Mødedato: 09.04.2018, kl. 16:40
Mødested: Dansk Arkitektur Center (DAC), Strandgade 27B, 1401 København K

Drøftelse af miljøstationer på offentlige vejarealer

Se alle bilag
Teknik- og Miljøudvalget skal drøfte muligheder og principper for placering af miljøstationer (affaldsindsamlingsmateriel) på veje og offentlige arealer.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller,

  1. at Teknik- og Miljøudvalget drøfter, i hvilket omfang miljøstationer skal prioriteres på offentlig vej og private fællesveje.

Problemstilling

Teknik- og Miljøudvalget besluttede den 18. maj 2015, at ansøgninger om nedgravede affaldsbeholdere (miljøstationer) på offentlig vej skulle forelægges udvalget. I forbindelse med udvalgets behandling af en ansøgning i Snorresgade og Halfdansgade den 6. november 2017, blev forvaltningen bedt om at fremlægge en drøftelsessag om håndtering af miljøstationer på offentlig vej.

Da Teknik- og Miljøforvaltningen overvejer at lade miljøstationer på offentlige arealer indgå i den kommende Ressource- og Affaldsplan 2024, er dette aspekt inddraget i nærværende drøftelse, ligesom placering af miljøstationer på private fællesveje.

Løsning

Kommunen skal som vejmyndighed give tilladelse til råden over vej, herunder også til miljøstationer over eller under jorden. En tilladelse skal afvejes mod andre pladskrævende hensyn som trafikafvikling, parkeringspladser, cykelstier, klimasikring, vejtræer mv. og underjordiske pladskrav i forhold til offentlige forsyningsledninger.

For så vidt som disse hensyn kan opfyldes, og politiet er enig i den trafikale vurdering, er der mulighed og råderum for at tillade fx miljøstationer.

I afvejningen skal kommunen primært varetage trafikale og vejtekniske hensyn (fx at vejen er tilstrækkeligt bred), før der gives tilladelse til særlig råden over vejareal, jf. § 1, stk. 1-5 i Lov om offentlige veje. Desuden skal kommunen som vejmyndighed være opmærksomme på konsekvenserne for miljø, flora, fauna, landskabs- og bymæssige værdier, klimamæssige forhold, samfundsøkonomien samt hensynet til vejens naboer. Vejmyndigheden vurderer i alle sager, om fremkommelighedshensyn eller planer for fremtidig brug af vejen taler imod den ønskede affaldsløsning. Der er således mulighed for en politisk afvejning af, hvad vejarealet og byrummet primært skal prioriteres til.

Teknik- og Miljøudvalget har ikke tidligere forholdt sig til miljøstationer på private fællesveje, og forvaltningen har derfor behandlet disse sager administrativt. Forvaltningen har i høj grad lagt vægt på grundejernes ønske og behov for en tilladelse og afslår kun en ansøgning, hvis trafikale eller vejtekniske forhold eller andre tungtvejende almene offentlige hensyn taler imod.

Private miljøstationer på offentlig vej etableret af private på eget initiativ

Private ejer- eller andelsforeninger mv. har typisk disse motiver for at søge om miljøstationer på offentlig vej:

  • Der er ikke plads i gården til affaldsbeholdere, der opfylder kommunes krav til kildesortering, typisk i ældre bebyggelse.
  • Ønske om at bruge egen gård og friareal til rekreative formål frem for til affaldsbeholdere.

Udvalget kan drøfte, om begge bevæggrunde for private miljøstationer er vægtige kriterier i forhold til at få en tilladelse.

Offentlige miljøstationer på offentlig vej etableret af kommunen på kommunens initiativ

I det kommende forslag til Ressource- og Affaldsplan 2024 vil miljøstationer bl.a. blive begrundet med:

  • Ønske om bedre sorteringsmuligheder og dermed øget genanvendelse, især hvis der mangler plads til affaldsmateriel i gårdene, som kan opfylde kravene til kildesortering. Effekten for kildesorteringen vil blive nærmere belyst i forslaget til Ressource- og Affaldsplan 2014.

Udvalget kan drøfte, om miljøstationer skal prioriteres i lyset af, hvad der er plads til og ønsker om på vejene. Desuden kan det drøftes, om yderligere tilladelser til private miljøstationer skal afvente behandling af Ressource- og Affaldsplan 2024.

Offentlige miljøstationer på private fællesveje

På private fællesveje, særligt i byudviklingsområder, giver forvaltningen tilladelser til private miljøstationer som led i den samlede behandling af byggetilladelser og godkendelse af vejprojekter.

