Mødedato: 09.04.2008, kl. 17:00

Nedgravning af H. C. Andersens Boulevard og Vesterbrogade

Se alle bilag

Nedgravning af H. C. Andersens Boulevard og Vesterbrogade

Teknik- og Miljøudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 9. april 2008

 

 

Sager til beslutning

 

9.      Nedgravning af H. C. Andersens Boulevard og Vesterbrogade

TMU 204/2008  J.nr. 2008-28969

 

 

 

Teknik- og Miljøforvaltningen anbefaler, at der ikke på nuværende tidspunkt igangsættes en undersøgelse af mulighederne for at nedgrave H C Andersens Boulevard og Vesterbrogade, da en nedgravning må forventes at være et kompliceret og meget dyrt projekt, der ikke løser problemerne som ønsket. Det anbefales, at ressourcerne forsat anvendes på allerede besluttede projekter.

 

INDSTILLING OG BESLUTNING

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

1. &nb sp;    at der ikke igangsættes en forundersøgelse af de trafikale, miljømæssige, tekniske og økonomiske konsekvenser af nedgravningen af H C Andersens Boulevard og Vesterbrogade.

 

 

PROBLEMSTILLING

Denne indstilling er skrevet på baggrund af et medlemsforslag fra Det Konservative Folkeparti, Venstre og Dansk Folkeparti om en undersøgelse af de tekniske og trafikale muligheder for at nedgrave H C Andersens Boulevard og Vesterbrogade (TMU 83/2008).

 

Formålet med at nedgrave vejene er at gøre en større del af byens centrum til et område med mulighed for boliger og oplevelser fri for trafik uden at byen dermed gøres trafikal ufremkommelig.

 

En forundersøgelse er vurderet at koste ca. 3 mio. kr. at gennemføre baseret på erfaringer fra lignende undersøgelser. Indholdet af en mulig forundersøgelse er beskrevet i vedlagte bilag.

 

LØSNING

Forvaltningen umiddelbare vurdering er, at en nedgravning af H C Andersens Boulevard vil være et unødigt dyrt og kompliceret anlæg, der ikke løser problemerne efter hensigten:

·        Trafikprognoserne lavet i forbindelse med Infrastruktur Nordhavn viser, at en østlig omfartsvej (havnetunnel eller via Amager) kombineret med trængselsafgifter og en fredeliggørelse af Indre By næsten vil halvere trafikken på Langebro.

·        H C Andersens Boulevard er en meget central vejstrækning, der stor set ikke kan forventes at kunne benyttes i anlægsperioden udover til den nødvendige ærindetrafik. En lukning af H C Andersens Boulevard i 4 - 8 år vil skabe store trafikale problemer andetsteds.

·        En tunnel skal krydse både den kommende metro ved Rådhuspladsen såvel som Boulevardbanen (regional- og S-tog mellem Vesterport og Nørreport). Hvis en Cut & Cover-tunnel påbegyndes nord for regional- og S-banen, er det næppe realistisk at den kan krydse over metroen. En tunnelforbindelse må derfor skulle bores på hele strækningen og føres under metroen. En sådan løsning kræver meget lange ramper og umuliggør tilslutning af krydsende veje (herunder Vesterbrogade).

·        Udover Vesterbrogade er der mange andre store krydsende veje på strækningen (bl.a. Søgaderne, Farimagsgaderne, Voldgaderne og Stormgade/Tietgensgade). Hvis de ikke tilsluttes, vil det medføre, at store dele af biltrafikken forbliver på overfladen. Hvis de skal tilsluttes en tunnel vil det skabe mange ramper, der kræver meget plads og skaber store barrierer.

 

Herudover vil forvaltningen pege på følgende årsager til, at en nærmere forundersøgelse ikke igangsættes på nuværende tidspunkt:

·        Forvaltningen har primært fokus på eksekvering af allerede besluttede anlægsprojekter og planlægningsopgaver.

·        Forundersøgelsen er ufinansieret og forventes at koste ca. 3 mio. kr. Forundersøgelsen vil i givet fald skulle finansieres via Teknik- og Miljøudvalgets ordinære anlægsramme, men der er ikke afsat midler på investeringsplanen, hvorfor prioritering af dette projekt kan komme til at betyde, at andre anlægsprojekter må udskydes. En eventuel igangsætning af forundersøgelsen kan desuden medføre, at Teknik- og Miljøudvalgets brutto-anlægsudgifter i regnskab 2008 vil overstige niveauet i vedtaget budget 2008, hvilket er i modstrid med ØU's beslutning den 11. marts 2008 (ØU 107/2008) om overholdelse af anlægsudgifterne i vedtaget budget 2008.

