserne udstedes med forventet gyldighed fra den 1. juni eller snarest derefter og til og med 30. september 2022.

 

Søren Wille

                                                         /Lena Kongsbach

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 9. maj 2022

 

Det Konservative Folkeparti stillede følgende ændringsforslag som tilføjelse til 1. at-punkt (ÆF1):

 

”at det kun er på parkeringspladser med en belægningsprocent på under 90.”

 

Ændringsforslaget (ÆF1) blev forkastet med 2 stemmer mod 9. Ingen undlod at stemme.

 

For stemte: C.

Imod stemte: A, B, F, V, Ø og Å.

 

Det Konservative Folkeparti stillede følgende ændringsforslag som tilføjelse til 1. at-punkt (ÆF2):

 

”at inddragelse af parkeringspladser ikke kan ske uden for Middelalderbyen.”

 

Ændringsforslaget (ÆF2) blev forkastet med 2 stemmer mod 9. Ingen undlod at stemme.

 

For stemte: C.

Imod stemte: A, B, F, V, Ø og Å.

 

Det Konservative Folkeparti stillede følgende ændringsforslag som tilføjelse til 1. at-punkt (ÆF3):

 

”at inddragelse af parkeringspladser maksimalt kan se umiddelbart uden for en restaurations facade og ikke til siderne.”

 

Ændringsforslaget (ÆF3) blev forkastet med 2 stemmer mod 9. Ingen undlod at stemme.

 

For stemte: C.

Imod stemte: A, B, F, V, Ø og Å.

 

Det Konservative Folkeparti stillede følgende ændringsforslag som tilføjelse til 1. at-punkt (ÆF4):

 

”at pladserne skal ryddes fuldstændigt hver aften kl. 22, så pladserne kan anvendes til parkering for beboerne om natten.”

 

Ændringsforslaget (ÆF4) blev forkastet med 2 stemmer mod 9. Ingen undlod at stemme.

 

For stemte: C.

Imod stemte: A, B, F, V, Ø og Å.

 

Det Konservative Folkeparti stillede følgende ændringsforslag som tilføjelse til 1. at-punkt (ÆF5):

 

”at inddragelse af parkeringspladserne kun kan ske til restaurationer med bespisning og ikke til barer, natklubber m.v., der alene serverer drikkevarer.”

 

Ændringsforslaget (ÆF5) blev forkastet med 2 stemmer mod 9. Ingen undlod at stemme.

 

For stemte: C.

Imod stemte: A, B, F, V, Ø og Å.

 

Det Konservative Folkeparti stillede følgende ændringsforslag som tilføjelse til 1. at-punkt (ÆF6):

 

”at der straks skal ske inddragelse af en tilladelse til udeservering, hvis vilkårene ikke overholdes, og at udeservering nægtes, hvis man er påbegyndt udeservering uden tilladelse”.

 

Ændringsforslaget (ÆF6) blev forkastet med 2 stemmer mod 9. Ingen undlod at stemme.

 

For stemte: C.

Imod stemte: A, B, F, V, Ø og Å.

 

Indstillingen blev godkendt med 9 stemmer mod 2. Ingen undlod at stemme.

For stemte: A, B, F, V, Ø og Å.

Imod stemte: C.

 

 

Socialistisk Folkeparti, Venstre, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet afgav følgende protokolbemærkning:

 

”Partierne ønsker, at Teknik- og Miljøforvaltningen undersøger muligheden for, at forvaltningen i sin almindelige administration af udeserveringen anvender f.eks. streger til optegning af det areal, hvortil der er givet tilladelse til udeservering, med det formål at sikre en enkel og effektiv overholdelse af rammerne for udeserveringstilladelsen.”

 

Socialistisk Folkeparti, Venstre, Enhedslisten, Radikale Venstre og Alternativet afgav følgende protokolbemærkning:

 

”Partierne påpeger vigtigheden af en hurtig og effektiv håndhævelsesindsats fra forvaltningen ift. virksomheder, der stiller op uden tilladelse eller fortsætter efter kl. 22.00.”

Til top