Udvalget kan drøfte, hvorvidt miljøstationer på private fællesveje fortsat alene skal etableres på privat initiativ, eller om kommunen i forbindelse med Ressource- og Affaldsplan 2024 også skal etablere offentlige miljøstationer på private fællesveje.

Anvendelsen af byrummet

Når der gives tilladelse til private faste genstande i vejareal, kan det vanskeliggøre placeringen af cykelstier, træer, parkeringspladser og forsyningsledninger, som i henhold til Lov om offentlige vej § 1 nr. 5 har krav på plads i vejene. Kommunen skal derfor grundigt overveje placering af nedgravede genstande på vejarealer, som kan forhindre eller vanskeliggøre ledningernes placering.

Der er i generel forstand kamp om pladsen i byen, som skal kunne rumme trafikafvikling, parkering for biler og cykler og rekreative udfoldelsesmuligheder. Derfor er det et prioriteringsspørgsmål, i hvilket omfang miljøstationer over eller under jorden skal have plads i det offentlige rum. Det er også et spørgsmål, om tilladelser til miljøstationer på offentlig vej og private fællesveje skal prioriteres på samme måde.

Miljøstationer på overfladen fylder i sagens natur over jorden. Underjordiske miljøstationer fylder også på overfladen, fordi der skal kunne køres hen til dem med skraldebiler, når de skal tømmes. Det betyder, at også underjordiske miljøstationer kan kræve nedlæggelse af parkeringspladser, ligesom der ikke altid vil kunne plantes træer tæt på af hensyn adgangen for skraldebiler og træernes rodnet. Derfor indebærer miljøstationer både over og under jorden begrænsning for anden anvendelse af byrummet det pågældende sted.

Det skal også bemærkes, at pladsen under jorden er begrænset og i forvejen optaget af ledninger og rørføringer. Derfor kan der også være tale om prioritering mellem nedgravede miljøstationer og fx underjordisk cykelparkering. Der vil være steder, hvor en nedgravet miljøstation ikke kan etableres på grund af eksisterende forsyningsledninger og lign.

En privat miljøstation finansieres af den ejer (boligforening), som ønsker at etablere miljøstationen. Der vil blive pålagt tinglysning af en fjernelsesdeklaration på ejerens egen ejendom, som betyder, at kommunen kan forlange miljøstationen fjernet for ejers regning. Kravet om fjernelse skal være sagligt begrundet og udgifterne til fjernelsen skal være proportionelle i forhold til det, kommunen ønsker at opnå ved fjernelsen. Etablering og fjernelse af offentlige miljøstationer finansieres over affaldstaksten.

Miljøstationer i form af nedgravede affaldshåndteringsanlæg er særligt kostbare at etablere og flytte og bruger plads både over og under jorden – modsat løse containere, som stilles på vejareal, og som let kan flyttes til en ny placering, hvis forholdene på stedet ændre sig.

I dag er der kun offentlige miljøstationer i form af løse containere, og ikke i form af nedgravede miljøstationer på offentlig vej, ud over pilotmiljøstationen i Wesselsgade. Men nedgravede miljøstationer kan blive en del af den fremtidige løsning for at opnå den ønskede kildesortering.

Hvis det viser sig, at miljøstationer bliver hyppigere udbredt i fremtiden, fx med baggrund i forslaget til Ressource- og Affaldsplan 2024, vil der i løbet af de næste par år blive udviklet og afprøvet nye koncepter for løsninger. Et centralt element her er også at udvikle designet, så det fungerer i byens øvrige æstetik. Erfaringerne herfra vil indgå i beslutningsoplæg til Teknik- og Miljøudvalget om, hvordan løsningerne skal implementeres i de enkelte byområder. Kommunen har på nuværende tidspunkt ingen retningslinjer for det æstetiske udtryk for miljøstationer på offentlig vej.

Økonomi

Etablering af miljøstationer på offentlig vej kan have økonomiske konsekvenser for kommunen i form af eksempelvis mistede parkeringsindtægter og/eller øgede indtægter fra råden over vej. De konkrete konsekvenser vil afhænge af det enkelte projekt, og håndtering heraf vil indgå som en del af beslutningsgrundlaget for den enkelte godkendelse.

Taksten for råden over offentlig vej er 500 kr. pr. m2 årligt i Indre By, og 250 kr. pr. m2 årligt i den øvrige by, jf. Teknik- og Miljøudvalgets takster i 2018.

Videre proces

Teknik- og Miljøforvaltningen vil, på baggrund af Teknik- og Miljøudvalgets drøftelse, følge op med eventuelle konkrete forslag.

 

Pernille Andersen

/Anne-Sofie Degn

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 9. april 2018

Indstillingen blev drøftet.

Til top