·        H C Andersens Boulevard er den centrale vejstrækning i Metropolzonen. Der er igangsat forskellige projekter i Metropolzonen, herunder en helhedsanalyse, som skal redegøre for de trafikale og byrumsmæssige konsekvenser af projekterne samt opstille en byrums- og trafikplan, der sikrer sammenhænge i området.

 

Hvis udvalgene og Borgerrepræsentationen alligevel ønsker en forundersøgelse igangsat, vil forvaltningen bede et eller flere rådgiverfirmaer gennemføre analyser af trafikale, tekniske, miljømæssige og økonomiske problemstillinger som beskrevet i vedlagte bilag. Der er tale om en forundersøgelse, som det fx kendes fra forundersøgelsen af havnetunnelen. En forundersøgelse vurderer de forskellige konsekvenser på et overordnet niveau som grundlag for en videre detaljering af forslaget.

 

I medlemsforslaget fastlægges projektområdet til H.C. Andersens Boulevard fra Søerne til Langebro samt Vesterbrogade fra Rådhuspladsen til Hovedbanegården. I den trafikale analyse kan alle muligheder dog vurderes, herunder langt kortere strækninger, der fredeliggør udvalgte byrum, samt sammenhæng med en mulig havnetunnel eller østlig omfartsvej via Amager. Endelig kan det også komme på tale at tilslutte flere af de tværgående trafikårer end kun Vesterbrogade eller helt at undlade underjordiske tilslutninger, der kan vise sig umulige at etablere.

 

 

ØKONOMI

En forundersøgelse forventes at koste ca. 3 mio. kr. at gennemføre. Forundersøgelsen skal i givet fald finansieres via Teknik- og Miljøudvalgets ordinære anlægsramme. Der er ikke på investeringsplanen afsat midler til denne undersøgelse, hvorfor prioritering af dette projekt kan komme til at betyde, at andre mindre anlægsprojekter må udskydes.

 

I de senere år er der gennemført to andre sammenlignelige undersøgelse om nye vejanlæg:

·        I 2005 færdiggjorde forvaltningerne, Trafikministeriet og Finansministeriet en forundersøgelse af forskellige muligheder for en ny vejforbindelse mellem Lyngbyvej og Nordhavnen. Denne undersøgelse lå til grund for beslutningen i Metroaftalen og det videre arbejde med udvælgelse af vejalternativ.

·        Ligeledes i 2005 offentliggjorde Sund & Bælt en forundersøgelse af en mulig langsgående havnetunnel. Undersøgelsen var finansieret af Realdania, Københavns Havn AS og Københavns Kommune.

 

Begge disse undersøgelser kostede i størrelsesordenen 2½ mio. kr. hovedsageligt til konsulentbistand til vurdering af tekniske, miljømæssige, økonomiske og trafikale problemstillinger.

 

Nedgravningen af H C Andersens Boulevard er en kortere strækning end begge de ovennævnte. På den anden side er det en langt mere kompliceret strækning både mht. trafikanalyse, trafikafvikling, geologi og anlægsteknik. På den baggrund vurderer forvaltningen, at ca. 3 mio. kr. er et realistisk niveau for den i bilag beskrevne undersøgelse.

Prisen kan fastsættes endeligt efter udbud og forhandling med den vindende part. Opgaven må under alle omstændigheder forventes at være over grænseværdien for opgaver, der skal sendes i udbud.

 

VIDERE PROCES

Forvaltningen anbefaler, at der på nuværende tidspunkt ikke gennemføres en nærmere undersøgelse.

 

Hvis en forundersøgelse alligevel besluttes, vil behandlingen i udvalg og Borgerrepræsentationen være færdig inden sommerferien; udbud afholdt henover sommer og rådgiver valgt efter sommerferien. En afrapportering vil da kunne forelægges til politisk drøftelse medio 2009.

 

 

BILAG

1. Notat: Nedgravning af H C Andersens Boulevard, opgavebeskrivelse

 

 

 

Hjalte Aaberg                                         Niels Tørsløv



 

Bilag

Til top